Grass Roots

Sct. Mariæ Kirke

Sct. Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster. Akvarel af C. Gress Sct. Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster blev grundlagt i senmiddelalderen af Erik af Pommern, der indkaldte karmelitermunke fra Landskrona hertil. Munkene blev også kaldt hvidebrødre, efter deres hvide kapper. Kongen gav munkene jord og penge til at bygge et kloster. Byggeriet begyndte i 1430, men i 1450 brændte det meste, og munkene måtte begynde forfra. Ca. tre meter over gulvet ses stadig på pillerne skellet mellem det nye og gamle. Det gik langsomt fremad med byggeriet. Først i 1485 var kirken færdig, og omkring 1500 stod hele anlægget færdigt. Kirkens segl er kendt fra 1482.

Efter reformationen i 1536 overtog kronen alt kirkegodset. De fleste klostre blev revet ned eller ombygget til andre formål. Sct. Mariæ Kirke og klosteret blev reddet fordi byens borgere kunne bruge bygningerne til andre formål.

Karmeliternes segl.jpg

Klosterets vestfløj blev 1541 indrettet til latinskole og eksisterede til 1807. Senere afløstes den af Borgerskolen, der igen 1841 blev afløst af Friskolen som her havde til huse indtil 1886-87. Østfløjen lod Christian III i 1541 indrette til Helsingørs almindelige Hospital. Her havde oprindelig ca. 50 beboere deres hjem. De sidste beboere – eller »lemmer« - forlod stedet i 1916. Fra 1930 havde seks enlige kvinder små lejligheder i nordfløjen i stiftelsen Vor Frue Kloster. De sidste af disse flyttede ud 1986. Kirkeministeriet overtog bygningerne i 1989 og Helsingør Stiftsadministration med bispekontor har været her siden 1995.

Tagrytteren (det lille tårn på taget) er ved at være på plads.
Kirken, der var dømt til nedrivning, blev en tid lang brugt som hestestald, tærskelo og oplagsplads. Men da der efterhånden var kommet mange udlændinge, især hollændere og tyskere, til den vigtige sundtoldby, bestemte Frederik II på deres bøn, at kirken skulle overlades til dem, og 1576-77 blev den da indrettet til tysk kirke, efter at 371 læs halm og møg var kørt bort.

Fra 1576 indtil 1740 blev her udelukkende prædiket på tysk, men efterhånden kom der flere og flere månedlige danske gudstjenester. 1740 blev det ved kongelig forordning bestemt, at militæret på Kronborg, ansatte ved Øresunds Toldkammer, de ansatte på Hammermøllens geværfabrik i Hellebæk og de fremmede i byen skulle høre under Sct. Mariæ Kirke. Først i 1819 fik kirken et egentlig sogn, da Skt. Olai sogn deltes. I 1851 hørte de tyske prædikener så helt op. De mange tyske indskrifter overalt i kirken vidner om den lange periode som tysk kirke. Under ledelse af arkitekt, professor H. B. Storck blev kirke og kloster fra 1900 til 1907 gennemgribende restaureret og ført tilbage til oprindelig skikkelse ved fjernelse af senere tilbygninger og andre ændringer, som det var idealet på Storcks tid.

Kirkebygningen

Indgangen til kirken er til daglig den vestligste af de to oprindelige indgange fra klosterets søndre klostergang, vel oprindeligt processionsdøre. Kirken er en pseudobasilika med et midterskib der er dobbelt så højt og bredt som de to sideskibe. Det enorme tegltag, der dækker alle tre skibe, giver ikke mulighed for lys ind i højkirken, men kun gennem de store gavlvinduer og fra søndre sideskibs otte vinduer. Den rigt udsmykkede østgavl med det godt elleve meter høje vindue, er et pragtværk inden for dansk gotik. Kirkerummet der nu står i røde munkesten, var indtil 1904 hvidkalket. Bag altertavlen, der er foran det store østvindue, ses ganske svage spor af et kalkmaleri fra katolsk tid, der vistnok var kirkens oprindelige højaltertavle. Gulvet er dækket af talrige, til dels slidte gravsten, der stammer fra den tid, da det var muligt for velhavende borgere at erhverve sig et gravkammer inde i kirken. Kirkens fornemme kalkmalerier stammer fra 1440-1500. Over alteret på østgavlen ses navnet "frater godekyn(us)" som var klosterets prior i 1480’erne. I hovedskibets østligste fag ses en korsfæstelsescene med en af kirkens store velyndere Poul Laxmands våbenskjolde. Han blev myrdet 1502 og ligger begravet her i kirken. Kirke og kloster står i dag som nordens bedst bevarede klosterkompleks.

