Grass Roots

http://danmarkskirker.natmus.dk/koebenhavn-by/garnisonskirken/ http://da.wikipedia.org/wiki/Garnisons_Kirke

Kirkegårdens historie

I 1711 var København blevet ramt af endnu en epidemi "Den sorte død", som alene tog 23.000 liv, og der måtte i hast anlægges seks pest- eller assistenskirkegårde i byens udkant, men stadig inden for voldene. De var imidlertid slet ikke fyldestgørende. Bare på Holmens Kirkes gravplads lå kisterne ovenpå jorden og udbredte sådan en stank, at Søværnet fik besked om at affyre kanoner på området for at skabe bevægelse i luften og tilsløre stanken noget med krudtrøg.

Det var først i 1760 lang tid efter epidemien, at man besluttede at sløjfe de seks overfyldte og farlige pestkirkegårde. En sumpet mark på den anden side af Søerne blev udlagt til en ny og større assistenskirkegård. Der blev dyrket tobak på marken, men nu blev den forsynet med en ringmur og udlagt som kirkegård.[1] Det bedre borgerskab afholdt sig imidlertid fra at blive begravet på et så fjernt og øde sted, så kirkegården var fortrinsvis fattigkirkegård. Det ændredes i 1785 da krigskancellisekretær Johan Samuel Augustin bad om at blive stedt til hvile på Assistens Kirkegård. Flere fra de øvre klasser fulgte hans eksempel, og efter den tid blev stedet mondænt. Det endte endda med, at københavnerne begyndte at tage på udflugt til kirkegården med madkurv og medbragt te.

I 1804 opdagedes ved en tilfældighed at graverne på kirkegården var involveret i organiseret gravrøveri. Bl.a. florerede den historie, at den unge Giertrud Birgitte Bodenhoff, som blev begravet på kirkegården i 1798, kun havde været skindød, og natten efter sin begravelse var blevet vækket af gravrøverne, da de ville tage hendes smykker, hvorefter de myrdede hende.[2] Året efter gravrøvernes anholdelse blev en kommission nedsat, der skulle se på de generelle forhold på kirkegården. Kommissionen formulerede bl.a. en instruks, hvori det blev forbudt at "Æde- og Drikkevarer falholdes eller fortæres paa Kirkegaarden, eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed." I samme forbindelse blev de store massive træporte ind til kirkegården udskiftet med de store gitterlåger som stadig anvendes. Det udførtes så det var sværere for folk at snige sig rundt uset på kirkegården om natten.[3] Derudover blev det i 1813 forbudt graverne at sælge spiritus til besøgende.

Som det største grønne område på Nørrebro er Assistens Kirkegård blevet et yndet opholdssted for bydelens beboere. Om sommeren ses således solbadende både på selve kirkegården og i Hans Tavsens Park, som ligger langs med kirkegårdens sydvestlige side.

Holmens Kirke, i København har sin oprindelse i Frederik 2.s ankersmedje med gavl mod Frederiksholms Kanal, opført af bygmesteren Peter de Dunker 1563. Smedjen blev ombygget af Christian 4., indviet til flådens kirke i 1619 og udvidet til korsform 1641-43 af Leonhard Blasius.

Prædikestol og altertavle med overdådigt billedskærerarbejde er hovedværker af Abel Schrøder d.y., udført 1661-62; Lambert Daniel Kastens orgelfacade fra 1728 er bevaret, men værket fornyet flere gange. Det lange barokke gravkapel langs kanalen opførtes 1705-08 af J.C. Ernst og rummer bl.a. Niels Juels kapel og Tordenskjolds sarkofag.

Blandt de mange epitafier er et for Niels W. Gade, der var kirkens organist 1858-90. Ved Ludvig Fengers restaurering af kirken 1871-72 opsattes i østgavlen Kongeportalen (1635) fra Roskilde Domkirke.

Holmens Kirkegård

Holmens Kirkegård, Skibskirkegården, anlagdes ved kirken 1619 og var i brug til 1851. I dag ligger den uden for det gamle Københavns volde, ved Lille Triangel, hvor en kirkegård allerede anlagdes i 1662.

Holmens Kirke. Foto: 2007.

© Claude David

Holmens Kirke. Foto: 2007.

Den gældende plan af overkrigskommissær F.C. Schmidt stammer fra 1798. Et berømt mindesmærke er gravhøjen over faldne i Slaget på Reden med Johannes Wiedewelts obelisk (1802).

