Kommandant Niels Christian von Lunding, 1795–1871 (76 år gammel)
- Navn
- Kommandant Niels Christian /von Lunding/
- Navnepræfiks
- Kommandant
- Fornavne
- Niels Christian
- Præfiks for efternavn
- von
- Efternavn
- Lunding
| Født | 19. februar 1795
35
34 |
|---|---|
| Dåb | 20. marts 1795
35
34 (1 måned gammel) Faddere: ? Njels Christian ? Lars Jensen ? F?dine With ? Hustru Hr ? K, C, Kilde Trinitatis Kirke, København Amt Note: http://da.wikipedia.org/wiki/Trinitatis_Kirke_(K%C3%B8benhavns_Kommune) |
| Mors død | Margrethe Mathiesen 1805 (9 år gammel) |
| Forældres ægteskab | Raadmand Mathias Lunding — Frederikke Christina Petersen — Vis familie 1806 (10 år gammel) |
| Fars død | Raadmand Mathias Lunding 1806 (10 år gammel) |
| Religiøst ægteskab | Jutta Mangor — Vis familie 22. november 1833 (38 år gammel) |
| Datters fødsel | Konventualinde Friderikke Christiana Lunding 28. oktober 1834 (39 år gammel) |
| Datters dåb | Konventualinde Friderikke Christiana Lunding 9. december 1834 (39 år gammel) Faddere: Ingen anført Garnisons Kirke ved Sankt Annæ Plads blev rejst under Frederik 4.s regering og med ingeniørofficeren Georg Philip Müller som første arkitekt. Hans tegninger, som senere ændredes, er dateret 1697. Samme år skænkede Christian 5. en byggegrund til formålet og den lå på hjørnet af Adelgade og Dronningens Tværgade. Byggeriet skulle delvis finansieres ved bøder, som idømtes ved Højesteret. Projektet forsinkedes imidlertid ved Christian 5.s død 1699 og Danmarks efterfølgende deltagelse i Store Nordiske Krig. 1703 valgtes den nuværende hjørnegrund, hvorefter grundstenen nedlagdes. Men allerede 1704 bestemtes det, at fundamenterne, der fulgte Müllers planer fra 1697, skulle ændres. Man ønskede en større kirke, og hertil leverede generalbygmester Wilhelm Friederich von Platen nye tegninger. Han havde 1698 indhentet Christian 5.s "Permission til at rejse til Italien, Frankrig og andre Lande for at perfektionere sig i Byggekunst". Hjemvendt fra sin udenlandsrejse var han særdeles fortrolig med europæisk barok og gav kirken en rigere form, således med pilasterdelte facader og kuppelspir i stedet for en tagrytter. 24. marts 1706 indviedes bygningen, hvis officielle navn blev Den Herre Zebaoths Kirke (Gl. Testamente: Zebaoth = Hærskarernes Gud). Dette navn slog aldrig an, hvorfor menighedsrådet 1921 vedtog betegnelsen Garnisons Kirke (Den Herre Zebaoths Kirke). Bygningen fungerede fra begyndelsen som kirke for byens garnison, og indtil 1819 prædikedes her skiftevis på dansk og tysk, et udtryk for den tyske indflydelse på det danske militær. Frederik 6. bestemte da, at den tysktalende del af menigheden herefter skulle høre under Frederiks Tyske Kirke (nuværende Christians Kirke) på Christianshavn. her var der i forvejen en tysksproget menighed. Garnisons Kirke er i det udvendige stort set uændret, dog forhøjede man 1886 spiret, som er rejst over hovedportalen i vestgavlen. Det indre domineres af de perlegrå, balustersmykkede pulpiturer, der dækker væggene i to stokværk. Pulpiturerne hviler på ottekantede søjler. Alteret, hvis udformning skyldes billedhuggeren Didrik Gercken, er af norsk marmor i forskellige farver. Den arkitektoniske opbygning med forkrøppede gesimser samt korintiske pilastre og søjler er ligesom de hvide guirlander, draperier og engle typisk for barokken, en iscenesættelse med effekter. Skulpturerne er udført af billedhuggeren Just Wiedewelt, fader til den senere så kendte Johannes Wiedewelt. Kirkegården sløjfedes 1851, men man gav tilladelse til, at komponisten J. P. E. Hartmann marts 1900 kunne jordfæstes i samme grav, hvor hans hustru allerede 1851 var stedt til hvile. Garnisons Kirke, København Amt http://danmarkskirker.natmus.dk/koebenhavn-by/garnisonskirken/ http://da.wikipedia.org/wiki/Garnisons_Kirke |
| Søns fødsel | Sekretær, Cand. jur. Valentin Nicolaj Mangor Lunding 31. maj 1836 (41 år gammel) |
| Søns dåb | Sekretær, Cand. jur. Valentin Nicolaj Mangor Lunding 8. juli 1836 (41 år gammel) Faddere: Ingen anført Kirkens historie Kong Frederik IV var bygherre, og kirken stod færdig i 1706 som hærens kirke i København, der som udpræget fæstningsby rummede en stor landmilitær garnison. Tidligt blev den brugt af borgerne i den nyanlagte Frederiksstaden mellem Kgs. Nytorv og Kastellet og blev fra 1804 også civil kirke for bydelen, der socialt set altid har været meget sammensat.Kirken ligger på langs ad Sct. Annæ Plads og syner udvendigt ikke af så meget. Men indvendigt folder den sig ud som et af byens største og mest monumentale kirkerum, hvis pulpiturer i to etager i nederlandsk barok giver rummet sit eget strenge men rolige præg, holdt sammen af det store alterparti i norsk, sort-hvid marmor. Garnisons Kirkegård ligger på Dag Hammarskjölds Allé lige nord for Østerport Station, og kirkegården rummer mange monumenter over nationens og hærens historie. I dag er kirken en i enhver henseende velfungerende kirke i indre by. I forbindelse med den sidste store restaurering i 1995 blev kirkens oprindelige højbarokorgel, bygget af Kastens i 1724, genskabt ved orgelbyggeren Carsten Lund. Orglet har betydet et løft for både gudstjeneste- og koncertlivet. Dronning Margrethe II’s monogram sidder nu på orglets rygpositiv, mens Frederik IV’s monogram stadig sidder øverst på de to pedaltårne samt over indgangsdøren og på alteret. Garnisons Kirke, København Amt http://danmarkskirker.natmus.dk/koebenhavn-by/garnisonskirken/ http://da.wikipedia.org/wiki/Garnisons_Kirke |
| Søns fødsel | Kaptajn Conrad Mathias Lunding 22. maj 1838 (43 år gammel) |
| Søns dåb | Kaptajn Conrad Mathias Lunding 21. juni 1838 (43 år gammel) Faddere: ? Faderen Major Emil Schlegel Capit: Eusebius Bruun af Artilliriat ?: Willer Lunding Fru Justitsraadinde Frederike Christina Lunding Jomfru Hanne Medoa Mangor Kirkens historie Kong Frederik IV var bygherre, og kirken stod færdig i 1706 som hærens kirke i København, der som udpræget fæstningsby rummede en stor landmilitær garnison. Tidligt blev den brugt af borgerne i den nyanlagte Frederiksstaden mellem Kgs. Nytorv og Kastellet og blev fra 1804 også civil kirke for bydelen, der socialt set altid har været meget sammensat.Kirken ligger på langs ad Sct. Annæ Plads og syner udvendigt ikke af så meget. Men indvendigt folder den sig ud som et af byens største og mest monumentale kirkerum, hvis pulpiturer i to etager i nederlandsk barok giver rummet sit eget strenge men rolige præg, holdt sammen af det store alterparti i norsk, sort-hvid marmor. Garnisons Kirkegård ligger på Dag Hammarskjölds Allé lige nord for Østerport Station, og kirkegården rummer mange monumenter over nationens og hærens historie. I dag er kirken en i enhver henseende velfungerende kirke i indre by. I forbindelse med den sidste store restaurering i 1995 blev kirkens oprindelige højbarokorgel, bygget af Kastens i 1724, genskabt ved orgelbyggeren Carsten Lund. Orglet har betydet et løft for både gudstjeneste- og koncertlivet. Dronning Margrethe II’s monogram sidder nu på orglets rygpositiv, mens Frederik IV’s monogram stadig sidder øverst på de to pedaltårne samt over indgangsdøren og på alteret. Garnisons Kirke, København Amt http://danmarkskirker.natmus.dk/koebenhavn-by/garnisonskirken/ http://da.wikipedia.org/wiki/Garnisons_Kirke |
| Family census | Jutta Mangor — Vis familie 1. februar 1860 (64 år gammel) Adresse: Amt Frederiksborg
Herred Lynge-Kronborg
Sogn Helsingør Købstad
Stednavn Helsingør Købstad, Kronborg Fæstning, Kronborg Slot
Slottets nordre og vestre Fløj, etage Kronborg Slot, Helsingør Kronborg Slot Kronborg fik sit navn i 1577 af Kong Frederik II, men historien går helt tilbage til 1420'erne, hvor Erik af Pommern opførte den stærkt befæstede borg "Krogen". Herfra kontrollerede kongens mænd skibsfarten i Øresund og indkasserede den upopulære Øresundstold. Frederik II gennemførte i årene 1574-85 den afgørende fornyelse af stedet. Ovenpå den forældede borg byggede han et prægtigt renæssance-slot med tårne og spir og udsmykkede det med søjler og skulpturer. Han var påvirket af de europæiske fyrster, for hvem rigdom snarere end militær styrke var blevet symbolet på magt. Den 25. september 1629 hærgedes slottet af en brand, som kun slotskirken overlevede. Christian IV genopbyggede slottet og foretog moderniseringer og omfattende nyudsmykninger i barokstil. I september 1658 blev Kronborg bombarderet og indtaget af svenskerne, som tog mange kostbare kunstskatte som krigsbytte - heriblandt en fantastisk, ornamenteret fontæne fra Frederik II's tid. I årene herefter byggede man på de ydre fæstningsværker, og i 1690 anlagde Christian V Kronværket som et avanceret forsvar mod angreb fra landsiden. Fra denne tid beboedes slottet stort set ikke af de kongelige, og i 1785 indrettede militæret det til kaserne. Adskillige rum blev ombygget, men efter at militæret havde forladt slottet i 1923, blev det gennemgribende restaureret og genopbygget som i Frederik II's og Christian IV's dage. I dag er Kronborg Slot mest af alt en af Danmarks vigtigste kulturhistoriske seværdigheder: udefra et betagende syn som den blanding af elegant kongeslot og brutal militær fæstning, det er. Indefra et vidnesbyrd om renæssancens og barokkens kunstneriske udtryksmåde som baggrund for den kongelige levevis. Kongens og Dronningens Kammer på 2. etage har sammen med en række betydningsfulde rum på 3. etage, bl.a. den imponerende Dansesal, været åbne for publikum siden 1938. Også den velbevarede slotskirke er meget seværdig, og i kasematterne under slottet kan man besøge gipsfiguren af den sovende Holger Danske, som ifølge legenden vågner op til dåd, i det øjeblik Danmark trues af en ydre fjende. Kongehuset benytter af og til Kronborg Slot til repræsentative arrangementer. Slottet har bl.a. været benyttet i forbindelse med regentparrets sølvbryllupsfest i juni 1992 samt ved Kong Konstantin og Dronning Anne-Marie's sølvbryllup i 1989. Kanonerne ved Kronborg skyder salut på kongelige mærkedage, og når Kongeskibet Dannebrog passerer i Øresund. |
| Barns ægteskab | Sekretær, Cand. jur. Valentin Nicolaj Mangor Lunding — Bornemina Sophie Wigoline Wright — Vis familie 28. september 1866 (71 år gammel) Forlovere: General Lunding ?? Major Wright Sankt Mariæ Kirke, Helsingør, Frederiksborg Amt Sct. Mariæ Kirke Sct. Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster. Akvarel af C. Gress Sct. Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster blev grundlagt i senmiddelalderen af Erik af Pommern, der indkaldte karmelitermunke fra Landskrona hertil. Munkene blev også kaldt hvidebrødre, efter deres hvide kapper. Kongen gav munkene jord og penge til at bygge et kloster. Byggeriet begyndte i 1430, men i 1450 brændte det meste, og munkene måtte begynde forfra. Ca. tre meter over gulvet ses stadig på pillerne skellet mellem det nye og gamle. Det gik langsomt fremad med byggeriet. Først i 1485 var kirken færdig, og omkring 1500 stod hele anlægget færdigt. Kirkens segl er kendt fra 1482. Efter reformationen i 1536 overtog kronen alt kirkegodset. De fleste klostre blev revet ned eller ombygget til andre formål. Sct. Mariæ Kirke og klosteret blev reddet fordi byens borgere kunne bruge bygningerne til andre formål. Karmeliternes segl.jpg Klosterets vestfløj blev 1541 indrettet til latinskole og eksisterede til 1807. Senere afløstes den af Borgerskolen, der igen 1841 blev afløst af Friskolen som her havde til huse indtil 1886-87. Østfløjen lod Christian III i 1541 indrette til Helsingørs almindelige Hospital. Her havde oprindelig ca. 50 beboere deres hjem. De sidste beboere – eller »lemmer« - forlod stedet i 1916. Fra 1930 havde seks enlige kvinder små lejligheder i nordfløjen i stiftelsen Vor Frue Kloster. De sidste af disse flyttede ud 1986. Kirkeministeriet overtog bygningerne i 1989 og Helsingør Stiftsadministration med bispekontor har været her siden 1995. Tagrytteren (det lille tårn på taget) er ved at være på plads. Fra 1576 indtil 1740 blev her udelukkende prædiket på tysk, men efterhånden kom der flere og flere månedlige danske gudstjenester. 