Tagstengamle.JPG

Det vældige tag er belagt med stærkt hvælvede tagsten. Denne form for tagsten kaldes munke og nonner. Navnene skyldes at der på munkenes underside - den konkave side - siddder en lille tap helt oppe ved stenens overkant. Tappen binder hver enkelt munketagsten til det underliggende lag af nonnetagsten, der til formålet har et indhak i siden. På munketagstenenes rygside - den konvekse side - findes en opadvendt, svagt krummet tap, som skal låse den overlappende munk fast og dermed sikre den mod at blive løftet op af vinden. Disse tagsten kendes fra den tidlige middelalder og frem til 1600-tallet, hvor vingetegl blev almindelige - hvis taget da ikke var af strå.

Tagrytteren, der er tegnet af H.B. Storck i forbindelse med restaureringen i 1901-07, blev repareret i 1976 – 78, og samtidig blev der lagt et nyt tag. For abejdet stod arkitekt Mads Drosted. Han havde desværre ikke rigtig forstået det med tagsten udformet som munke og nonner, så taget blev lagt forkert og måtte omlægges 1991.

Sct. Mariæ Kirke

Sct. Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster. Akvarel af C. Gress Sct. Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster blev grundlagt i senmiddelalderen af Erik af Pommern, der indkaldte karmelitermunke fra Landskrona hertil. Munkene blev også kaldt hvidebrødre, efter deres hvide kapper. Kongen gav munkene jord og penge til at bygge et kloster. Byggeriet begyndte i 1430, men i 1450 brændte det meste, og munkene måtte begynde forfra. Ca. tre meter over gulvet ses stadig på pillerne skellet mellem det nye og gamle. Det gik langsomt fremad med byggeriet. Først i 1485 var kirken færdig, og omkring 1500 stod hele anlægget færdigt. Kirkens segl er kendt fra 1482.

Efter reformationen i 1536 overtog kronen alt kirkegodset. De fleste klostre blev revet ned eller ombygget til andre formål. Sct. Mariæ Kirke og klosteret blev reddet fordi byens borgere kunne bruge bygningerne til andre formål.

Karmeliternes segl.jpg

Klosterets vestfløj blev 1541 indrettet til latinskole og eksisterede til 1807. Senere afløstes den af Borgerskolen, der igen 1841 blev afløst af Friskolen som her havde til huse indtil 1886-87. Østfløjen lod Christian III i 1541 indrette til Helsingørs almindelige Hospital. Her havde oprindelig ca. 50 beboere deres hjem. De sidste beboere – eller »lemmer« - forlod stedet i 1916. Fra 1930 havde seks enlige kvinder små lejligheder i nordfløjen i stiftelsen Vor Frue Kloster. De sidste af disse flyttede ud 1986. Kirkeministeriet overtog bygningerne i 1989 og Helsingør Stiftsadministration med bispekontor har været her siden 1995.

Tagrytteren (det lille tårn på taget) er ved at være på plads.
Kirken, der var dømt til nedrivning, blev en tid lang brugt som hestestald, tærskelo og oplagsplads. Men da der efterhånden var kommet mange udlændinge, især hollændere og tyskere, til den vigtige sundtoldby, bestemte Frederik II på deres bøn, at kirken skulle overlades til dem, og 1576-77 blev den da indrettet til tysk kirke, efter at 371 læs halm og møg var kørt bort.

Fra 1576 indtil 1740 blev her udelukkende prædiket på tysk, men efterhånden kom der flere og flere månedlige danske gudstjenester. 1740 blev det ved kongelig forordning bestemt, at militæret på Kronborg, ansatte ved Øresunds Toldkammer, de ansatte på Hammermøllens geværfabrik i Hellebæk og de fremmede i byen skulle høre under Sct. Mariæ Kirke. Først i 1819 fik kirken et egentlig sogn, da Skt. Olai sogn deltes. I 1851 hørte de tyske prædikener så helt op. De mange tyske indskrifter overalt i kirken vidner om den lange periode som tysk kirke. Under ledelse af arkitekt, professor H. B. Storck blev kirke og kloster fra 1900 til 1907 gennemgribende restaureret og ført tilbage til oprindelig skikkelse ved fjernelse af senere tilbygninger og andre ændringer, som det var idealet på Storcks tid.