Vor Frue kirke og kloster

Bygningskomplekset, som i dag rummer Vor Frue kirke og kloster, har tjent mange formål gennem historien. Kirken benævnes første gang Vor Frue i 1558. I middelalderen hed den Skt. Nikolai kirke, og var oprindelig bygget som domkirke for Aarhus. I midten af 1200-tallet blev den overtaget af dominikaner-brødre, som byggede de tre klosterfløje. Efter reformationen blev klosterbygningerne i 1541 givet til almindeligt hospital, og kirken blev sognekirke. Under navnet Vor Frue kloster fungerer klosterbygningerne i dag som stiftelse for ældre.

Frådstenskirken

Den første stenkirke på stedet blev opført i årtierne efter 1060 som domkirke for det nyanlagte Aarhus stift. Placeringen på en lav sandbanke nord for Aarhus å og uden for byens volde blev formentlig valgt, fordi der ikke var plads inde i byen. Kirken blev opført i frådsten og marksten og havde muligvis et tårn i vestenden. Kirkens længde uden tårnet var godt 39 meter, hvilket svarer til andre fornemme stenkirker i denne meget tidlige tid i dansk stenbyggeri. Desuden havde kirken en krypt uder koret, og denne var også indrettet til kirkerum med tre apsider i østenden. Kirken var indviet til Skt. Nicolaus (dvs. Nikolai), en sen kilde hævder, at det skulle være sket i 1087.

Kryptkirken blev opdaget ved et tilfælde under en istandsættelse af den nuværende kirke i 1955. Den blev herefter udgravet af Nationalmuseet og genopbygget med piller og hvælvinger i frådsten, og i 1957 blev den indviet til kirke med navnet Skt. Nikolai kirke. Det vides ikke, hvornår den blev opgivet og fyldt op med brokker og jord, men fundene viste, at rummet har været i brug endnu i 1300-tallet, muligvis på et tidspunkt som brændselskælder.

Dominikanernes teglstenskirke

Byggeriet af den nye domkirke inden for voldene var gået i gang i 1190’erne, og da dominikanerne oprettede et kloster i Aarhus omkring 1230, blev den gamle domkirkebygning overdraget til dem. Dominikanerne var grundlagt af Dominicus og anerkendt som orden i 1216, og de fik deres første danske kloster i Lund i 1223. De var en orden af tiggerbrødre, som holdt til i byerne, hvor de indsamlede almisser og forkyndte evangeliet for byens borgere og fattige. De kaldtes også prædikebrødrene eller sortebrødrene, og deres kirker var åbne for offentligheden.

I sidste halvdel af 1200-tallet gik dominikanerbrødrene i gang med at ombygge kirken, så den passede til deres formål. I første omgang rev de det gamle kor med apsis ned og erstattede det med et større kor, der havde lige østgavl og høje, slanke vinduer. I midten af 1300-tallet blev også skibet ombygget i teglsten, mens den gamle nordmur blev genbrugt og blot forhøjet med teglsten. I midten af 1400-tallet blev kirken udvidet med et sideskib i sydsiden og omkring år 1500 fik den et tårn i den nordøstlige ende.

Som kronen på værket fik kirken en fornem, udskåren fløjaltertavle, som menes at være udført i Claus Bergs værksted på Fyn omkring 1520. På fløjene ses flere af dominikanerordenens yndlingshelgener: Maria Magdalene, Katharina af Alexandria, Katharina af Sienna, Nicholaus, Peter martyr, Vincent Ferrier, samt muligvis Dominicus og Thomas Aquinas.

Klosterbygningerne

Da dominikanerne overtog stedet, begyndte de formentlig meget hurtigt at opføre en østlig og en nordlig klosterfløj. Heraf er kun noget af den østlige del af nordfløjen bevaret i dag. I sidste halvdel af 1400-tallet undergik klosteret en gennemgribende ombygning. Østfløjen blev bygget helt om, der blev anlagt en vestfløj og nordfløjens vestlige ende blev også udvidet eller ombygget. I samme periode fik klostergården en overhvælvet korsgang.

Der vides intet om rummenes brug og fordeling i middelalderen, men adgangen til klosteret har tilsyneladende været i den vestlige fløj, som i dag er den bedst bevarede. Her findes et smukt, overhvælvet rum med to søjler og kalkmalerier fra 1517, og det er blevet foreslået, at dette har været klosterets kapitelsal, men en nyere vurdering er, at det snarere har været modtagelsesværelse for gæster.