1740 blev det ved kongelig forordning bestemt, at militæret på Kronborg, ansatte ved Øresunds Toldkammer, de ansatte på Hammermøllens geværfabrik i Hellebæk og de fremmede i byen skulle høre under Sct. Mariæ Kirke. Først i 1819 fik kirken et egentlig sogn, da Skt. Olai sogn deltes. I 1851 hørte de tyske prædikener så helt op. De mange tyske indskrifter overalt i kirken vidner om den lange periode som tysk kirke. Under ledelse af arkitekt, professor H. B. Storck blev kirke og kloster fra 1900 til 1907 gennemgribende restaureret og ført tilbage til oprindelig skikkelse ved fjernelse af senere tilbygninger og andre ændringer, som det var idealet på Storcks tid. Kirkebygningen Indgangen til kirken er til daglig den vestligste af de to oprindelige indgange fra klosterets søndre klostergang, vel oprindeligt processionsdøre. Kirken er en pseudobasilika med et midterskib der er dobbelt så højt og bredt som de to sideskibe. Det enorme tegltag, der dækker alle tre skibe, giver ikke mulighed for lys ind i højkirken, men kun gennem de store gavlvinduer og fra søndre sideskibs otte vinduer. Den rigt udsmykkede østgavl med det godt elleve meter høje vindue, er et pragtværk inden for dansk gotik. Kirkerummet der nu står i røde munkesten, var indtil 1904 hvidkalket. Bag altertavlen, der er foran det store østvindue, ses ganske svage spor af et kalkmaleri fra katolsk tid, der vistnok var kirkens oprindelige højaltertavle. Gulvet er dækket af talrige, til dels slidte gravsten, der stammer fra den tid, da det var muligt for velhavende borgere at erhverve sig et gravkammer inde i kirken. Kirkens fornemme kalkmalerier stammer fra 1440-1500. Over alteret på østgavlen ses navnet "frater godekyn(us)" som var klosterets prior i 1480’erne. I hovedskibets østligste fag ses en korsfæstelsescene med en af kirkens store velyndere Poul Laxmands våbenskjolde. Han blev myrdet 1502 og ligger begravet her i kirken. Kirke og kloster står i dag som nordens bedst bevarede klosterkompleks. Tagstengamle.JPG Det vældige tag er belagt med stærkt hvælvede tagsten. Denne form for tagsten kaldes munke og nonner. Navnene skyldes at der på munkenes underside - den konkave side - siddder en lille tap helt oppe ved stenens overkant. Tappen binder hver enkelt munketagsten til det underliggende lag af nonnetagsten, der til formålet har et indhak i siden. På munketagstenenes rygside - den konvekse side - findes en opadvendt, svagt krummet tap, som skal låse den overlappende munk fast og dermed sikre den mod at blive løftet op af vinden. Disse tagsten kendes fra den tidlige middelalder og frem til 1600-tallet, hvor vingetegl blev almindelige - hvis taget da ikke var af strå. Tagrytteren, der er tegnet af H.B. Storck i forbindelse med restaureringen i 1901-07, blev repareret i 1976 – 78, og samtidig blev der lagt et nyt tag. For abejdet stod arkitekt Mads Drosted. Han havde desværre ikke rigtig forstået det med tagsten udformet som munke og nonner, så taget blev lagt forkert og måtte omlægges 1991. |
| Barns ægteskab | Kaptajn Conrad Mathias Lunding — Caroline Petrea Frederikke Holm — Vis familie før 1867 (71 år gammel) |
| Barnebarns fødsel | Cand. Polyt, Overlærer, Lektor, Skolebestyrer Niels Christian Lunding (R) 16. august 1867 (72 år gammel) Adresse: Stormgade 1,
København |
| Barnebarns dåb | Cand. Polyt, Overlærer, Lektor, Skolebestyrer Niels Christian Lunding (R) 28. september 1867 (72 år gammel) Adresse: Stormgade 1,
København Faddere: Generallieutemant Lunding ? Lieutenant M Lunding ? ? W Wright Frøken Frederikke Christine Lunding Holmens Kirke ved Frederiksholms Kanal set fra vest. Foran kirken ligger den lille skriftemålsbygning, der blev opført under en omfattende restaurerin... | Læs mere Holmens Kirke, i København har sin oprindelse i Frederik 2.s ankersmedje med gavl mod Frederiksholms Kanal, opført af bygmesteren Peter de Dunker 1563. Smedjen blev ombygget af Christian 4., indviet til flådens kirke i 1619 og udvidet til korsform 1641-43 af Leonhard Blasius. Prædikestol og altertavle med overdådigt billedskærerarbejde er hovedværker af Abel Schrøder d.y., udført 1661-62; Lambert Daniel Kastens orgelfacade fra 1728 er bevaret, men værket fornyet flere gange. Det lange barokke gravkapel langs kanalen opførtes 1705-08 af J.C. Ernst og rummer bl.a. Niels Juels kapel og Tordenskjolds sarkofag. Blandt de mange epitafier er et for Niels W. Gade, der var kirkens organist 1858-90. Ved Ludvig Fengers restaurering af kirken 1871-72 opsattes i østgavlen Kongeportalen (1635) fra Roskilde Domkirke. Holmens Kirke, København Amt Holmens Kirke, i København har sin oprindelse i Frederik 2.s ankersmedje med gavl mod Frederiksholms Kanal, opført af bygmesteren Peter de Dunker 1563. Smedjen blev ombygget af Christian 4., indviet til flådens kirke i 1619 og udvidet til korsform 1641-43 af Leonhard Blasius. Prædikestol og altertavle med overdådigt billedskærerarbejde er hovedværker af Abel Schrøder d.y., udført 1661-62; Lambert Daniel Kastens orgelfacade fra 1728 er bevaret, men værket fornyet flere gange. Det lange barokke gravkapel langs kanalen opførtes 1705-08 af J.C. Ernst og rummer bl.a. Niels Juels kapel og Tordenskjolds sarkofag. Blandt de mange epitafier er et for Niels W. Gade, der var kirkens organist 1858-90. Ved Ludvig Fengers restaurering af kirken 1871-72 opsattes i østgavlen Kongeportalen (1635) fra Roskilde Domkirke. Holmens Kirkegård Holmens Kirkegård, Skibskirkegården, anlagdes ved kirken 1619 og var i brug til 1851. I dag ligger den uden for det gamle Københavns volde, ved Lille Triangel, hvor en kirkegård allerede anlagdes i 1662. Holmens Kirke. Foto: 2007. © Claude David Holmens Kirke. Foto: 2007. Den gældende plan af overkrigskommissær F.C. Schmidt stammer fra 1798. Et berømt mindesmærke er gravhøjen over faldne i Slaget på Reden med Johannes Wiedewelts obelisk (1802). |
| Barnebarns fødsel | Nicoline Sofie Lunding 4. oktober 1867 (72 år gammel) Adresse: Badsholm |
| Barnebarns dåb | Nicoline Sofie Lunding 5. august 1868 (73 år gammel) Adresse: Badsholm Faddere: Fru Skeel af Birkelse Frøken Sofie Skeel af Birkelse Kaptain Holm af Helsingør Hofjægermeister Skeel til Stamhuset Birkelse Generallieutenant Lunding af Kronborg Jetsmark Kirke, Hjørring Amt Spøjs skillevæg i koret Af Peter Pentz (53 fortællinger) Jetsmark Kirke er en typisk jysk granitkirke opført i 1200-tallet. Der er udhuggede figurer over det romanske vindue for enden af koret. Figurerne forestiller en okse, der symboliserer evangelisten Lukas og en ørn, der symboliserer evangelisten Johannes. Både tårnet og våbenhuset er opført i tegl i 1400-tallet. På samme tid fik kirken også hvælv. Ganske usædvanligt har man i Jetsmark opført en skillevæg mellem apsis og kor. På den måde kunne apsis, altså rundingen for enden af koret, fungere som et sakristi. Skillevæggen er udstyret med et skab til de hellige kar. I 1474 blev kirken udsmykket med kalkmalerier. Pave på vej i helvede med liderligt grin Fortællingen skrevet af Peter Pentz Næsten samtidigt med at Jetsmark Kirke blev dekoreret med kalkmalerier, udkom et stærkt pavefjendsk protestskrift. Skriftet handlede om en drøm, som en kejser Sigismund havde haft. I drømmen vandrede paven til helvede sammen med kardinaler og munke. Den scene blev malet på østvæggen i Jetmark Kirkes kor. Her ser man en pave, der med et liderligt grin, fører en kardinal og en munk ind i helvedesgabet. Man forstår pavens grin, når man ser, at kirkefolkenes elskerinder – heriblandt en gift kone med tørklæde - også går i den fordømte flok. Man kan undre sig over, at sådan et satirisk billede kunne få lov til at pryde kirken - og så oven i købet på kirkerummets helligste væg. Men middelalderens tankegang tillod grove karikaturer. Offenligt tilgængelig Opført: 1175-1225 Kalkmaleri: 1474 |
| Barnebarns fødsel | Vigoline Jutta Lunding 12. august 1869 (74 år gammel) Adresse: Søndergade,
Aarhus |
| Barnebarns dåb | Vigoline Jutta Lunding 28. september 1869 (74 år gammel) Adresse: Søndergade,
Aarhus Faddere: Generallieutn Lunding Frøken Lunding General Lunding Købmand Wright Vor Frue Kirke, Aarhus Amt Vor Frue kirke og kloster Bygningskomplekset, som i dag rummer Vor Frue kirke og kloster, har tjent mange formål gennem historien. Kirken benævnes første gang Vor Frue i 1558. I middelalderen hed den Skt. Nikolai kirke, og var oprindelig bygget som domkirke for Aarhus. I midten af 1200-tallet blev den overtaget af dominikaner-brødre, som byggede de tre klosterfløje. Efter reformationen blev klosterbygningerne i 1541 givet til almindeligt hospital, og kirken blev sognekirke. Under navnet Vor Frue kloster fungerer klosterbygningerne i dag som stiftelse for ældre. Frådstenskirken Den første stenkirke på stedet blev opført i årtierne efter 1060 som domkirke for det nyanlagte Aarhus stift. Placeringen på en lav sandbanke nord for Aarhus å og uden for byens volde blev formentlig valgt, fordi der ikke var plads inde i byen. Kirken blev opført i frådsten og marksten og havde muligvis et tårn i vestenden. Kirkens længde uden tårnet var godt 39 meter, hvilket svarer til andre fornemme stenkirker i denne meget tidlige tid i dansk stenbyggeri. Desuden havde kirken en krypt uder koret, og denne var også indrettet til kirkerum med tre apsider i østenden. Kirken var indviet til Skt. Nicolaus (dvs. Nikolai), en sen kilde hævder, at det skulle være sket i 1087. Kryptkirken blev opdaget ved et tilfælde under en istandsættelse af den nuværende kirke i 1955. Den blev herefter udgravet af Nationalmuseet og genopbygget med piller og hvælvinger i frådsten, og i 1957 blev den indviet til kirke med navnet Skt. Nikolai kirke. Det vides ikke, hvornår den blev opgivet og fyldt op med brokker og jord, men fundene viste, at rummet har været i brug endnu i 1300-tallet, muligvis på et tidspunkt som brændselskælder. Dominikanernes teglstenskirke Byggeriet af den nye domkirke inden for voldene var gået i gang i 1190’erne, og da dominikanerne oprettede et kloster i Aarhus omkring 1230, blev den gamle domkirkebygning overdraget til dem. Dominikanerne var grundlagt af Dominicus og anerkendt som orden i 1216, og de fik deres første danske kloster i Lund i 1223. De var en orden af tiggerbrødre, som holdt til i byerne, hvor de indsamlede almisser og forkyndte evangeliet for byens borgere og fattige. De kaldtes også prædikebrødrene eller sortebrødrene, og deres kirker var åbne for offentligheden. I sidste halvdel af 1200-tallet gik dominikanerbrødrene i gang med at ombygge kirken, så den passede til deres formål. I første omgang rev de det gamle kor med apsis ned og erstattede det med et større kor, der havde lige østgavl og høje, slanke vinduer. I midten af 1300-tallet blev også skibet ombygget i teglsten, mens den gamle nordmur blev genbrugt og blot forhøjet med teglsten. I midten af 1400-tallet blev kirken udvidet med et sideskib i sydsiden og omkring år 1500 fik den et tårn i den nordøstlige ende. Som kronen på værket fik kirken en fornem, udskåren fløjaltertavle, som menes at være udført i Claus Bergs værksted på Fyn omkring 1520. På fløjene ses flere af dominikanerordenens yndlingshelgener: Maria Magdalene, Katharina af Alexandria, Katharina af Sienna, Nicholaus, Peter martyr, Vincent Ferrier, samt muligvis Dominicus og Thomas Aquinas. Klosterbygningerne Da dominikanerne overtog stedet, begyndte de formentlig meget hurtigt at opføre en østlig og en nordlig klosterfløj. Heraf er kun noget af den østlige del af nordfløjen bevaret i dag. I sidste halvdel af 1400-tallet undergik klosteret en gennemgribende ombygning. Østfløjen blev bygget helt om, der blev anlagt en vestfløj og nordfløjens vestlige ende blev også udvidet eller ombygget. I samme periode fik klostergården en overhvælvet korsgang. Der vides intet om rummenes brug og fordeling i middelalderen, men adgangen til klosteret har tilsyneladende været i den vestlige fløj, som i dag er den bedst bevarede. Her findes et smukt, overhvælvet rum med to søjler og kalkmalerier fra 1517, og det er blevet foreslået, at dette har været klosterets kapitelsal, men en nyere vurdering er, at det snarere har været modtagelsesværelse for gæster. Efter reformationen De omfattende ombygninger på kirken og klosteret i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet kan ses som tegn på, at klosteret nød stor opbakning i den periode. Imidlertid var dominikanerne blandt de første ordener, der måtte forlade landet på reformationstiden, og i Aarhus skete det allerede i 1530. Herefter blev bygningerne formentlig overdraget til byens Helligåndsstiftelse, og i 1541 gjorde kong Christian III klosteret til almindeligt hospital for syge og fattige i Aarhus, Randers og Horsens. Fra 1749-1857 havde Aarhus fattigvæsen bl.a. skolelokaler i klosterbygningerne. I 1856 blev der givet en ny fundats for Aarhus hospital som plejeboliger for ældre. I 1950 ændrede denne stiftelse navn til Vor Frue kloster. Under en omfattende ombygning og istandsættelse i årene 1877-1879 blev den middelalderlige østfløj og det meste af nordfløjen nedrevet og erstattet af nye bygninger. Hospitalet havde indtil da haft et kapel i østfløjen, men nu blev der indrettet kirkesal i den før omtalte søjlesal i vestfløjen. Salen blev indviet i 1888, og i 1967 blev den overtaget af Vor Frue sogns menighedsråd. Den kaldes nu Vor Frue klosters kirke eller blot klosterkirken. Til trods for de mange ombygninger er det stadig et af de bedst bevarede klosterkomplekser i Danmark. |