Kirkebygningen

Indgangen til kirken er til daglig den vestligste af de to oprindelige indgange fra klosterets søndre klostergang, vel oprindeligt processionsdøre. Kirken er en pseudobasilika med et midterskib der er dobbelt så højt og bredt som de to sideskibe. Det enorme tegltag, der dækker alle tre skibe, giver ikke mulighed for lys ind i højkirken, men kun gennem de store gavlvinduer og fra søndre sideskibs otte vinduer. Den rigt udsmykkede østgavl med det godt elleve meter høje vindue, er et pragtværk inden for dansk gotik. Kirkerummet der nu står i røde munkesten, var indtil 1904 hvidkalket. Bag altertavlen, der er foran det store østvindue, ses ganske svage spor af et kalkmaleri fra katolsk tid, der vistnok var kirkens oprindelige højaltertavle. Gulvet er dækket af talrige, til dels slidte gravsten, der stammer fra den tid, da det var muligt for velhavende borgere at erhverve sig et gravkammer inde i kirken. Kirkens fornemme kalkmalerier stammer fra 1440-1500. Over alteret på østgavlen ses navnet "frater godekyn(us)" som var klosterets prior i 1480’erne. I hovedskibets østligste fag ses en korsfæstelsescene med en af kirkens store velyndere Poul Laxmands våbenskjolde. Han blev myrdet 1502 og ligger begravet her i kirken. Kirke og kloster står i dag som nordens bedst bevarede klosterkompleks.

Tagstengamle.JPG

Det vældige tag er belagt med stærkt hvælvede tagsten. Denne form for tagsten kaldes munke og nonner. Navnene skyldes at der på munkenes underside - den konkave side - siddder en lille tap helt oppe ved stenens overkant. Tappen binder hver enkelt munketagsten til det underliggende lag af nonnetagsten, der til formålet har et indhak i siden. På munketagstenenes rygside - den konvekse side - findes en opadvendt, svagt krummet tap, som skal låse den overlappende munk fast og dermed sikre den mod at blive løftet op af vinden. Disse tagsten kendes fra den tidlige middelalder og frem til 1600-tallet, hvor vingetegl blev almindelige - hvis taget da ikke var af strå.

Tagrytteren, der er tegnet af H.B. Storck i forbindelse med restaureringen i 1901-07, blev repareret i 1976 – 78, og samtidig blev der lagt et nyt tag. For abejdet stod arkitekt Mads Drosted. Han havde desværre ikke rigtig forstået det med tagsten udformet som munke og nonner, så taget blev lagt forkert og måtte omlægges 1991.

Holmens Kirke, i København har sin oprindelse i Frederik 2.s ankersmedje med gavl mod Frederiksholms Kanal, opført af bygmesteren Peter de Dunker 1563. Smedjen blev ombygget af Christian 4., indviet til flådens kirke i 1619 og udvidet til korsform 1641-43 af Leonhard Blasius.

Prædikestol og altertavle med overdådigt billedskærerarbejde er hovedværker af Abel Schrøder d.y., udført 1661-62; Lambert Daniel Kastens orgelfacade fra 1728 er bevaret, men værket fornyet flere gange. Det lange barokke gravkapel langs kanalen opførtes 1705-08 af J.C. Ernst og rummer bl.a. Niels Juels kapel og Tordenskjolds sarkofag.

Blandt de mange epitafier er et for Niels W. Gade, der var kirkens organist 1858-90. Ved Ludvig Fengers restaurering af kirken 1871-72 opsattes i østgavlen Kongeportalen (1635) fra Roskilde Domkirke.

Holmens Kirkegård

Holmens Kirkegård, Skibskirkegården, anlagdes ved kirken 1619 og var i brug til 1851. I dag ligger den uden for det gamle Københavns volde, ved Lille Triangel, hvor en kirkegård allerede anlagdes i 1662.

Holmens Kirke. Foto: 2007.

© Claude David

Holmens Kirke. Foto: 2007.

Den gældende plan af overkrigskommissær F.C. Schmidt stammer fra 1798. Et berømt mindesmærke er gravhøjen over faldne i Slaget på Reden med Johannes Wiedewelts obelisk (1802).

Vor Frue kirke og kloster

Bygningskomplekset, som i dag rummer Vor Frue kirke og kloster, har tjent mange formål gennem historien. Kirken benævnes første gang Vor Frue i 1558. I middelalderen hed den Skt. Nikolai kirke, og var oprindelig bygget som domkirke for Aarhus. I midten af 1200-tallet blev den overtaget af dominikaner-brødre, som byggede de tre klosterfløje. Efter reformationen blev klosterbygningerne i 1541 givet til almindeligt hospital, og kirken blev sognekirke. Under navnet Vor Frue kloster fungerer klosterbygningerne i dag som stiftelse for ældre.

Frådstenskirken

Den første stenkirke på stedet blev opført i årtierne efter 1060 som domkirke for det nyanlagte Aarhus stift. Placeringen på en lav sandbanke nord for Aarhus å og uden for byens volde blev formentlig valgt, fordi der ikke var plads inde i byen. Kirken blev opført i frådsten og marksten og havde muligvis et tårn i vestenden. Kirkens længde uden tårnet var godt 39 meter, hvilket svarer til andre fornemme stenkirker i denne meget tidlige tid i dansk stenbyggeri. Desuden havde kirken en krypt uder koret, og denne var også indrettet til kirkerum med tre apsider i østenden. Kirken var indviet til Skt. Nicolaus (dvs. Nikolai), en sen kilde hævder, at det skulle være sket i 1087.