Efter reformationen

De omfattende ombygninger på kirken og klosteret i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet kan ses som tegn på, at klosteret nød stor opbakning i den periode. Imidlertid var dominikanerne blandt de første ordener, der måtte forlade landet på reformationstiden, og i Aarhus skete det allerede i 1530. Herefter blev bygningerne formentlig overdraget til byens Helligåndsstiftelse, og i 1541 gjorde kong Christian III klosteret til almindeligt hospital for syge og fattige i Aarhus, Randers og Horsens.

Fra 1749-1857 havde Aarhus fattigvæsen bl.a. skolelokaler i klosterbygningerne. I 1856 blev der givet en ny fundats for Aarhus hospital som plejeboliger for ældre. I 1950 ændrede denne stiftelse navn til Vor Frue kloster. Under en omfattende ombygning og istandsættelse i årene 1877-1879 blev den middelalderlige østfløj og det meste af nordfløjen nedrevet og erstattet af nye bygninger. Hospitalet havde indtil da haft et kapel i østfløjen, men nu blev der indrettet kirkesal i den før omtalte søjlesal i vestfløjen. Salen blev indviet i 1888, og i 1967 blev den overtaget af Vor Frue sogns menighedsråd. Den kaldes nu Vor Frue klosters kirke eller blot klosterkirken.

Til trods for de mange ombygninger er det stadig et af de bedst bevarede klosterkomplekser i Danmark.

http://danmarkskirker.natmus.dk/koebenhavn-by/garnisonskirken/ http://da.wikipedia.org/wiki/Garnisons_Kirke

http://danmarkskirker.natmus.dk/koebenhavn-by/garnisonskirken/ http://da.wikipedia.org/wiki/Garnisons_Kirke

Jesuskirken

Oprindelig forfatter IHaug

Seneste forfatter Gøssing

Jesuskirken, i Valby i København er tegnet af Vilhelm Dahlerup og opført 1884-91 for Ny Carlsberg Kirkelegat, stiftet af Carl og Ottilia Jacobsen. Den treskibede basilika er inspireret af oldkristen, byzantinsk og romansk arkitektur. I det rigt udstyrede indre, domineret af glatte granitsøjler med udskårne baser og kapitæler, er glasmalerier af Christen Nielsen Overgaard, døbefont af J.A. Jerichau samt vægmalerier, relieffer og skulptur af bl.a. Ludvig Brandstrup og Stephan Sinding. Orglet er udført 1890 af A. Cavaillé-Coll. Krypten rummer bryggerne Jacobsens familiebegravelser; det 52 m høje fritstående klokketårn opførtes 1894-95 til minde om Carl Jacobsens ældste søn Alf, der døde i 1890.

Højby Kirke

Højby kirke er en romansk kirke.

Centralt i odsherred ligger Højby kirke

Den romanske stenkirke fra 1100 tallet er opført af granitsten. Kirken består af kor og skib bygget af både rå og kløvede marksten. Højby kirke er nok den mest seværdig i Odsherred Højby kirke

Højby kirke er en af de største og ældste kampestenskirker på sjælland. Den er bygget i de første årtier i 1100-tallet. Højby kirke er kendt for sine smukke kalkmalerier fra slutningen af 1300-tallet.

Alle de brændte teglsten viser senere perioders om- og tilbygninger. I korets gavl og andre steder på facaderne ses blændede døre og vinduer fra romansk tid.

Højby kirkes ældste dele udgøres af en romansk stenkirke. Ved udgravning af kirkens gulv i 1961-64 blev den oprindelige gulvplan frilagt. Under korets gulv, fandtes en begravelse som lå under det romanske gulvlag. Graven er en kristen begravelse der antyder, at der kan have stået en trækirke forud for stenkirken.

I 1962 fandt man en grav i Højby Kirke under kalkmaleriet af biskoppen. Graven indeholdt rester af bisp Niels Rusere Finkenov, tøj, gravkalk og gravdisk. Første gang vi hører om Finkenov, er han Valdemar Atterdags slotsfoged på Als. I 1379 blev han indskrevet på universitetet i Prag. Efter hjemkomsten blev han ærkebisp i Norge. Her gjorde han intet af det, man kunne forvente af en ærkebiskop. Han forlod da også hurtigt stillingen og tog alle klenodier med. Hjemme i Danmark uden himmelske forpligtelser slog han sig for alvor løs. Han døde dog snart, formodentlig af druk og vellevned. Samtiden beskrev ham som "forfalden til alt muligt, og uden at kunne læse og skrive". Ingen ved, hvorfor den livsglade biskop blev begravet netop i Højby.