| Beskrivelse | Militær Karriere 1. januar 1871 (75 år gammel)Christian Lunding, Niels Christian Lunding, 19.2.1795-26.7.1871, officer. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). L. indskreves sept. 1808 som frikorporal ved et infanteriregiment, men indtrådte straks i frikorporalskolen, blev efter officerseksamen dec. 1810 sekondløjtnant, forsattes n.å. til ingeniørkorpset à la suite, tog eksamen med udmærkelse som ingeniørofficer og blev 1812 virkelig sekondløjtnant. 1815-40 var han ansat ved korpsets bygningstjeneste, deltog bl.a. i demoleringen af Glückstadts befæstning 1815-16 og ledede opførelsen (1836) af Ny artillerikaserne på Christianshavn. 1818 blev han kar., 1820 virkelig premierløjtnant, 1828 kar. kaptajn (uden anc), n.å. stabs-, 1834 virkelig kaptajn, 1841 kar. major (uden anc). Ved arbejdet på hærloven af 1842 var L. medlem af ingeniørkommissionen der fik gennemført at de to under artilleriet i Rendsborg hørende minør- og sappørkompagnier som ingeniørkompagnier henlagdes under ingeniørkorpset, og, varmt anbefalet af korpset til kongen som en udmærket officer der også havde kundskaber i civil bygningskunst, blev han 1842 chef for kompagniet i Kbh. 1844 blev han virkelig major, chef for bygningsdistrikt i Kbh., og 1846 chef for hele bygnings- og feltingeniørtjenesten der. 1848 var kan kommandør for feltingeniørerne. Dec. s.å. blev han kar. oberstløjtnant og højestbefalende ingeniørofficer i Jylland. Da man 1848 havde skønnet at Fredericia ikke kunne forsvares var stedet blevet rømmet; men den påfølgende vinter befaledes det at fæstningen skulle sættes i forsvarsstand, og i febr. kom L. til byen og satte de første arbejder i gang. Da felttoget åbnedes var det endnu uafgjort om Fredericia skulle forsvares eller rømmes; men da felttoget i Sundeved afbrødes udnævntes L. 8.4. til kommandant; krigsminister C. F. Hansen mente at fæstningen nu kunne forsvares, og L. anbefalede det. Krigsministeren, der var klassekammerat med L. fra frikorporalskolen, havde valgt rigtigt; L. var en handlingens mand. Den 29.6. opfordrede L. overkommandoen til snarest at iværksætte det store udfald og gentog hvad han tidligere havde udtalt at man måtte sprænge nettet inden snøren blev trukket til. Personlig deltog L. ikke i udfaldet 6.7.; men hans indsigtsfulde forberedelser bidrog meget til det lykkelige resultat. I maj var han blevet kar. oberst (uden anc.) og et par måneder efter virkelig oberst. - 1852 blev han dirigerende stabsofficer ved fæstningstjenesten i 1. generalkommando, n.å. fik han lignende stilling i Holsten m.m. 1856 afgik han fra ingeniørkorpset, blev kommandant på Kronborg og kar. generalmajor. -Dec. 1863 blev han atter kommandant i Fredericia hvis værker 1861 var blevet noget forbedret; men ved sin ankomst dertil blev han alligevel meget skuffet over tilstanden og indstillede at stedet blev opgivet, navnlig hvis der ikke blev tid til yderligere arbejder. Ministeriet svarede først undvigende, men befalede sidst i dec. at fæstningen skulle sættes i fuldstændig forsvarsstand. L. begyndte derefter under store vanskeligheder at sætte fæstningen i stand. I begyndelsen af marts indberettede han at tilstanden endnu var sådan at et voldsomt angreb muligvis kunne lykkes, men tilrådede dog forsvar hvis besætningen blev forøget, hvad også skete. Den 20. og 21.3. var østrigerne rykket så nær ind at de kunne åbne beskydning med let skyts som dog havde ringe virkning; en opfordring til L. om overgivelse afvistes, hvorpå østrigerne gik noget tilbage. Sidst i måneden overvejede han med den daværende store styrke at føre et stort udfald, men hans infanteriførere afviste ganske dette. I april var Cai Hegermann-Lindencrone rykket frem til egnen om Horsens og foreslog L. et stort udfald til samarbejde med 4. division; men da var besætningen blevet formindsket, og L. turde ikke gå ind på forslaget. Efter nogen vaklen tilskrev ministeriet 23.4. overkommandoen at Fredericia burde opgives da dets "Bevarelse hverken havde militær eller politisk Betydning". Trods overkommandoens protest fastholdt ministeriet sin beslutning, og morgenen den 26. kom en officer fra overkommandoen med et brev han egenhændigt skulle afgive til L.: det var ordren til rømning. Det kom ganske bag på L. der telegrafisk fremsatte indvendinger over for ministeriet, men forgæves. Rømningen udførtes hurtigt uden at fjenden mærkede det; den 28. afgav L. kommandoen til en af regimentscheferne og tog kvarter på Fyn medtagende fæstningens nøgler. Han fandt sig med sindsro i det skete, og en dadel fra overkommandoen fordi han ikke "havde været sidste Mand til at forlade Fæstningen" synes han at have taget sig let. Ved kongens og krigsministerens besøg i fæstningen 26.3. var han blevet kar. generalløjtnant (uden at have været virkelig generalmajor). Han vendte tilbage til Kronborg hvor han forblev til han 1867 sattes à la suite i hæren, altså afskedigedet. - L. var en høj, firskåren, kraftig mand, alt andet end smuk. Han nærede en blind respekt for givne ordrer, ligesom han forlangte sine egne udført uden vaklen. Nogen behagelig overordnet har han ikke været. Familie Forældre: rådmand, senere direktør for den kgl. opfostringsstiftelse, bankkommissær, justitsråd Mathias L. (1760-1806, gift 2. gang 1806 med Frederikke (Friderica) Christine Petersen, 1774-1863) og Margrethe Matthiessen (1761-1805). Gift 22.11.1833 i Kbh. (Slotsk.) med Jutta Mangor, født 7.10.1807 i Kbh. (Helligg.), død 27.10.1894 på Frbg., d. af cand.jur., grosserer Valentin Nicolai M. (1770-1812) og Anne Marie Bang (Anne Marie Mangor, 1781-1865). Udnævnelser R. 1846. DM. 1848. K. 1849. S.K. 1867. Ikonografi Tegn. ca. 1815 og 1820. Mal. ca. 1820. Træsnit af H. P. Hansen, 1871. Tegn. af A. Jerndorff, 1891, forarbejde til mal. 1892 (Fr.borg), gengivet i træsnit s.å. af H. P. Hansen. Relief af A. Paulsen, 1899, på mindesmærke (Fredericia). Foto. Bibliografi N. Chr. Lunding: Mine forfædre II, 1944. Den dansktyske krig 1848-50, udg. Generalstaben I-III, 1867-87 (især II, 265 269f 273 275f 747-836). Berl. tid. 29.7.1871. Fædrelandet s.d. III. tid. 20.8. s.å. Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I-III, 1890-92. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). L. Koefoed i Vort forsvar 23.10. og 6.11.1892. O. Vaupell sst. 25.6.1899. V. E. Tychsen: Fortifikationsetaterne og ingeniørkorpset 1684-1893, 1893. W. G. O. Bauditz: Livserindr., 1903 154-57 165f 183-86 194f 202f o.fl.st. Th. og H. F. Ewald: En slægts hist. II, 1905 122-24. Chr. E. Reich i Danske mag. 6.r.ll, 1914 152-81. Jens Johansen: 4. division i Nørrejylland 1864, 1936 50f 90f 190-95 o.fl.st. Tags Sundeved Cai Hegermann-Lindencrone mand C. F. Hansen Ny Betydning Gluckstadts Personlig Dec Fæstningen Leksikon Bil, båd, fly m.m. Danmarks geografi og historie Erhverv, karriere og ledelse Geografi og historie It, teknik og naturvidenskab Krop, psyke og sundhed Kunst og kultur Livsstil, sport og fritid Mad og bolig Natur og miljø Samfund, jura og politik Sprog, religion og filosofi Værker Danmarks Oldtid Danmarkshistorien Dansk Biografisk Leksikon Dansk Pattedyratlas Dansk litteraturs historie Gyldendals Teaterleksikon Historien om børnelitteratur Naturen i Danmark Nordisk Mytologi Symbolleksikon Christian Lunding, Niels Christian Lunding, 19.2.1795-26.7.1871, officer. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). L. indskreves sept. 1808 som frikorporal ved et infanteriregiment, men indtrådte straks i frikorporalskolen, blev efter officerseksamen dec. 1810 sekondløjtnant, forsattes n.å. til ingeniørkorpset à la suite, tog eksamen med udmærkelse som ingeniørofficer og blev 1812 virkelig sekondløjtnant. 1815-40 var han ansat ved korpsets bygningstjeneste, deltog bl.a. i demoleringen af Glückstadts befæstning 1815-16 og ledede opførelsen (1836) af Ny artillerikaserne på Christianshavn. 1818 blev han kar., 1820 virkelig premierløjtnant, 1828 kar. kaptajn (uden anc), n.å. stabs-, 1834 virkelig kaptajn, 1841 kar. major (uden anc). Ved arbejdet på hærloven af 1842 var L. medlem af ingeniørkommissionen der fik gennemført at de to under artilleriet i Rendsborg hørende minør- og sappørkompagnier som ingeniørkompagnier henlagdes under ingeniørkorpset, og, varmt anbefalet af korpset til kongen som en udmærket officer der også havde kundskaber i civil bygningskunst, blev han 1842 chef for kompagniet i Kbh. 1844 blev han virkelig major, chef for bygningsdistrikt i Kbh., og 1846 chef for hele bygnings- og feltingeniørtjenesten der. 1848 var kan kommandør for feltingeniørerne. Dec. s.å. blev han kar. oberstløjtnant og højestbefalende ingeniørofficer i Jylland. Da man 1848 havde skønnet at Fredericia ikke kunne forsvares var stedet blevet rømmet; men den påfølgende vinter befaledes det at fæstningen skulle sættes i forsvarsstand, og i febr. kom L. til byen og satte de første arbejder i gang. Da felttoget åbnedes var det endnu uafgjort om Fredericia skulle forsvares eller rømmes; men da felttoget i Sundeved afbrødes udnævntes L. 8.4. til kommandant; krigsminister C. F. Hansen mente at fæstningen nu kunne forsvares, og L. anbefalede det. Krigsministeren, der var klassekammerat med L. fra frikorporalskolen, havde valgt rigtigt; L. var en handlingens mand. Den 29.6. opfordrede L. overkommandoen til snarest at iværksætte det store udfald og gentog hvad han tidligere havde udtalt at man måtte sprænge nettet inden snøren blev trukket til. Personlig deltog L. ikke i udfaldet 6.7.; men hans indsigtsfulde forberedelser bidrog meget til det lykkelige resultat. I maj var han blevet kar. oberst (uden anc.) og et par måneder efter virkelig oberst. - 1852 blev han dirigerende stabsofficer ved fæstningstjenesten i 1. generalkommando, n.å. fik han lignende stilling i Holsten m.m. 1856 afgik han fra ingeniørkorpset, blev kommandant på Kronborg og kar. generalmajor. -Dec. 1863 blev han atter kommandant i Fredericia hvis værker 1861 var blevet noget forbedret; men ved sin ankomst dertil blev han alligevel meget skuffet over tilstanden og indstillede at stedet blev opgivet, navnlig hvis der ikke blev tid til yderligere arbejder. Ministeriet svarede først undvigende, men befalede sidst i dec. at fæstningen skulle sættes i fuldstændig forsvarsstand. L. begyndte derefter under store vanskeligheder at sætte fæstningen i stand. I begyndelsen af marts indberettede han at tilstanden endnu var sådan at et voldsomt angreb muligvis kunne lykkes, men tilrådede dog forsvar hvis besætningen blev forøget, hvad også skete. Den 20. og 21.3. var østrigerne rykket så nær ind at de kunne åbne beskydning med let skyts som dog havde ringe virkning; en opfordring til L. om overgivelse afvistes, hvorpå østrigerne gik noget tilbage. Sidst i måneden overvejede han med den daværende store styrke at føre et stort udfald, men hans infanteriførere afviste ganske dette. I april var Cai Hegermann-Lindencrone rykket frem til egnen om Horsens og foreslog L. et stort udfald til samarbejde med 4. division; men da var besætningen blevet formindsket, og L. turde ikke gå ind på forslaget. Efter nogen vaklen tilskrev ministeriet 23.4. overkommandoen at Fredericia burde opgives da dets "Bevarelse hverken havde militær eller politisk Betydning". Trods overkommandoens protest fastholdt ministeriet sin beslutning, og morgenen den 26. kom en officer fra overkommandoen med et brev han egenhændigt skulle afgive til L.: det var ordren til rømning. Det kom ganske bag på L. der telegrafisk fremsatte indvendinger over for ministeriet, men forgæves. Rømningen udførtes hurtigt uden at fjenden mærkede det; den 28. afgav L. kommandoen til en af regimentscheferne og tog kvarter på Fyn medtagende fæstningens nøgler. Han fandt sig med sindsro i det skete, og en dadel fra overkommandoen fordi han ikke "havde været sidste Mand til at forlade Fæstningen" synes han at have taget sig let. Ved kongens og krigsministerens besøg i fæstningen 26.3. var han blevet kar. generalløjtnant (uden at have været virkelig generalmajor). Han vendte tilbage til Kronborg hvor han forblev til han 1867 sattes à la suite i hæren, altså afskedigedet. - L. var en høj, firskåren, kraftig mand, alt andet end smuk. Han nærede en blind respekt for givne ordrer, ligesom han forlangte sine egne udført uden vaklen. Nogen behagelig overordnet har han ikke været. Familie Forældre: rådmand, senere direktør for den kgl. opfostringsstiftelse, bankkommissær, justitsråd Mathias L. (1760-1806, gift 2. gang 1806 med Frederikke (Friderica) Christine Petersen, 1774-1863) og Margrethe Matthiessen (1761-1805). Gift 22.11.1833 i Kbh. (Slotsk.) med Jutta Mangor, født 7.10.1807 i Kbh. (Helligg.), død 27.10.1894 på Frbg., d. af cand.jur., grosserer Valentin Nicolai M. (1770-1812) og Anne Marie Bang (Anne Marie Mangor, 1781-1865). Udnævnelser R. 1846. DM. 1848. K. 1849. S.K. 1867. Ikonografi Tegn. ca. 1815 og 1820. Mal. ca. 1820. Træsnit af H. P. Hansen, 1871. Tegn. af A. Jerndorff, 1891, forarbejde til mal. 1892 (Fr.borg), gengivet i træsnit s.