Kryptkirken blev opdaget ved et tilfælde under en istandsættelse af den nuværende kirke i 1955. Den blev herefter udgravet af Nationalmuseet og genopbygget med piller og hvælvinger i frådsten, og i 1957 blev den indviet til kirke med navnet Skt. Nikolai kirke. Det vides ikke, hvornår den blev opgivet og fyldt op med brokker og jord, men fundene viste, at rummet har været i brug endnu i 1300-tallet, muligvis på et tidspunkt som brændselskælder.

Dominikanernes teglstenskirke

Byggeriet af den nye domkirke inden for voldene var gået i gang i 1190’erne, og da dominikanerne oprettede et kloster i Aarhus omkring 1230, blev den gamle domkirkebygning overdraget til dem. Dominikanerne var grundlagt af Dominicus og anerkendt som orden i 1216, og de fik deres første danske kloster i Lund i 1223. De var en orden af tiggerbrødre, som holdt til i byerne, hvor de indsamlede almisser og forkyndte evangeliet for byens borgere og fattige. De kaldtes også prædikebrødrene eller sortebrødrene, og deres kirker var åbne for offentligheden.

I sidste halvdel af 1200-tallet gik dominikanerbrødrene i gang med at ombygge kirken, så den passede til deres formål. I første omgang rev de det gamle kor med apsis ned og erstattede det med et større kor, der havde lige østgavl og høje, slanke vinduer. I midten af 1300-tallet blev også skibet ombygget i teglsten, mens den gamle nordmur blev genbrugt og blot forhøjet med teglsten. I midten af 1400-tallet blev kirken udvidet med et sideskib i sydsiden og omkring år 1500 fik den et tårn i den nordøstlige ende.

Som kronen på værket fik kirken en fornem, udskåren fløjaltertavle, som menes at være udført i Claus Bergs værksted på Fyn omkring 1520. På fløjene ses flere af dominikanerordenens yndlingshelgener: Maria Magdalene, Katharina af Alexandria, Katharina af Sienna, Nicholaus, Peter martyr, Vincent Ferrier, samt muligvis Dominicus og Thomas Aquinas.

Klosterbygningerne

Da dominikanerne overtog stedet, begyndte de formentlig meget hurtigt at opføre en østlig og en nordlig klosterfløj. Heraf er kun noget af den østlige del af nordfløjen bevaret i dag. I sidste halvdel af 1400-tallet undergik klosteret en gennemgribende ombygning. Østfløjen blev bygget helt om, der blev anlagt en vestfløj og nordfløjens vestlige ende blev også udvidet eller ombygget. I samme periode fik klostergården en overhvælvet korsgang.

Der vides intet om rummenes brug og fordeling i middelalderen, men adgangen til klosteret har tilsyneladende været i den vestlige fløj, som i dag er den bedst bevarede. Her findes et smukt, overhvælvet rum med to søjler og kalkmalerier fra 1517, og det er blevet foreslået, at dette har været klosterets kapitelsal, men en nyere vurdering er, at det snarere har været modtagelsesværelse for gæster.

Efter reformationen

De omfattende ombygninger på kirken og klosteret i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet kan ses som tegn på, at klosteret nød stor opbakning i den periode. Imidlertid var dominikanerne blandt de første ordener, der måtte forlade landet på reformationstiden, og i Aarhus skete det allerede i 1530. Herefter blev bygningerne formentlig overdraget til byens Helligåndsstiftelse, og i 1541 gjorde kong Christian III klosteret til almindeligt hospital for syge og fattige i Aarhus, Randers og Horsens.

Fra 1749-1857 havde Aarhus fattigvæsen bl.a. skolelokaler i klosterbygningerne. I 1856 blev der givet en ny fundats for Aarhus hospital som plejeboliger for ældre. I 1950 ændrede denne stiftelse navn til Vor Frue kloster. Under en omfattende ombygning og istandsættelse i årene 1877-1879 blev den middelalderlige østfløj og det meste af nordfløjen nedrevet og erstattet af nye bygninger. Hospitalet havde indtil da haft et kapel i østfløjen, men nu blev der indrettet kirkesal i den før omtalte søjlesal i vestfløjen. Salen blev indviet i 1888, og i 1967 blev den overtaget af Vor Frue sogns menighedsråd. Den kaldes nu Vor Frue klosters kirke eller blot klosterkirken.

Til trods for de mange ombygninger er det stadig et af de bedst bevarede klosterkomplekser i Danmark.