Grass Roots

Stettinstræde 11 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Matrikel nr. 53

Jan Pietersen Siebrandt og hustru Grith Bærentsdatter var et ældre ægtepar, der var flyttet hertil fra Store Magleby engang i slutningen af 1600-tallet med deres fire døtre.

Den ældste, Ehm, blev gift med en skomager og bosat i den nordlige ende af huset (nr. 13).

Den næstældste datter Trein var gift tre gange - de to første gange med fremmede folk. Det var jo under krigen, hvor byen i perioder blev oversvømmet af fremmede bådsmænd fra orlogsflåden. Tredie gang blev Trein dog gift med en lokal, Jan Claesen Boer, fra von Ostensgade. Jan Pietersen Siebrandts døtre har nok haft en svaghed for disse orlogsmænd.

Næstyngste datter Anna fandt på denne måde en nordmand, Jesper Hansen, der var født i Kristiania og kom til at virke i mange år som skomager, først i Dragør og siden i Store Magleby.

Yngste datter Leisbeth fik først et uægte barn med en tjenestekarl, som stak af fra hende, men i 1716 fik hun sig en ægtemand ved navn Hans Hansen Greshagen, som måske godt kan lyde lidt nordisk. Da krigen var forbi flyttede de fra Dragør.

Trein og Jan Claesen Boer overtog huset. Jan var skipper. Trein havde en datter fra et tidligere ægteskab, men med Jan fik hun ingen børn.

Det gjorde Jan derimod i sit næste ægteskab efter Treins død. Fem døtre blev det til, hvoraf den næstyngste, Ehm Jansdatter, gift med lodsen Pieter Henrichsen Strømberg overtog huset. Han stammede fra Nørregade 6 og var søn af Henrich Hansen med tilnavnet Strømberg, som omkom i 1759 på St. Thomas.

Dette par fik tre børn, der blev voksne. Den yngste datter Ehm blev gift i 1811 med lodsen Niels Pedersen Magleby og overtog huset. De fik en masse børn.

Stettinstræde Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Stettinstræde hed tidligere Løvstræde.

Det højtliggende areal nord for nr. 6 kaldes Stakhaven. Det har tidligere tilhørt de to gårde i byen (Kongevejsgården og Dragørgård), men ellers har det i flere hundrede år henligget ubebygget.

Nationalmuseet foretog i 1973-75 sammen med daværende lokalarkivar Svend Jans en udgravning og fandt fem byggeperioder dækkende tiden fra ca. 1350 til ca. 1620.

Her fandt man bl.a. resterne af tre huse beliggende med gavlenderne ud til et brolagt stræde, som kan være identisk med det "Nyenstræde", som blev omtalt i 1561, hvor Frederik II forærede slotsfoged Christoffer Mogensen tre byggegrunde der.

Det ene af de udgravede huse har været et stort anseligt bindingsværkshus med kælder og fornemt udstyret med bemalede vægge, dekorerede vinduesglas og kakkelovn med glaserede kakler.

Bebyggelsen i Stettinstræde er gammel. De fleste huse har rod langt ned i 1600-tallet - dog ikke matrikel nr. 56 og 57 (Stettinstræde 5 og 7). Måske kan det tænkes, at her på dette areal tidligere har været holdeplads/vendeplads for de to gårdes arbejdskørsel til og fra Stakhaven. Det er jo ikke for ingenting, at området har dette navn.

Husets beboere i 1700-tallet Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Første beboer her var skipper Hans Jensen og hans hustru Trein Andersdatter. De var blevet gift i 1732 og havde to døtre, Marchen og Anna. Hans Jensen sejlede det meste af sin skippertid med jagten "Abrahams Offer" på 21 læster.

I 1738 klagede han over, at han var frataget "3 alen jord", som han havde købt til et brændehus af - som han påstod - fogden og schouten. Det skulle være et vådt og fugtigt sted.