å. af H. P. Hansen. Relief af A. Paulsen, 1899, på mindesmærke (Fredericia). Foto. Bibliografi N. Chr. Lunding: Mine forfædre II, 1944. Den dansktyske krig 1848-50, udg. Generalstaben I-III, 1867-87 (især II, 265 269f 273 275f 747-836). Berl. tid. 29.7.1871. Fædrelandet s.d. III. tid. 20.8. s.å. Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I-III, 1890-92. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). L. Koefoed i Vort forsvar 23.10. og 6.11.1892. O. Vaupell sst. 25.6.1899. V. E. Tychsen: Fortifikationsetaterne og ingeniørkorpset 1684-1893, 1893. W. G. O. Bauditz: Livserindr., 1903 154-57 165f 183-86 194f 202f o.fl.st. Th. og H. F. Ewald: En slægts hist. II, 1905 122-24. Chr. E. Reich i Danske mag. 6.r.ll, 1914 152-81. Jens Johansen: 4. division i Nørrejylland 1864, 1936 50f 90f 190-95 o.fl.st. Tags Sundeved Cai Hegermann-Lindencrone mand C. F. Hansen Ny Betydning Gluckstadts Personlig Dec Fæstningen Leksikon Bil, båd, fly m.m. Danmarks geografi og historie Erhverv, karriere og ledelse Geografi og historie It, teknik og naturvidenskab Krop, psyke og sundhed Kunst og kultur Livsstil, sport og fritid Mad og bolig Natur og miljø Samfund, jura og politik Sprog, religion og filosofi Værker Danmarks Oldtid Danmarkshistorien Dansk Biografisk Leksikon Dansk Pattedyratlas Dansk litteraturs historie Gyldendals Teaterleksikon Historien om børnelitteratur Naturen i Danmark Nordisk Mytologi Symbolleksikon Christian Lunding, Niels Christian Lunding, 19.2.1795-26.7.1871, officer. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). L. indskreves sept. 1808 som frikorporal ved et infanteriregiment, men indtrådte straks i frikorporalskolen, blev efter officerseksamen dec. 1810 sekondløjtnant, forsattes n.å. til ingeniørkorpset à la suite, tog eksamen med udmærkelse som ingeniørofficer og blev 1812 virkelig sekondløjtnant. 1815-40 var han ansat ved korpsets bygningstjeneste, deltog bl.a. i demoleringen af Glückstadts befæstning 1815-16 og ledede opførelsen (1836) af Ny artillerikaserne på Christianshavn. 1818 blev han kar., 1820 virkelig premierløjtnant, 1828 kar. kaptajn (uden anc), n.å. stabs-, 1834 virkelig kaptajn, 1841 kar. major (uden anc). Ved arbejdet på hærloven af 1842 var L. medlem af ingeniørkommissionen der fik gennemført at de to under artilleriet i Rendsborg hørende minør- og sappørkompagnier som ingeniørkompagnier henlagdes under ingeniørkorpset, og, varmt anbefalet af korpset til kongen som en udmærket officer der også havde kundskaber i civil bygningskunst, blev han 1842 chef for kompagniet i Kbh. 1844 blev han virkelig major, chef for bygningsdistrikt i Kbh., og 1846 chef for hele bygnings- og feltingeniørtjenesten der. 1848 var kan kommandør for feltingeniørerne. Dec. s.å. blev han kar. oberstløjtnant og højestbefalende ingeniørofficer i Jylland. Da man 1848 havde skønnet at Fredericia ikke kunne forsvares var stedet blevet rømmet; men den påfølgende vinter befaledes det at fæstningen skulle sættes i forsvarsstand, og i febr. kom L. til byen og satte de første arbejder i gang. Da felttoget åbnedes var det endnu uafgjort om Fredericia skulle forsvares eller rømmes; men da felttoget i Sundeved afbrødes udnævntes L. 8.4. til kommandant; krigsminister C. F. Hansen mente at fæstningen nu kunne forsvares, og L. anbefalede det. Krigsministeren, der var klassekammerat med L. fra frikorporalskolen, havde valgt rigtigt; L. var en handlingens mand. Den 29.6. opfordrede L. overkommandoen til snarest at iværksætte det store udfald og gentog hvad han tidligere havde udtalt at man måtte sprænge nettet inden snøren blev trukket til. Personlig deltog L. ikke i udfaldet 6.7.; men hans indsigtsfulde forberedelser bidrog meget til det lykkelige resultat. I maj var han blevet kar. oberst (uden anc.) og et par måneder efter virkelig oberst. - 1852 blev han dirigerende stabsofficer ved fæstningstjenesten i 1. generalkommando, n.å. fik han lignende stilling i Holsten m.m. 1856 afgik han fra ingeniørkorpset, blev kommandant på Kronborg og kar. generalmajor. -Dec. 1863 blev han atter kommandant i Fredericia hvis værker 1861 var blevet noget forbedret; men ved sin ankomst dertil blev han alligevel meget skuffet over tilstanden og indstillede at stedet blev opgivet, navnlig hvis der ikke blev tid til yderligere arbejder. Ministeriet svarede først undvigende, men befalede sidst i dec. at fæstningen skulle sættes i fuldstændig forsvarsstand. L. begyndte derefter under store vanskeligheder at sætte fæstningen i stand. I begyndelsen af marts indberettede han at tilstanden endnu var sådan at et voldsomt angreb muligvis kunne lykkes, men tilrådede dog forsvar hvis besætningen blev forøget, hvad også skete. Den 20. og 21.3. var østrigerne rykket så nær ind at de kunne åbne beskydning med let skyts som dog havde ringe virkning; en opfordring til L. om overgivelse afvistes, hvorpå østrigerne gik noget tilbage. Sidst i måneden overvejede han med den daværende store styrke at føre et stort udfald, men hans infanteriførere afviste ganske dette. I april var Cai Hegermann-Lindencrone rykket frem til egnen om Horsens og foreslog L. et stort udfald til samarbejde med 4. division; men da var besætningen blevet formindsket, og L. turde ikke gå ind på forslaget. Efter nogen vaklen tilskrev ministeriet 23.4. overkommandoen at Fredericia burde opgives da dets "Bevarelse hverken havde militær eller politisk Betydning". Trods overkommandoens protest fastholdt ministeriet sin beslutning, og morgenen den 26. kom en officer fra overkommandoen med et brev han egenhændigt skulle afgive til L.: det var ordren til rømning. Det kom ganske bag på L. der telegrafisk fremsatte indvendinger over for ministeriet, men forgæves. Rømningen udførtes hurtigt uden at fjenden mærkede det; den 28. afgav L. kommandoen til en af regimentscheferne og tog kvarter på Fyn medtagende fæstningens nøgler. Han fandt sig med sindsro i det skete, og en dadel fra overkommandoen fordi han ikke "havde været sidste Mand til at forlade Fæstningen" synes han at have taget sig let. Ved kongens og krigsministerens besøg i fæstningen 26.3. var han blevet kar. generalløjtnant (uden at have været virkelig generalmajor). Han vendte tilbage til Kronborg hvor han forblev til han 1867 sattes à la suite i hæren, altså afskedigedet. - L. var en høj, firskåren, kraftig mand, alt andet end smuk. Han nærede en blind respekt for givne ordrer, ligesom han forlangte sine egne udført uden vaklen. Nogen behagelig overordnet har han ikke været. Familie Forældre: rådmand, senere direktør for den kgl. opfostringsstiftelse, bankkommissær, justitsråd Mathias L. (1760-1806, gift 2. gang 1806 med Frederikke (Friderica) Christine Petersen, 1774-1863) og Margrethe Matthiessen (1761-1805). Gift 22.11.1833 i Kbh. (Slotsk.) med Jutta Mangor, født 7.10.1807 i Kbh. (Helligg.), død 27.10.1894 på Frbg., d. af cand.jur., grosserer Valentin Nicolai M. (1770-1812) og Anne Marie Bang (Anne Marie Mangor, 1781-1865). Udnævnelser R. 1846. DM. 1848. K. 1849. S.K. 1867. Ikonografi Tegn. ca. 1815 og 1820. Mal. ca. 1820. Træsnit af H. P. Hansen, 1871. Tegn. af A. Jerndorff, 1891, forarbejde til mal. 1892 (Fr.borg), gengivet i træsnit s.å. af H. P. Hansen. Relief af A. Paulsen, 1899, på mindesmærke (Fredericia). Foto. Bibliografi N. Chr. Lunding: Mine forfædre II, 1944. Den dansktyske krig 1848-50, udg. Generalstaben I-III, 1867-87 (især II, 265 269f 273 275f 747-836). Berl. tid. 29.7.1871. Fædrelandet s.d. III. tid. 20.8. s.å. Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I-III, 1890-92. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). L. Koefoed i Vort forsvar 23.10. og 6.11.1892. O. Vaupell sst. 25.6.1899. V. E. Tychsen: Fortifikationsetaterne og ingeniørkorpset 1684-1893, 1893. W. G. O. Bauditz: Livserindr., 1903 154-57 165f 183-86 194f 202f o.fl.st. Th. og H. F. Ewald: En slægts hist. II, 1905 122-24. Chr. E. Reich i Danske mag. 6.r.ll, 1914 152-81. Jens Johansen: 4. division i Nørrejylland 1864, 1936 50f 90f 190-95 o.fl.st. Tags Sundeved Cai Hegermann-Lindencrone mand C. F. Hansen Ny Betydning Gluckstadts Personlig Dec Fæstningen Leksikon Bil, båd, fly m.m. Danmarks geografi og historie Erhverv, karriere og ledelse Geografi og historie It, teknik og naturvidenskab Krop, psyke og sundhed Kunst og kultur Livsstil, sport og fritid Mad og bolig Natur og miljø Samfund, jura og politik Sprog, religion og filosofi Værker Danmarks Oldtid Danmarkshistorien Dansk Biografisk Leksikon Dansk Pattedyratlas Dansk litteraturs historie Gyldendals Teaterleksikon Historien om børnelitteratur Naturen i Danmark Nordisk Mytologi Symbolleksikon Christian Lunding, Niels Christian Lunding, 19.2.1795-26.7.1871, officer. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). L. indskreves sept. 1808 som frikorporal ved et infanteriregiment, men indtrådte straks i frikorporalskolen, blev efter officerseksamen dec. 1810 sekondløjtnant, forsattes n.å. til ingeniørkorpset à la suite, tog eksamen med udmærkelse som ingeniørofficer og blev 1812 virkelig sekondløjtnant. 1815-40 var han ansat ved korpsets bygningstjeneste, deltog bl.a. i demoleringen af Glückstadts befæstning 1815-16 og ledede opførelsen (1836) af Ny artillerikaserne på Christianshavn. 1818 blev han kar., 1820 virkelig premierløjtnant, 1828 kar. kaptajn (uden anc), n.å. stabs-, 1834 virkelig kaptajn, 1841 kar. major (uden anc). Ved arbejdet på hærloven af 1842 var L. medlem af ingeniørkommissionen der fik gennemført at de to under artilleriet i Rendsborg hørende minør- og sappørkompagnier som ingeniørkompagnier henlagdes under ingeniørkorpset, og, varmt anbefalet af korpset til kongen som en udmærket officer der også havde kundskaber i civil bygningskunst, blev han 1842 chef for kompagniet i Kbh. 1844 blev han virkelig major, chef for bygningsdistrikt i Kbh., og 1846 chef for hele bygnings- og feltingeniørtjenesten der. 1848 var kan kommandør for feltingeniørerne. Dec. s.å. blev han kar. oberstløjtnant og højestbefalende ingeniørofficer i Jylland. Da man 1848 havde skønnet at Fredericia ikke kunne forsvares var stedet blevet rømmet; men den påfølgende vinter befaledes det at fæstningen skulle sættes i forsvarsstand, og i febr. kom L. til byen og satte de første arbejder i gang. Da felttoget åbnedes var det endnu uafgjort om Fredericia skulle forsvares eller rømmes; men da felttoget i Sundeved afbrødes udnævntes L. 8.4. til kommandant; krigsminister C. F. Hansen mente at fæstningen nu kunne forsvares, og L. anbefalede det. Krigsministeren, der var klassekammerat med L. fra frikorporalskolen, havde valgt rigtigt; L. var en handlingens mand. Den 29.6. opfordrede L. overkommandoen til snarest at iværksætte det store udfald og gentog hvad han tidligere havde udtalt at man måtte sprænge nettet inden snøren blev trukket til. Personlig deltog L. ikke i udfaldet 6.7.; men hans indsigtsfulde forberedelser bidrog meget til det lykkelige resultat. I maj var han blevet kar. oberst (uden anc.) og et par måneder efter virkelig oberst. - 1852 blev han dirigerende stabsofficer ved fæstningstjenesten i 1. generalkommando, n.å. fik han lignende stilling i Holsten m.m. 1856 afgik han fra ingeniørkorpset, blev kommandant på Kronborg og kar. generalmajor. -Dec. 1863 blev han atter kommandant i Fredericia hvis værker 1861 var blevet noget forbedret; men ved sin ankomst dertil blev han alligevel meget skuffet over tilstanden og indstillede at stedet blev opgivet, navnlig hvis der ikke blev tid til yderligere arbejder. Ministeriet svarede først undvigende, men befalede sidst i dec. at fæstningen skulle sættes i fuldstændig forsvarsstand. L. begyndte derefter under store vanskeligheder at sætte fæstningen i stand. I begyndelsen af marts indberettede han at tilstanden endnu var sådan at et voldsomt angreb muligvis kunne lykkes, men tilrådede dog forsvar hvis besætningen blev forøget, hvad også skete. Den 20. og 21.3. var østrigerne rykket så nær ind at de kunne åbne beskydning med let skyts som dog havde ringe virkning; en opfordring til L. om overgivelse afvistes, hvorpå østrigerne gik noget tilbage. Sidst i måneden overvejede han med den daværende store styrke at føre et stort udfald, men hans infanteriførere afviste ganske dette. I april var Cai Hegermann-Lindencrone rykket frem til egnen om Horsens og foreslog L. et stort udfald til samarbejde med 4. division; men da var besætningen blevet formindsket, og L. turde ikke gå ind på forslaget. Efter nogen vaklen tilskrev ministeriet 23.4. overkommandoen at Fredericia burde opgives da dets "Bevarelse hverken havde militær eller politisk Betydning". Trods overkommandoens protest fastholdt ministeriet sin beslutning, og morgenen den 26. kom en officer fra overkommandoen med et brev han egenhændigt skulle afgive til L.: det var ordren til rømning. Det kom ganske bag på L. der telegrafisk fremsatte indvendinger over for ministeriet, men forgæves. Rømningen udførtes hurtigt uden at fjenden mærkede det; den 28. afgav L. kommandoen til en af regimentscheferne og tog kvarter på Fyn medtagende fæstningens nøgler. Han fandt sig med sindsro i det skete, og en dadel fra overkommandoen fordi han ikke "havde været sidste Mand til at forlade Fæstningen" synes han at have taget sig let. Ved kongens og krigsministerens besøg i fæstningen 26.3. var han blevet kar. generalløjtnant (uden at have været virkelig generalmajor). Han vendte tilbage til Kronborg hvor han forblev til han 1867 sattes à la suite i hæren, altså afskedigedet. - L. var en høj, firskåren, kraftig mand, alt andet end smuk. Han nærede en blind respekt for givne ordrer, ligesom han forlangte sine egne udført uden vaklen. Nogen behagelig overordnet har han ikke været. Familie Forældre: rådmand, senere direktør for den kgl. opfostringsstiftelse, bankkommissær, justitsråd Mathias L. (1760-1806, gift 2. gang 1806 med Frederikke (Friderica) Christine Petersen, 1774-1863) og Margrethe Matthiessen (1761-1805). Gift 22.11.1833 i Kbh. (Slotsk.) med Jutta Mangor, født 7.10.1807 i Kbh. (Helligg.), død 27.10.1894 på Frbg., d. af cand.jur., grosserer Valentin Nicolai M. (1770-1812) og Anne Marie Bang (Anne Marie Mangor, 1781-1865). Udnævnelser R. 1846. DM. 1848. K. 1849. S.K. 1867. Ikonografi Tegn. ca. 1815 og 1820. Mal. ca. 1820. Træsnit af H. P. Hansen, 1871. Tegn. af A. Jerndorff, 1891, forarbejde til mal. 1892 (Fr.borg), gengivet i træsnit s.