Stenkirken er opført i 1100-årene. I årene 1200 opføres våbenhus ud for skibets sydvendte dør I slutningen af år 1300 fik kor og skib hvælvede lofter. Tårnet menes opført omkring år 1400 I slutningen af år 1400 opføres et sakristi nord for koret. Kapellet på skibets nordside og det nuværende våbenhus er opført i slutningen af middelalderen.

Højby Kirke er også kendt for historien om de to døtre af borgherren til Næsholm, der efter at være blevet voldtaget, dræbte gerningsmændene i selve kirken og som straf for at forstyrre kirkefreden, blev spærret inde på livstid i borgtårnet på Næsholm.Kirken blev bandlys af paven i syv år. Læs om historien her Læs også hvad Tage Christiansen skrev om mordet i 1934

Alter tavlen og Prædikestol er gedigent renæssancearbejde formentlig fra Lorentz Jørgensens værksted i Holbæk

Alteret

Altertavle og prædikestol er gedigent renæssancearbejde formentlig fra Lorentz Jørgensens værksted i Holbæk.

Altertavlen er et sengotisk billedskærerarbejde, en trefløjet skabsaltertavle med korsfæstelsen i midten, i fløjene Kristi fødsels- og lidelshistorie.

Alterbordet er romansk, af jernal, med panel fra 1575 med spinkle malerier: bebudelsen, opstandelsen og pinseunderet.

I øvrigt har kirken fornemt inventar bl.a. fremragende udskårne stolestadegavle fra ca. 1555 med sengotisk præget topstykker

Døbefonden og prædikestolen

Altertavlen, der står med de originale farver, stammer fra omkring 1475-1500.

Døbefonden er romansk.

Dåbsfad af messing fra 1621

Prædikestol er fra 1656

Højby kirke er rig på kalkmalerier fra forskellige tider. Af største interesse er de glimrende skibsbilleder, der illustrerer legenden om Hellig Olafs sejlads - et fortrinligt dokument om middelalderens skibsfart.

En knælende gejstlig person antages at vise Niels Jacocsen Finkenow,ærkebisp til Nidaros i norge 1382, fund i kirkens gulv tyder på at han er begravet i gulvet neden for kalkmaleriet. På samme væg i koret findes familien Finkenows våbenskjold samt et indvielseskors og endnu et kalkmaleri.

Den middelalderlige billedfortælling som dominerer kirkens hvælv, er fra tiden kort efter hvælvenes indretning omkring år 1400. I korhvælvet ses en billedhistorie som viser dommedag: Den dømmende Kristus, den basunblæsende ærkeengel der vækker de døde på dommedag,Mikael sjælesørger der på sin vægt vejer sjælene og et motiv af dommedag med de fortabte sjæle der føres til helvede og med satan siddende i helvedesgabets flamme Det er skildringer af middelalderens opfattelse af det gode og det onde.

Sank Jørgen og Dragen: Sankt Jørgen (Sankt Georg) var en kristen soldat, som led martyrdøden i Palæstina i år 306. Til venstre i kalkmaleriet ses den angste, hændervridende syriske prinsesse, som han befriede fra dragen. Han er Englands og spejderbevægelsens værnehelgen, ridderskabets helgen - og vårens helgen.

Sct. Jørgen i kamp mod dragen, mens prinsessen iført kjole med pynteærmer og spidse snabelsko, knæler i baggrunden. Mikael sjælesørger der på sin vægt vejer sjælene.
Det skulle så være ærkebispen Finkenow og våbenskjoldet...indvielseskorset er det runde til venstre Falkejægeren med dødens komme

I det tredje hvælv ridder en ung falkejæger med en jagtfalk Falkejægeren er klædt efter tidens mode med vejrende fjer i hatten, en kraftig trøje med flagrende ærmer, over skuldrene har han en kæde med bjælder, bælte om livet og lange spidse snabelsko. Hesten er smykket med fornemt seletøj og dækken. Bag falkejægeren ridder en nøgen person på en okse med buen spændt, symboliserende dødens komme.

I kirkens hvælv findes flere end de omtalte kalkmaleriers billedhistorier. Farverne og malerierne vidner om en farverig kulturperiode som ligger fjernt fra eftertidens forestilling om "Den mørke middelalder"

En kirke rig på kalkmalerier og prægtigt inventar, og en smuk udsigt