Men Dragørs byforstandere og flere beboere opponerede her imod - pladsen var hverken våd eller fugtig, men en offentlig vej inde i Dragør by. Det ville man ikke tolerere. Der var 12 underskrifter på klagen - blot ikke fogdens.

I 1753 verserede en lang sag om Hans Jensens ko, som han havde på græs i Maglebylille, tilsyneladende til schoutens store irritation. Der blev brugt meget papir og blæk på denne sag. (Se bogen: "Dragør i 1700-tallet", side 200-201).

I 1766 kan man igen støde på Hans Jensens navn. Han havde, kort før pastor Gärtner i Store Magleby døde, forstrakt denne med et lån på 860 rigsdaler. og havde fået nogle møbler samt tre enge i pant for dette lån.

Disse enge havde Gärtner imidlertid aldrig fået skøde på, og han havde endvidere nogle år tidligere pantsat dem til schouten Jacob Bacher, som også netop lige var død.

Hans Jensen, der gerne ville eje disse enge, stod derfor i en penibel situation, der ikke blev bedre af, at man i Store Magleby havde den "lov", at dragørere ikke måtte eje jord i Store Magleby. Så diverse lovkyndige måtte forsøge at udrede denne sag, men det blev i hvert fald ikke til Hans Jensens fordel.

Hans Jensen og hans kone døde begge i 1776. Det blev en datterdatter Trein Pieter Schmidt, gift med styrmand, senere skipper, Peder Nielsen Magleby, der overtog deres hus. Dette pars slægt boede her gennem hele 1800-tallet.

Vognmandsgade 10 var indtil midten af 1800-tallet en del af denne ejendom.

Badstuevælen Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Pladsens navn har nok ikke noget med en badstue at gøre. I hvert fald har der aldrig ligget sådan en på stedet.

Navnet kan være inspireret af Badstuestræde i København. Mange af Dragørs gade var tidligere ”opkaldt” efter københavnske gadenavne.

I slutningen af 1700-tallet benævntes strædet langs den østlige side for Bastestræde og her lå en brønd, som kaldtes for Bastebrønden. Måske er dette navn blev misforstået som badstue-brønden. Men der har aldrig været en badstue i Dragør.

En hypotese omkring ordet "Badstue" kunne måske være, at det har noget med bearbejdning af hør at gøre. Mange af Dragørs væversker kom fra Skåne, hvor en badstue (på svensk: bastu) var et tørrehus til tørring af hør, inden den blev skættet og heglet, hvilket vil sige en forarbejdning, inden den kunne spindes og væves.

En badstue er således den svenske betegnelse for det, man på dansk kalder et brydehus. Et sådant fandtes både i Store Magleby og Sundbyvester, men om der har ligget et lige her, bliver nok umuligt at få svar på.

Betegnelsen væl, som findes i flere andre stednavne i Dragør og Store Magleby, er et gammelt nederlandsk ord for vandhul.

På Badstuevælen var der i 1700-tallet netop et stort vandfyldt hul, hvor man gravede ler til byens lerklinede huse. Graven, der i første halvdel af århundredet strakte sig et stykke ned ad nuværende Strandgade, skrumpede dog mere og mere i omfang, og må i løbet af 1800-tallet være blevet tørlagt og opfyldt.

Husene på den østlige side af Badstuevælen har rødder tilbage til 1600-tallet, mens vestsiden er bebygget i 1730'erne.

Stenkransen midt på pladsen har ikke – som nogen tror – noget med et gammelt tingsted at gøre. Stenene er sammen med træbeplatningen resultatet af foreningen Dragørs Fremme´s arbejde i begyndelsen af 1900-tallet, for at forskønne byen.

Tidligere blev Badstuevælen krydset af kørebaner, men da der i 1964 indførtes et generelt forbud mod bilkørsel i den gamle bydel, blev pladsen omlagt og fik sit nuværende udseende.