å. af H. P. Hansen. Relief af A. Paulsen, 1899, på mindesmærke (Fredericia). Foto. Bibliografi N. Chr. Lunding: Mine forfædre II, 1944. Den dansktyske krig 1848-50, udg. Generalstaben I-III, 1867-87 (især II, 265 269f 273 275f 747-836). Berl. tid. 29.7.1871. Fædrelandet s.d. III. tid. 20.8. s.å. Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I-III, 1890-92. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). L. Koefoed i Vort forsvar 23.10. og 6.11.1892. O. Vaupell sst. 25.6.1899. V. E. Tychsen: Fortifikationsetaterne og ingeniørkorpset 1684-1893, 1893. W. G. O. Bauditz: Livserindr., 1903 154-57 165f 183-86 194f 202f o.fl.st. Th. og H. F. Ewald: En slægts hist. II, 1905 122-24. Chr. E. Reich i Danske mag. 6.r.ll, 1914 152-81. Jens Johansen: 4. division i Nørrejylland 1864, 1936 50f 90f 190-95 o.fl.st. Tags Sundeved Cai Hegermann-Lindencrone mand C. F. Hansen Ny Betydning Gluckstadts Personlig Dec Fæstningen Leksikon Bil, båd, fly m.m. Danmarks geografi og historie Erhverv, karriere og ledelse Geografi og historie It, teknik og naturvidenskab Krop, psyke og sundhed Kunst og kultur Livsstil, sport og fritid Mad og bolig Natur og miljø Samfund, jura og politik Sprog, religion og filosofi Værker Danmarks Oldtid Danmarkshistorien Dansk Biografisk Leksikon Dansk Pattedyratlas Dansk litteraturs historie Gyldendals Teaterleksikon Historien om børnelitteratur Naturen i Danmark Nordisk Mytologi Symbolleksikon Niels Christian Lunding af Martin Mauritzen, studentermedhjælper Niels Christian Lunding var kommandant for Fredericia Fæstning under de to Slesvigske Krige. Han huskes mest for sin succes under Første Slesvigske Krig (1848-1851), hvor istandsættelsen lykkedes på trods af næsten umulige odds. Niels Christian Lunding blev født i 1795 i København. I en ung alder begyndte han sin militære karriere, hvor han i 1808 indtrådte på frikorporalskolen. Efterfølgende blev han en del af ingeniørkorpsets bygningstjeneste, hvor han tjente i Holsten. Mellem 1818 og 1841 steg Lunding i graderne. Da Første Slesvigske Krig brød ud i 1848, deltog Lunding i flere af de indledende kampe. Ved udbruddet af krigen rømmede man Fredericia Fæstning, da den danske regering skønnede at den var i for dårlig stand til at kunne forsvares. Eftersom der ikke var nogen tilbage til at forsvare fæstningen, rykkede preussiske tropper under ledelse af general Wrangel ind i Fredericia. Byen var under preussisk kontrol indtil stormagterne England og Rusland pressede det preussiske rige til at trække Wrangel ud af byen. Den efterfølgende vinter ønskede den danske regering at sætte Fredericia i forsvarsstand. Krigsminister C.F. Hansen, der var en af Lundings gamle kammerater fra frikorporalskolen, foreslog, at Lunding var den rette til opgaven. Fra februar 1849 begyndte Lunding sin istandsættelse af voldene. 3.000 mand blev sat til at arbejde på volden dag og nat. Efterfølgende mente man, at Lunding havde gjort så godt et arbejde, at det blev besluttet fæstningen var værd at forsvare. Dette skulle hurtigt blive nødvendigt, da fjendens hær i maj 1849 nærmede sig Fredericia. Den preussiske general Bonin ankom med sin armé på 14.000 mand, og havde til hensigt at erobre fæstningen. Det blev dog til en langvarig belejring, med tilhørende bombardement af volden og byen. Selv om store dele af byen blev ødelagt var Bonins bombardement en fiasko – fæstningen holdt stand. Hele belejringen endte med den danske hærs udfald den 6. juli 1849. Succesen skyldtes i høj grad Lundings indsats, der blev veldekoreret med hædersbevisninger. Efter krigen fik Lunding tildelt et nyt erhverv som dirigerende stabsofficer for fæstningstjenesten i Danmark, og i Holsten fik han en lignende titel. I 1856 afgik han fra ingeniørkorpset og blev kommandant for Kronborg, en titel han besad indtil Anden Slesvigske Krig i 1864 I 1864 var Danmark endnu engang i krig mod Preussen, der denne gang var støttet af Østrig-Ungarn. Nogle måneder forinden krigens start, i december 1863, besluttede den danske regering, at Fredericia igen skulle sættes i krigsberedskab. Regeringen havde den opfattelse, at Lunding var den eneste der kunne genskabe succesen fra 1849. Problemet var dog at Lunding, der nu var 69 år, ikke havde nogen interesse i at genoptage sit gamle erhverv, men som Lunding dog altid gjorde, parerede han ordrer. Da han ankom til Fredericia blev han dog dybt skuffet over den tilstand volden var forfaldet til. Sammen med Dybbølskansen var Fredericia nemlig blevet udsultet i forsvarsbudgetterne, og selv om man var begyndt på renovering af fæstningsværket allerede i 1861, var det ganske lidt som var kampklart. Derfor indstillede Lunding, at Fredericia skulle opgives, men han blev ignoreret. Regeringens ville have fæstningen kampklar. I bidende kulde knoklede Lunding og de 1.500 mand han fik stillet til rådighed med at få gjort fæstningen klar, hvilket lykkedes i løbet af de næste måneder. Han påpegede dog, at volden ikke kunne klare et voldsomt angreb. Desværre havde processen tæret hårdt på ham, og samtidigt forværredes situationen af, at Dannevirke var blevet rømmet, og at tropper derfra i uorden og kaos ankom til Dybbøl og Fredericia. Til sidst blev det for meget for Lunding og den 9. februar nedlagde han sit embede, da han følte, han manglede kræfter til det. Han ombestemte sig dog dagen efter. Sidst i marts begyndte østrigerne at rykke op i Danmark nær Fredericia, hvor det blev til nogle få udfald imellem de to parter. Fjenden begyndte en belejring af Fredericia, der på trods af beskydning af fæstningen, ikke led stor skade. Flere gange blev der gjort overvejelser om et muligt udfald mod fjenden, men Lunding holdt sine mænd tilbage. Efter Slaget ved Dybbøl sendte krigsministeren den 23. april et brev til den danske overkommando, der i korte træk beordrede Fredericias rømning idet fæstningen ikke længere besad militær eller politisk betydning. Denne udmelding kom som en overraskelse for stort set alle. Hverken overkommandoen eller Lunding vidste præcis, hvad de skulle stille op, da fæstningen for dem var Jyllands eneste håb for en komplet preussisk besættelse. Lunding selv forhørte sig om hvordan og hvorledes en sådan rømning skulle foregå. Hvor lang tid skulle den strække sig over og skulle han overgive sig hvis fjenden angreb, eller skulle han gøre modstand? Svaret fra krigsministeren var undvigende, men til sidst blev der meldt ud i sådan et tilfælde skulle Lunding bare overgive sig. Lunding hvad der blev bedt af ham, kampen var tabt. Den 28. april var Fredericia rømmet. Efter krigen vendte Lunding tilbage til Kronborg, hvor han forblev indtil sin afsked i 1867. Han døde fire år efter. Lundings var pertentlig, ufravigelig i sine krav og respekteret blandt sine mænd – om end ikke populær. Begge istandsættelser af Fredericia Fæstning viser samtidig en energisk og slidstærk person. Af natur var han tro og fulgte sine ordrer blindt, som rømningen i 1864 også viser. Ligeledes ønskede Lunding selv, at hans egne ordrer blev udført uden at der blev stillet spørgsmål til dem. Det er med denne hårdhed, at han var i stand til at gøre fæstningen kampklar og holdbar mod fjenden både i 1849 og 1864. I eftertiden blev han husket for den mand der ikke én, men to gange forsvarede Fredericia mod fjenden |
| Død | 26. juli 1871 (76 år gammel) Årsag for dødsfald: Blodgang |
| Begravelse | 1. august 1871 (6 dage efter dødsfald) Garnisons Kirke, København Amt http://danmarkskirker.natmus.dk/koebenhavn-by/garnisonskirken/ http://da.wikipedia.org/wiki/Garnisons_Kirke |
| far | |
|---|---|
| mor | |
| Ægteskab | Ægteskab — — |
| ham selv |
1795–1871
Født: 19. februar 1795
35
34 — Trinitatis Sogn, Sokkelund Herred, København Amt, DNK Død: 26. juli 1871 — Frederiksberg Sogn, Sokkelund Herred, København Amt, DNK |
| far | |
|---|---|
| stedmor | |
| Ægteskab | Ægteskab — 1806 — |
| ham selv |
1795–1871
Født: 19. februar 1795
35
34 — Trinitatis Sogn, Sokkelund Herred, København Amt, DNK Død: 26. juli 1871 — Frederiksberg Sogn, Sokkelund Herred, København Amt, DNK |
|---|---|
| hustru |
1807–1894
Født: 7. oktober 1807
37
26 — Helligaand Sogn, Sokkelund Herred, København Amt, DNK Død: 27. oktober 1894 — Frederiksberg Sogn, Sokkelund Herred, København Amt, DNK |
| Religiøst ægteskab | Religiøst ægteskab — 22. november 1833 — |
|
11 måneder
datter |
1834–1920
Født: 28. oktober 1834
39
27 — Garnison Sogn, Sokkelund Herred, København Amt, DNK Død: 11. december 1920 |
|
19 måneder
søn |
1836–1916
Født: 31. maj 1836
41
28 — Garnison Sogn, Sokkelund Herred, København Amt, DNK Død: 30. marts 1916 — Frederiksberg Sogn, Sokkelund Herred, København Amt, DNK |
|
2 år
søn |
1838–1910
Født: 22. maj 1838
43
30 — Garnison Sogn, Sokkelund Herred, København Amt, DNK Død: 7. februar 1910 — SWE |
| Dåb | Faddere: ? Njels Christian ? Lars Jensen ? F?dine With ? Hustru Hr ? K, C, Kilde |
|---|---|
| Beskrivelse | Christian Lunding, Niels Christian Lunding, 19.2.1795-26.7.1871, officer. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). L. indskreves sept. 1808 som frikorporal ved et infanteriregiment, men indtrådte straks i frikorporalskolen, blev efter officerseksamen dec. 1810 sekondløjtnant, forsattes n.å. til ingeniørkorpset à la suite, tog eksamen med udmærkelse som ingeniørofficer og blev 1812 virkelig sekondløjtnant. 1815-40 var han ansat ved korpsets bygningstjeneste, deltog bl.a. i demoleringen af Glückstadts befæstning 1815-16 og ledede opførelsen (1836) af Ny artillerikaserne på Christianshavn. 1818 blev han kar., 1820 virkelig premierløjtnant, 1828 kar. kaptajn (uden anc), n.å. stabs-, 1834 virkelig kaptajn, 1841 kar. major (uden anc). Ved arbejdet på hærloven af 1842 var L. medlem af ingeniørkommissionen der fik gennemført at de to under artilleriet i Rendsborg hørende minør- og sappørkompagnier som ingeniørkompagnier henlagdes under ingeniørkorpset, og, varmt anbefalet af korpset til kongen som en udmærket officer der også havde kundskaber i civil bygningskunst, blev han 1842 chef for kompagniet i Kbh. 1844 blev han virkelig major, chef for bygningsdistrikt i Kbh., og 1846 chef for hele bygnings- og feltingeniørtjenesten der. 1848 var kan kommandør for feltingeniørerne. Dec. s.å. blev han kar. oberstløjtnant og højestbefalende ingeniørofficer i Jylland. Da man 1848 havde skønnet at Fredericia ikke kunne forsvares var stedet blevet rømmet; men den påfølgende vinter befaledes det at fæstningen skulle sættes i forsvarsstand, og i febr. kom L. til byen og satte de første arbejder i gang. Da felttoget åbnedes var det endnu uafgjort om Fredericia skulle forsvares eller rømmes; men da felttoget i Sundeved afbrødes udnævntes L. 8.4. til kommandant; krigsminister C. F. Hansen mente at fæstningen nu kunne forsvares, og L. anbefalede det. Krigsministeren, der var klassekammerat med L. fra frikorporalskolen, havde valgt rigtigt; L. var en handlingens mand. Den 29.6. opfordrede L. overkommandoen til snarest at iværksætte det store udfald og gentog hvad han tidligere havde udtalt at man måtte sprænge nettet inden snøren blev trukket til. Personlig deltog L. ikke i udfaldet 6.7.; men hans indsigtsfulde forberedelser bidrog meget til det lykkelige resultat. I maj var han blevet kar. oberst (uden anc.) og et par måneder efter virkelig oberst. - 1852 blev han dirigerende stabsofficer ved fæstningstjenesten i 1. generalkommando, n.å. fik han lignende stilling i Holsten m.m. 1856 afgik han fra ingeniørkorpset, blev kommandant på Kronborg og kar. generalmajor. -Dec. 1863 blev han atter kommandant i Fredericia hvis værker 1861 var blevet noget forbedret; men ved sin ankomst dertil blev han alligevel meget skuffet over tilstanden og indstillede at stedet blev opgivet, navnlig hvis der ikke blev tid til yderligere arbejder. Ministeriet svarede først undvigende, men befalede sidst i dec. at fæstningen skulle sættes i fuldstændig forsvarsstand. L. begyndte derefter under store vanskeligheder at sætte fæstningen i stand. I begyndelsen af marts indberettede han at tilstanden endnu var sådan at et voldsomt angreb muligvis kunne lykkes, men tilrådede dog forsvar hvis besætningen blev forøget, hvad også skete. Den 20. og 21.3. var østrigerne rykket så nær ind at de kunne åbne beskydning med let skyts som dog havde ringe virkning; en opfordring til L. om overgivelse afvistes, hvorpå østrigerne gik noget tilbage. Sidst i måneden overvejede han med den daværende store styrke at føre et stort udfald, men hans infanteriførere afviste ganske dette. I april var Cai Hegermann-Lindencrone rykket frem til egnen om Horsens og foreslog L. et stort udfald til samarbejde med 4. division; men da var besætningen blevet formindsket, og L. turde ikke gå ind på forslaget. Efter nogen vaklen tilskrev ministeriet 23.4. overkommandoen at Fredericia burde opgives da dets "Bevarelse hverken havde militær eller politisk Betydning". Trods overkommandoens protest fastholdt ministeriet sin beslutning, og morgenen den 26. kom en officer fra overkommandoen med et brev han egenhændigt skulle afgive til L.: det var ordren til rømning. Det kom ganske bag på L. der telegrafisk fremsatte indvendinger over for ministeriet, men forgæves. Rømningen udførtes hurtigt uden at fjenden mærkede det; den 28. afgav L. kommandoen til en af regimentscheferne og tog kvarter på Fyn medtagende fæstningens nøgler. Han fandt sig med sindsro i det skete, og en dadel fra overkommandoen fordi han ikke "havde været sidste Mand til at forlade Fæstningen" synes han at have taget sig let. Ved kongens og krigsministerens besøg i fæstningen 26.3. var han blevet kar. generalløjtnant (uden at have været virkelig generalmajor). Han vendte tilbage til Kronborg hvor han forblev til han 1867 sattes à la suite i hæren, altså afskedigedet. - L. var en høj, firskåren, kraftig mand, alt andet end smuk. Han nærede en blind respekt for givne ordrer, ligesom han forlangte sine egne udført uden vaklen. Nogen behagelig overordnet har han ikke været. Familie Forældre: rådmand, senere direktør for den kgl. opfostringsstiftelse, bankkommissær, justitsråd Mathias L. (1760-1806, gift 2. gang 1806 med Frederikke (Friderica) Christine Petersen, 1774-1863) og Margrethe Matthiessen (1761-1805). Gift 22.11.1833 i Kbh. (Slotsk.) med Jutta Mangor, født 7.10.1807 i Kbh. (Helligg.), død 27.10.1894 på Frbg., d. af cand.jur., grosserer Valentin Nicolai M. (1770-1812) og Anne Marie Bang (Anne Marie Mangor, 1781-1865). Udnævnelser R. 1846. DM. 1848. K. 1849. S.K. 1867. Ikonografi Tegn. ca. 1815 og 1820. Mal. ca. 1820. Træsnit af H. P. Hansen, 1871. Tegn. af A. Jerndorff, 1891, forarbejde til mal. 1892 (Fr.borg), gengivet i træsnit s.å. af H. P. Hansen. Relief af A. Paulsen, 1899, på mindesmærke (Fredericia). Foto. Bibliografi N. Chr. Lunding: Mine forfædre II, 1944. Den dansktyske krig 1848-50, udg. Generalstaben I-III, 1867-87 (især II, 265 269f 273 275f 747-836). Berl. tid. 29.7.1871. Fædrelandet s.d. III. tid. 20.8. s.å. Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I-III, 1890-92. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). L. Koefoed i Vort forsvar 23.10. og 6.11.1892. O. Vaupell sst. 25.6.1899. V. E. Tychsen: Fortifikationsetaterne og ingeniørkorpset 1684-1893, 1893. W. G. O. Bauditz: Livserindr., 1903 154-57 165f 183-86 194f 202f o.fl.st. Th. og H. F. Ewald: En slægts hist. II, 1905 122-24. Chr. E. Reich i Danske mag. 6.r.ll, 1914 152-81. Jens Johansen: 4. division i Nørrejylland 1864, 1936 50f 90f 190-95 o.fl.st. Tags Sundeved Cai Hegermann-Lindencrone mand C. F. Hansen Ny Betydning Gluckstadts Personlig Dec Fæstningen Leksikon Bil, båd, fly m.m. Danmarks geografi og historie Erhverv, karriere og ledelse Geografi og historie It, teknik og naturvidenskab Krop, psyke og sundhed Kunst og kultur Livsstil, sport og fritid Mad og bolig Natur og miljø Samfund, jura og politik Sprog, religion og filosofi Værker Danmarks Oldtid Danmarkshistorien Dansk Biografisk Leksikon Dansk Pattedyratlas Dansk litteraturs historie Gyldendals Teaterleksikon Historien om børnelitteratur Naturen i Danmark Nordisk Mytologi Symbolleksikon Christian Lunding, Niels Christian Lunding, 19.2.1795-26.7.1871, officer. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). L. indskreves sept. 1808 som frikorporal ved et infanteriregiment, men indtrådte straks i frikorporalskolen, blev efter officerseksamen dec. 1810 sekondløjtnant, forsattes n.å. til ingeniørkorpset à la suite, tog eksamen med udmærkelse som ingeniørofficer og blev 1812 virkelig sekondløjtnant. 1815-40 var han ansat ved korpsets bygningstjeneste, deltog bl.a. i demoleringen af Glückstadts befæstning 1815-16 og ledede opførelsen (1836) af Ny artillerikaserne på Christianshavn. 1818 blev han kar., 1820 virkelig premierløjtnant, 1828 kar. kaptajn (uden anc), n.å. stabs-, 1834 virkelig kaptajn, 1841 kar. major (uden anc). Ved arbejdet på hærloven af 1842 var L. medlem af ingeniørkommissionen der fik gennemført at de to under artilleriet i Rendsborg hørende minør- og sappørkompagnier som ingeniørkompagnier henlagdes under ingeniørkorpset, og, varmt anbefalet af korpset til kongen som en udmærket officer der også havde kundskaber i civil bygningskunst, blev han 1842 chef for kompagniet i Kbh. 1844 blev han virkelig major, chef for bygningsdistrikt i Kbh., og 1846 chef for hele bygnings- og feltingeniørtjenesten der. 1848 var kan kommandør for feltingeniørerne. Dec. s.å. blev han kar. oberstløjtnant og højestbefalende ingeniørofficer i Jylland. Da man 1848 havde skønnet at Fredericia ikke kunne forsvares var stedet blevet rømmet; men den påfølgende vinter befaledes det at fæstningen skulle sættes i forsvarsstand, og i febr. kom L. til byen og satte de første arbejder i gang. Da felttoget åbnedes var det endnu uafgjort om Fredericia skulle forsvares eller rømmes; men da felttoget i Sundeved afbrødes udnævntes L. 8.4. til kommandant; krigsminister C. F. Hansen mente at fæstningen nu kunne forsvares, og L. anbefalede det. Krigsministeren, der var klassekammerat med L. fra frikorporalskolen, havde valgt rigtigt; L. var en handlingens mand. Den 29.6. opfordrede L. overkommandoen til snarest at iværksætte det store udfald og gentog hvad han tidligere havde udtalt at man måtte sprænge nettet inden snøren blev trukket til. Personlig deltog L. ikke i udfaldet 6.7.; men hans indsigtsfulde forberedelser bidrog meget til det lykkelige resultat. I maj var han blevet kar. oberst (uden anc.) og et par måneder efter virkelig oberst. - 1852 blev han dirigerende stabsofficer ved fæstningstjenesten i 1. generalkommando, n.å. fik han lignende stilling i Holsten m.m. 1856 afgik han fra ingeniørkorpset, blev kommandant på Kronborg og kar. generalmajor. -Dec. 1863 blev han atter kommandant i Fredericia hvis værker 1861 var blevet noget forbedret; men ved sin ankomst dertil blev han alligevel meget skuffet over tilstanden og indstillede at stedet blev opgivet, navnlig hvis der ikke blev tid til yderligere arbejder. Ministeriet svarede først undvigende, men befalede sidst i dec. at fæstningen skulle sættes i fuldstændig forsvarsstand. L. begyndte derefter under store vanskeligheder at sætte fæstningen i stand. I begyndelsen af marts indberettede han at tilstanden endnu var sådan at et voldsomt angreb muligvis kunne lykkes, men tilrådede dog forsvar hvis besætningen blev forøget, hvad også skete. Den 20. og 21.3. var østrigerne rykket så nær ind at de kunne åbne beskydning med let skyts som dog havde ringe virkning; en opfordring til L. om overgivelse afvistes, hvorpå østrigerne gik noget tilbage. Sidst i måneden overvejede han med den daværende store styrke at føre et stort udfald, men hans infanteriførere afviste ganske dette. I april var Cai Hegermann-Lindencrone rykket frem til egnen om Horsens og foreslog L. et stort udfald til samarbejde med 4. division; men da var besætningen blevet formindsket, og L. turde ikke gå ind på forslaget. Efter nogen vaklen tilskrev ministeriet 23.4. overkommandoen at Fredericia burde opgives da dets "Bevarelse hverken havde militær eller politisk Betydning". Trods overkommandoens protest fastholdt ministeriet sin beslutning, og morgenen den 26. kom en officer fra overkommandoen med et brev han egenhændigt skulle afgive til L.: det var ordren til rømning. Det kom ganske bag på L. der telegrafisk fremsatte indvendinger over for ministeriet, men forgæves. Rømningen udførtes hurtigt uden at fjenden mærkede det; den 28. afgav L. kommandoen til en af regimentscheferne og tog kvarter på Fyn medtagende fæstningens nøgler. Han fandt sig med sindsro i det skete, og en dadel fra overkommandoen fordi han ikke "havde været sidste Mand til at forlade Fæstningen" synes han at have taget sig let. Ved kongens og krigsministerens besøg i fæstningen 26.3. var han blevet kar. generalløjtnant (uden at have været virkelig generalmajor). Han vendte tilbage til Kronborg hvor han forblev til han 1867 sattes à la suite i hæren, altså afskedigedet. - L. var en høj, firskåren, kraftig mand, alt andet end smuk. Han nærede en blind respekt for givne ordrer, ligesom han forlangte sine egne udført uden vaklen. Nogen behagelig overordnet har han ikke været. Familie Forældre: rådmand, senere direktør for den kgl. opfostringsstiftelse, bankkommissær, justitsråd Mathias L. (1760-1806, gift 2. gang 1806 med Frederikke (Friderica) Christine Petersen, 1774-1863) og Margrethe Matthiessen (1761-1805). Gift 22.11.1833 i Kbh. (Slotsk.) med Jutta Mangor, født 7.10.1807 i Kbh. (Helligg.), død 27.10.1894 på Frbg., d. af cand.jur., grosserer Valentin Nicolai M. (1770-1812) og Anne Marie Bang (Anne Marie Mangor, 1781-1865). Udnævnelser R. 1846. DM. 1848. K. 1849. S.K. 1867. Ikonografi Tegn. ca. 1815 og 1820. Mal. ca. 1820. Træsnit af H. P. Hansen, 1871. Tegn. af A. Jerndorff, 1891, forarbejde til mal. 1892 (Fr.borg), gengivet i træsnit s.å. af H. P. Hansen. Relief af A. Paulsen, 1899, på mindesmærke (Fredericia). Foto. Bibliografi N. Chr. Lunding: Mine forfædre II, 1944. Den dansktyske krig 1848-50, udg. Generalstaben I-III, 1867-87 (især II, 265 269f 273 275f 747-836). Berl. tid. 29.7.1871. Fædrelandet s.d. III. tid. 20.8. s.å. Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I-III, 1890-92. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). L. Koefoed i Vort forsvar 23.10. og 6.11.1892. O. Vaupell sst. 25.6.1899. V. E. Tychsen: Fortifikationsetaterne og ingeniørkorpset 1684-1893, 1893. W. G. O. Bauditz: Livserindr., 1903 154-57 165f 183-86 194f 202f o.fl.st. Th. og H. F. Ewald: En slægts hist. II, 1905 122-24. Chr. E. Reich i Danske mag. 6.r.ll, 1914 152-81. Jens Johansen: 4. division i Nørrejylland 1864, 1936 50f 90f 190-95 o.fl.st. Tags Sundeved Cai Hegermann-Lindencrone mand C. F. Hansen Ny Betydning Gluckstadts Personlig Dec Fæstningen Leksikon Bil, båd, fly m.m. Danmarks geografi og historie Erhverv, karriere og ledelse Geografi og historie It, teknik og naturvidenskab Krop, psyke og sundhed Kunst og kultur Livsstil, sport og fritid Mad og bolig Natur og miljø Samfund, jura og politik Sprog, religion og filosofi Værker Danmarks Oldtid Danmarkshistorien Dansk Biografisk Leksikon Dansk Pattedyratlas Dansk litteraturs historie Gyldendals Teaterleksikon Historien om børnelitteratur Naturen i Danmark Nordisk Mytologi Symbolleksikon Christian Lunding, Niels Christian Lunding, 19.2.1795-26.7.1871, officer. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). L. indskreves sept. 1808 som frikorporal ved et infanteriregiment, men indtrådte straks i frikorporalskolen, blev efter officerseksamen dec. 1810 sekondløjtnant, forsattes n.å. til ingeniørkorpset à la suite, tog eksamen med udmærkelse som ingeniørofficer og blev 1812 virkelig sekondløjtnant. 1815-40 var han ansat ved korpsets bygningstjeneste, deltog bl.a. i demoleringen af Glückstadts befæstning 1815-16 og ledede opførelsen (1836) af Ny artillerikaserne på Christianshavn. 1818 blev han kar., 1820 virkelig premierløjtnant, 1828 kar. kaptajn (uden anc), n.å. stabs-, 1834 virkelig kaptajn, 1841 kar. major (uden anc). Ved arbejdet på hærloven af 1842 var L. medlem af ingeniørkommissionen der fik gennemført at de to under artilleriet i Rendsborg hørende minør- og sappørkompagnier som ingeniørkompagnier henlagdes under ingeniørkorpset, og, varmt anbefalet af korpset til kongen som en udmærket officer der også havde kundskaber i civil bygningskunst, blev han 1842 chef for kompagniet i Kbh. 1844 blev han virkelig major, chef for bygningsdistrikt i Kbh., og 1846 chef for hele bygnings- og feltingeniørtjenesten der. 1848 var kan kommandør for feltingeniørerne. Dec. s.å. blev han kar. oberstløjtnant og højestbefalende ingeniørofficer i Jylland. Da man 1848 havde skønnet at Fredericia ikke kunne forsvares var stedet blevet rømmet; men den påfølgende vinter befaledes det at fæstningen skulle sættes i forsvarsstand, og i febr. kom L. til byen og satte de første arbejder i gang. Da felttoget åbnedes var det endnu uafgjort om Fredericia skulle forsvares eller rømmes; men da felttoget i Sundeved afbrødes udnævntes L. 8.4. til kommandant; krigsminister C. F. Hansen mente at fæstningen nu kunne forsvares, og L. anbefalede det. Krigsministeren, der var klassekammerat med L. fra frikorporalskolen, havde valgt rigtigt; L. var en handlingens mand. Den 29.6. opfordrede L. overkommandoen til snarest at iværksætte det store udfald og gentog hvad han tidligere havde udtalt at man måtte sprænge nettet inden snøren blev trukket til. Personlig deltog L. ikke i udfaldet 6.7.; men hans indsigtsfulde forberedelser bidrog meget til det lykkelige resultat. I maj var han blevet kar. oberst (uden anc.) og et par måneder efter virkelig oberst. - 1852 blev han dirigerende stabsofficer ved fæstningstjenesten i 1. generalkommando, n.å. fik han lignende stilling i Holsten m.m. 1856 afgik han fra ingeniørkorpset, blev kommandant på Kronborg og kar. generalmajor. -Dec. 1863 blev han atter kommandant i Fredericia hvis værker 1861 var blevet noget forbedret; men ved sin ankomst dertil blev han alligevel meget skuffet over tilstanden og indstillede at stedet blev opgivet, navnlig hvis der ikke blev tid til yderligere arbejder. Ministeriet svarede først undvigende, men befalede sidst i dec. at fæstningen skulle sættes i fuldstændig forsvarsstand. L. begyndte derefter under store vanskeligheder at sætte fæstningen i stand. I begyndelsen af marts indberettede han at tilstanden endnu var sådan at et voldsomt angreb muligvis kunne lykkes, men tilrådede dog forsvar hvis besætningen blev forøget, hvad også skete. Den 20. og 21.3. var østrigerne rykket så nær ind at de kunne åbne beskydning med let skyts som dog havde ringe virkning; en opfordring til L. om overgivelse afvistes, hvorpå østrigerne gik noget tilbage. Sidst i måneden overvejede han med den daværende store styrke at føre et stort udfald, men hans infanteriførere afviste ganske dette. I april var Cai Hegermann-Lindencrone rykket frem til egnen om Horsens og foreslog L. et stort udfald til samarbejde med 4. division; men da var besætningen blevet formindsket, og L. turde ikke gå ind på forslaget. Efter nogen vaklen tilskrev ministeriet 23.4. overkommandoen at Fredericia burde opgives da dets "Bevarelse hverken havde militær eller politisk Betydning". Trods overkommandoens protest fastholdt ministeriet sin beslutning, og morgenen den 26. kom en officer fra overkommandoen med et brev han egenhændigt skulle afgive til L.: det var ordren til rømning. Det kom ganske bag på L. der telegrafisk fremsatte indvendinger over for ministeriet, men forgæves. Rømningen udførtes hurtigt uden at fjenden mærkede det; den 28. afgav L. kommandoen til en af regimentscheferne og tog kvarter på Fyn medtagende fæstningens nøgler. Han fandt sig med sindsro i det skete, og en dadel fra overkommandoen fordi han ikke "havde været sidste Mand til at forlade Fæstningen" synes han at have taget sig let. Ved kongens og krigsministerens besøg i fæstningen 26.3. var han blevet kar. generalløjtnant (uden at have været virkelig generalmajor). Han vendte tilbage til Kronborg hvor han forblev til han 1867 sattes à la suite i hæren, altså afskedigedet. - L. var en høj, firskåren, kraftig mand, alt andet end smuk. Han nærede en blind respekt for givne ordrer, ligesom han forlangte sine egne udført uden vaklen. Nogen behagelig overordnet har han ikke været. Familie Forældre: rådmand, senere direktør for den kgl. opfostringsstiftelse, bankkommissær, justitsråd Mathias L. (1760-1806, gift 2. gang 1806 med Frederikke (Friderica) Christine Petersen, 1774-1863) og Margrethe Matthiessen (1761-1805). Gift 22.11.1833 i Kbh. (Slotsk.) med Jutta Mangor, født 7.10.1807 i Kbh. (Helligg.), død 27.10.1894 på Frbg., d. af cand.jur., grosserer Valentin Nicolai M. (1770-1812) og Anne Marie Bang (Anne Marie Mangor, 1781-1865). Udnævnelser R. 1846. DM. 1848. K. 1849. S.K. 1867. Ikonografi Tegn. ca. 1815 og 1820. Mal. ca. 1820. Træsnit af H. P. Hansen, 1871. Tegn. af A. Jerndorff, 1891, forarbejde til mal. 1892 (Fr.borg), gengivet i træsnit s.å. af H. P. Hansen. Relief af A. Paulsen, 1899, på mindesmærke (Fredericia). Foto. Bibliografi N. Chr. Lunding: Mine forfædre II, 1944. Den dansktyske krig 1848-50, udg. Generalstaben I-III, 1867-87 (især II, 265 269f 273 275f 747-836). Berl. tid. 29.7.1871. Fædrelandet s.d. III. tid. 20.8. s.å. Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I-III, 1890-92. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). L. Koefoed i Vort forsvar 23.10. og 6.11.1892. O. Vaupell sst. 25.6.1899. V. E. Tychsen: Fortifikationsetaterne og ingeniørkorpset 1684-1893, 1893. W. G. O. Bauditz: Livserindr., 1903 154-57 165f 183-86 194f 202f o.fl.st. Th. og H. F. Ewald: En slægts hist. II, 1905 122-24. Chr. E. Reich i Danske mag. 6.r.ll, 1914 152-81. Jens Johansen: 4. division i Nørrejylland 1864, 1936 50f 90f 190-95 o.fl.st. Tags Sundeved Cai Hegermann-Lindencrone mand C. F. Hansen Ny Betydning Gluckstadts Personlig Dec Fæstningen Leksikon Bil, båd, fly m.m. Danmarks geografi og historie Erhverv, karriere og ledelse Geografi og historie It, teknik og naturvidenskab Krop, psyke og sundhed Kunst og kultur Livsstil, sport og fritid Mad og bolig Natur og miljø Samfund, jura og politik Sprog, religion og filosofi Værker Danmarks Oldtid Danmarkshistorien Dansk Biografisk Leksikon Dansk Pattedyratlas Dansk litteraturs historie Gyldendals Teaterleksikon Historien om børnelitteratur Naturen i Danmark Nordisk Mytologi Symbolleksikon Christian Lunding, Niels Christian Lunding, 19.2.1795-26.7.1871, officer. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). L. indskreves sept. 1808 som frikorporal ved et infanteriregiment, men indtrådte straks i frikorporalskolen, blev efter officerseksamen dec. 1810 sekondløjtnant, forsattes n.å. til ingeniørkorpset à la suite, tog eksamen med udmærkelse som ingeniørofficer og blev 1812 virkelig sekondløjtnant. 1815-40 var han ansat ved korpsets bygningstjeneste, deltog bl.a. i demoleringen af Glückstadts befæstning 1815-16 og ledede opførelsen (1836) af Ny artillerikaserne på Christianshavn. 1818 blev han kar., 1820 virkelig premierløjtnant, 1828 kar. kaptajn (uden anc), n.å. stabs-, 1834 virkelig kaptajn, 1841 kar. major (uden anc). Ved arbejdet på hærloven af 1842 var L. medlem af ingeniørkommissionen der fik gennemført at de to under artilleriet i Rendsborg hørende minør- og sappørkompagnier som ingeniørkompagnier henlagdes under ingeniørkorpset, og, varmt anbefalet af korpset til kongen som en udmærket officer der også havde kundskaber i civil bygningskunst, blev han 1842 chef for kompagniet i Kbh. 1844 blev han virkelig major, chef for bygningsdistrikt i Kbh., og 1846 chef for hele bygnings- og feltingeniørtjenesten der. 1848 var kan kommandør for feltingeniørerne. Dec. s.å. blev han kar. oberstløjtnant og højestbefalende ingeniørofficer i Jylland. Da man 1848 havde skønnet at Fredericia ikke kunne forsvares var stedet blevet rømmet; men den påfølgende vinter befaledes det at fæstningen skulle sættes i forsvarsstand, og i febr. kom L. til byen og satte de første arbejder i gang. Da felttoget åbnedes var det endnu uafgjort om Fredericia skulle forsvares eller rømmes; men da felttoget i Sundeved afbrødes udnævntes L. 8.4. til kommandant; krigsminister C. F. Hansen mente at fæstningen nu kunne forsvares, og L. anbefalede det. Krigsministeren, der var klassekammerat med L. fra frikorporalskolen, havde valgt rigtigt; L. var en handlingens mand. Den 29.6. opfordrede L. overkommandoen til snarest at iværksætte det store udfald og gentog hvad han tidligere havde udtalt at man måtte sprænge nettet inden snøren blev trukket til. Personlig deltog L. ikke i udfaldet 6.7.; men hans indsigtsfulde forberedelser bidrog meget til det lykkelige resultat. I maj var han blevet kar. oberst (uden anc.) og et par måneder efter virkelig oberst. - 1852 blev han dirigerende stabsofficer ved fæstningstjenesten i 1. generalkommando, n.å. fik han lignende stilling i Holsten m.m. 1856 afgik han fra ingeniørkorpset, blev kommandant på Kronborg og kar. generalmajor. -Dec. 1863 blev han atter kommandant i Fredericia hvis værker 1861 var blevet noget forbedret; men ved sin ankomst dertil blev han alligevel meget skuffet over tilstanden og indstillede at stedet blev opgivet, navnlig hvis der ikke blev tid til yderligere arbejder. Ministeriet svarede først undvigende, men befalede sidst i dec. at fæstningen skulle sættes i fuldstændig forsvarsstand. L. begyndte derefter under store vanskeligheder at sætte fæstningen i stand. I begyndelsen af marts indberettede han at tilstanden endnu var sådan at et voldsomt angreb muligvis kunne lykkes, men tilrådede dog forsvar hvis besætningen blev forøget, hvad også skete. Den 20. og 21.3. var østrigerne rykket så nær ind at de kunne åbne beskydning med let skyts som dog havde ringe virkning; en opfordring til L. om overgivelse afvistes, hvorpå østrigerne gik noget tilbage. Sidst i måneden overvejede han med den daværende store styrke at føre et stort udfald, men hans infanteriførere afviste ganske dette. I april var Cai Hegermann-Lindencrone rykket frem til egnen om Horsens og foreslog L. et stort udfald til samarbejde med 4. division; men da var besætningen blevet formindsket, og L. turde ikke gå ind på forslaget. Efter nogen vaklen tilskrev ministeriet 23.4. overkommandoen at Fredericia burde opgives da dets "Bevarelse hverken havde militær eller politisk Betydning". Trods overkommandoens protest fastholdt ministeriet sin beslutning, og morgenen den 26. kom en officer fra overkommandoen med et brev han egenhændigt skulle afgive til L.: det var ordren til rømning. Det kom ganske bag på L. der telegrafisk fremsatte indvendinger over for ministeriet, men forgæves. Rømningen udførtes hurtigt uden at fjenden mærkede det; den 28. afgav L. kommandoen til en af regimentscheferne og tog kvarter på Fyn medtagende fæstningens nøgler. Han fandt sig med sindsro i det skete, og en dadel fra overkommandoen fordi han ikke "havde været sidste Mand til at forlade Fæstningen" synes han at have taget sig let. Ved kongens og krigsministerens besøg i fæstningen 26.3. var han blevet kar. generalløjtnant (uden at have været virkelig generalmajor). Han vendte tilbage til Kronborg hvor han forblev til han 1867 sattes à la suite i hæren, altså afskedigedet. - L. var en høj, firskåren, kraftig mand, alt andet end smuk. Han nærede en blind respekt for givne ordrer, ligesom han forlangte sine egne udført uden vaklen. Nogen behagelig overordnet har han ikke været. Familie Forældre: rådmand, senere direktør for den kgl. opfostringsstiftelse, bankkommissær, justitsråd Mathias L. (1760-1806, gift 2. gang 1806 med Frederikke (Friderica) Christine Petersen, 1774-1863) og Margrethe Matthiessen (1761-1805). Gift 22.11.1833 i Kbh. (Slotsk.) med Jutta Mangor, født 7.10.1807 i Kbh. (Helligg.), død 27.10.1894 på Frbg., d. af cand.jur., grosserer Valentin Nicolai M. (1770-1812) og Anne Marie Bang (Anne Marie Mangor, 1781-1865). Udnævnelser R. 1846. DM. 1848. K. 1849. S.K. 1867. Ikonografi Tegn. ca. 1815 og 1820. Mal. ca. 1820. Træsnit af H. P. Hansen, 1871. Tegn. af A. Jerndorff, 1891, forarbejde til mal. 1892 (Fr.borg), gengivet i træsnit s.å. af H. P. Hansen. Relief af A. Paulsen, 1899, på mindesmærke (Fredericia). Foto. Bibliografi N. Chr. Lunding: Mine forfædre II, 1944. Den dansktyske krig 1848-50, udg. Generalstaben I-III, 1867-87 (især II, 265 269f 273 275f 747-836). Berl. tid. 29.7.1871. Fædrelandet s.d. III. tid. 20.8. s.å. Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I-III, 1890-92. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). L. Koefoed i Vort forsvar 23.10. og 6.11.1892. O. Vaupell sst. 25.6.1899. V. E. Tychsen: Fortifikationsetaterne og ingeniørkorpset 1684-1893, 1893. W. G. O. Bauditz: Livserindr., 1903 154-57 165f 183-86 194f 202f o.fl.st. Th. og H. F. Ewald: En slægts hist. II, 1905 122-24. Chr. E. Reich i Danske mag. 6.r.ll, 1914 152-81. Jens Johansen: 4. division i Nørrejylland 1864, 1936 50f 90f 190-95 o.fl.st. Tags Sundeved Cai Hegermann-Lindencrone mand C. F. Hansen Ny Betydning Gluckstadts Personlig Dec Fæstningen Leksikon Bil, båd, fly m.m. Danmarks geografi og historie Erhverv, karriere og ledelse Geografi og historie It, teknik og naturvidenskab Krop, psyke og sundhed Kunst og kultur Livsstil, sport og fritid Mad og bolig Natur og miljø Samfund, jura og politik Sprog, religion og filosofi Værker Danmarks Oldtid Danmarkshistorien Dansk Biografisk Leksikon Dansk Pattedyratlas Dansk litteraturs historie Gyldendals Teaterleksikon Historien om børnelitteratur Naturen i Danmark Nordisk Mytologi Symbolleksikon |
| Beskrivelse | Niels Christian Lunding af Martin Mauritzen, studentermedhjælper Niels Christian Lunding var kommandant for Fredericia Fæstning under de to Slesvigske Krige. Han huskes mest for sin succes under Første Slesvigske Krig (1848-1851), hvor istandsættelsen lykkedes på trods af næsten umulige odds. Niels Christian Lunding blev født i 1795 i København. I en ung alder begyndte han sin militære karriere, hvor han i 1808 indtrådte på frikorporalskolen. Efterfølgende blev han en del af ingeniørkorpsets bygningstjeneste, hvor han tjente i Holsten. Mellem 1818 og 1841 steg Lunding i graderne. Da Første Slesvigske Krig brød ud i 1848, deltog Lunding i flere af de indledende kampe. Ved udbruddet af krigen rømmede man Fredericia Fæstning, da den danske regering skønnede at den var i for dårlig stand til at kunne forsvares. Eftersom der ikke var nogen tilbage til at forsvare fæstningen, rykkede preussiske tropper under ledelse af general Wrangel ind i Fredericia. Byen var under preussisk kontrol indtil stormagterne England og Rusland pressede det preussiske rige til at trække Wrangel ud af byen. Den efterfølgende vinter ønskede den danske regering at sætte Fredericia i forsvarsstand. Krigsminister C.F. Hansen, der var en af Lundings gamle kammerater fra frikorporalskolen, foreslog, at Lunding var den rette til opgaven. Fra februar 1849 begyndte Lunding sin istandsættelse af voldene. 3.000 mand blev sat til at arbejde på volden dag og nat. Efterfølgende mente man, at Lunding havde gjort så godt et arbejde, at det blev besluttet fæstningen var værd at forsvare. Dette skulle hurtigt blive nødvendigt, da fjendens hær i maj 1849 nærmede sig Fredericia. Den preussiske general Bonin ankom med sin armé på 14.000 mand, og havde til hensigt at erobre fæstningen. Det blev dog til en langvarig belejring, med tilhørende bombardement af volden og byen. Selv om store dele af byen blev ødelagt var Bonins bombardement en fiasko – fæstningen holdt stand. Hele belejringen endte med den danske hærs udfald den 6. juli 1849. Succesen skyldtes i høj grad Lundings indsats, der blev veldekoreret med hædersbevisninger. Efter krigen fik Lunding tildelt et nyt erhverv som dirigerende stabsofficer for fæstningstjenesten i Danmark, og i Holsten fik han en lignende titel. I 1856 afgik han fra ingeniørkorpset og blev kommandant for Kronborg, en titel han besad indtil Anden Slesvigske Krig i 1864 I 1864 var Danmark endnu engang i krig mod Preussen, der denne gang var støttet af Østrig-Ungarn. Nogle måneder forinden krigens start, i december 1863, besluttede den danske regering, at Fredericia igen skulle sættes i krigsberedskab. Regeringen havde den opfattelse, at Lunding var den eneste der kunne genskabe succesen fra 1849. Problemet var dog at Lunding, der nu var 69 år, ikke havde nogen interesse i at genoptage sit gamle erhverv, men som Lunding dog altid gjorde, parerede han ordrer. Da han ankom til Fredericia blev han dog dybt skuffet over den tilstand volden var forfaldet til. Sammen med Dybbølskansen var Fredericia nemlig blevet udsultet i forsvarsbudgetterne, og selv om man var begyndt på renovering af fæstningsværket allerede i 1861, var det ganske lidt som var kampklart. Derfor indstillede Lunding, at Fredericia skulle opgives, men han blev ignoreret. Regeringens ville have fæstningen kampklar. I bidende kulde knoklede Lunding og de 1.500 mand han fik stillet til rådighed med at få gjort fæstningen klar, hvilket lykkedes i løbet af de næste måneder. Han påpegede dog, at volden ikke kunne klare et voldsomt angreb. Desværre havde processen tæret hårdt på ham, og samtidigt forværredes situationen af, at Dannevirke var blevet rømmet, og at tropper derfra i uorden og kaos ankom til Dybbøl og Fredericia. Til sidst blev det for meget for Lunding og den 9. februar nedlagde han sit embede, da han følte, han manglede kræfter til det. Han ombestemte sig dog dagen efter. Sidst i marts begyndte østrigerne at rykke op i Danmark nær Fredericia, hvor det blev til nogle få udfald imellem de to parter. Fjenden begyndte en belejring af Fredericia, der på trods af beskydning af fæstningen, ikke led stor skade. Flere gange blev der gjort overvejelser om et muligt udfald mod fjenden, men Lunding holdt sine mænd tilbage. Efter Slaget ved Dybbøl sendte krigsministeren den 23. april et brev til den danske overkommando, der i korte træk beordrede Fredericias rømning idet fæstningen ikke længere besad militær eller politisk betydning. Denne udmelding kom som en overraskelse for stort set alle. Hverken overkommandoen eller Lunding vidste præcis, hvad de skulle stille op, da fæstningen for dem var Jyllands eneste håb for en komplet preussisk besættelse. Lunding selv forhørte sig om hvordan og hvorledes en sådan rømning skulle foregå. Hvor lang tid skulle den strække sig over og skulle han overgive sig hvis fjenden angreb, eller skulle han gøre modstand? Svaret fra krigsministeren var undvigende, men til sidst blev der meldt ud i sådan et tilfælde skulle Lunding bare overgive sig. Lunding hvad der blev bedt af ham, kampen var tabt. Den 28. april var Fredericia rømmet. Efter krigen vendte Lunding tilbage til Kronborg, hvor han forblev indtil sin afsked i 1867. Han døde fire år efter. Lundings var pertentlig, ufravigelig i sine krav og respekteret blandt sine mænd – om end ikke populær. Begge istandsættelser af Fredericia Fæstning viser samtidig en energisk og slidstærk person. Af natur var han tro og fulgte sine ordrer blindt, som rømningen i 1864 også viser. Ligeledes ønskede Lunding selv, at hans egne ordrer blev udført uden at der blev stillet spørgsmål til dem. Det er med denne hårdhed, at han var i stand til at gøre fæstningen kampklar og holdbar mod fjenden både i 1849 og 1864. I eftertiden blev han husket for den mand der ikke én, men to gange forsvarede Fredericia mod fjenden |
| Dåb | Note: http://da.wikipedia.org/wiki/Trinitatis_Kirke_(K%C3%B8benhavns_Kommune) |
|---|---|
| Family census | Kronborg Slot Kronborg fik sit navn i 1577 af Kong Frederik II, men historien går helt tilbage til 1420'erne, hvor Erik af Pommern opførte den stærkt befæstede borg "Krogen". Herfra kontrollerede kongens mænd skibsfarten i Øresund og indkasserede den upopulære Øresundstold. Frederik II gennemførte i årene 1574-85 den afgørende fornyelse af stedet. Ovenpå den forældede borg byggede han et prægtigt renæssance-slot med tårne og spir og udsmykkede det med søjler og skulpturer. Han var påvirket af de europæiske fyrster, for hvem rigdom snarere end militær styrke var blevet symbolet på magt. Den 25. september 1629 hærgedes slottet af en brand, som kun slotskirken overlevede. Christian IV genopbyggede slottet og foretog moderniseringer og omfattende nyudsmykninger i barokstil. I september 1658 blev Kronborg bombarderet og indtaget af svenskerne, som tog mange kostbare kunstskatte som krigsbytte - heriblandt en fantastisk, ornamenteret fontæne fra Frederik II's tid. I årene herefter byggede man på de ydre fæstningsværker, og i 1690 anlagde Christian V Kronværket som et avanceret forsvar mod angreb fra landsiden. Fra denne tid beboedes slottet stort set ikke af de kongelige, og i 1785 indrettede militæret det til kaserne. Adskillige rum blev ombygget, men efter at militæret havde forladt slottet i 1923, blev det gennemgribende restaureret og genopbygget som i Frederik II's og Christian IV's dage. I dag er Kronborg Slot mest af alt en af Danmarks vigtigste kulturhistoriske seværdigheder: udefra et betagende syn som den blanding af elegant kongeslot og brutal militær fæstning, det er. Indefra et vidnesbyrd om renæssancens og barokkens kunstneriske udtryksmåde som baggrund for den kongelige levevis. Kongens og Dronningens Kammer på 2. etage har sammen med en række betydningsfulde rum på 3. etage, bl.a. den imponerende Dansesal, været åbne for publikum siden 1938. Også den velbevarede slotskirke er meget seværdig, og i kasematterne under slottet kan man besøge gipsfiguren af den sovende Holger Danske, som ifølge legenden vågner op til dåd, i det øjeblik Danmark trues af en ydre fjende. Kongehuset benytter af og til Kronborg Slot til repræsentative arrangementer. Slottet har bl.a. været benyttet i forbindelse med regentparrets sølvbryllupsfest i juni 1992 samt ved Kong Konstantin og Dronning Anne-Marie's sølvbryllup i 1989. Kanonerne ved Kronborg skyder salut på kongelige mærkedage, og når Kongeskibet Dannebrog passerer i Øresund. |
| Begravelse | http://danmarkskirker.natmus.dk/koebenhavn-by/garnisonskirken/ http://da.wikipedia.org/wiki/Garnisons_Kirke |
| Medie objekt | Kilde: Fredericias historie: Dansk officer, født i København 19. februar 1795 som søn af justitsråd, bankkommisær Matthias Lunding. Lunding begyndte sin tidlige militære løbebane som frikorporal og blev i 1810, som 15 årig, sekondløjtnant ved Kongens Regiment. 1812 kom han til ingeniørkorpset. 1815-40 var han ansat ved korpsets bygnings- og fæstningstjeneste, dels i Holsten, dels i København. I 1820 forfremmedes han til premierløjtnant, i 1829 til stabskaptajn. Den 22. november 1833 giftede han sig med frk. Jutta Mangor, født 7. okt. 1807, død 27. Okt. 1894, datter af cand. jur., grosserer Valentin Nicolai Mangor (1770-1812) og Anne Marie født Bang (1781-1865). I 1834 blev han kaptajn og 1841 major. I 1842 udnævntes han til chef for 1. ingeniørkompagni, (2. Ingeniørkompagni sluttede sig i 1848 til oprørshæren) men kom 1844 atter tilbage til bygningsvæsnet (2. distrikt), medens han 1848 var fæstningsingeniør for København, hvor han ledede udførelsen af forskellige forsvarsarbejder. Kort efter krigsudbruddet i 1848 blev han kommandør for feltingeniørdetachementet og deltog i slaget ved Slesvig samt i kampene ved Nybøl og Dybbøl, hvorefter han forfremmedes til oberstløjtnant. |
| Medie objekt | Kronborg Slot Kronborg fik sit navn i 1577 af Kong Frederik II, men historien går helt tilbage til 1420'erne, hvor Erik af Pommern opførte den stærkt befæstede borg "Krogen". Herfra kontrollerede kongens mænd skibsfarten i Øresund og indkasserede den upopulære Øresundstold. Frederik II gennemførte i årene 1574-85 den afgørende fornyelse af stedet. Ovenpå den forældede borg byggede han et prægtigt renæssance-slot med tårne og spir og udsmykkede det med søjler og skulpturer. Han var påvirket af de europæiske fyrster, for hvem rigdom snarere end militær styrke var blevet symbolet på magt. Den 25. september 1629 hærgedes slottet af en brand, som kun slotskirken overlevede. Christian IV genopbyggede slottet og foretog moderniseringer og omfattende nyudsmykninger i barokstil. I september 1658 blev Kronborg bombarderet og indtaget af svenskerne, som tog mange kostbare kunstskatte som krigsbytte - heriblandt en fantastisk, ornamenteret fontæne fra Frederik II's tid. I årene herefter byggede man på de ydre fæstningsværker, og i 1690 anlagde Christian V Kronværket som et avanceret forsvar mod angreb fra landsiden. Fra denne tid beboedes slottet stort set ikke af de kongelige, og i 1785 indrettede militæret det til kaserne. Adskillige rum blev ombygget, men efter at militæret havde forladt slottet i 1923, blev det gennemgribende restaureret og genopbygget som i Frederik II's og Christian IV's dage. I dag er Kronborg Slot mest af alt en af Danmarks vigtigste kulturhistoriske seværdigheder: udefra et betagende syn som den blanding af elegant kongeslot og brutal militær fæstning, det er. Indefra et vidnesbyrd om renæssancens og barokkens kunstneriske udtryksmåde som baggrund for den kongelige levevis. Kongens og Dronningens Kammer på 2. etage har sammen med en række betydningsfulde rum på 3. etage, bl.a. den imponerende Dansesal, været åbne for publikum siden 1938. Også den velbevarede slotskirke er meget seværdig, og i kasematterne under slottet kan man besøge gipsfiguren af den sovende Holger Danske, som ifølge legenden vågner op til dåd, i det øjeblik Danmark trues af en ydre fjende. Kongehuset benytter af og til Kronborg Slot til repræsentative arrangementer. Slottet har bl.a. været benyttet i forbindelse med regentparrets sølvbryllupsfest i juni 1992 samt ved Kong Konstantin og Dronning Anne-Marie's sølvbryllup i 1989. Kanonerne ved Kronborg skyder salut på kongelige mærkedage, og når Kongeskibet Dannebrog passerer i Øresund. |