Grass Roots

Faddere: Eÿbert Andersen Genda Jansdatter Kirsten Jensdatter

Store Magleby Kirke omtales allerede i 1370 og er dermed den næstældste kirke på Amager. Der har dog ganske givet ligget en kirke - her på Amagers højeste punkt 8 meter over havet - allerede i 1200-tallet. Der er intet tilbage af den oprindelige kirke bortset fra nogen gravminder og lidt inventar.

Kirken fremtræder ikke som en almindelig dansk landsbykirke, og dens særpræg forstærkes yderligere, når man ser indskrifter på et særligt sprog både inde i kirken og udenfor. Det er de indvandrede nederlændere og deres særlige privilegier, der gør sig gældende. De fik nemlig ved deres ankomst omkring 1521 overdraget kirken. Helt indtil 1937 var det således byen, det vil sige gårdejerne, der ejede kirke og kirkegård.

Frem til 1735 foregik gudstjenesterne på det særlige sprog, som taltes i Hollænderbyen - en blanding af nederlandsk, tysk og dansk. Derefter prædikedes skiftevis på dansk og hollandsk indtil januar 1811, hvorefter der udelukkende taltes dansk.

Kirkebygningen blev fornyet og ombygget i en sådan grad i 1611, at dens særlige stil må siges at datere sig fra dette tidspunkt. Forbilledet for denne "ny" kirke synes at være fundet i Nederlandene. Om denne begivenhed vidner en lille sandstenstavle med Christian den 4.'s navnetræk på kirkens nordmur.

Kirken fik dog sit nuværende udseende ved en større ombygning i 1731, hvor muren bl.a. blev gjort lavere og vinduerne fik deres nuværende form. Også denne ombygning er mindet ved en tavle med Christian den 4.'s navnetræk. Denne sidder på østgavlen over præstedøren. Begge mindetavler er affattet på nederlandsk.

Gå en tur på den smukke kirkegård - her ligger mange generationer af Hollænderbyens slægter begravet. Talrige af de gamle gravsten beretter den særlige historie om sognets beboere med navne som Crilles, Pieter, Tønnes, Agth, Marchen eller Leudo og med efternavne som Jansen, Dirchsen, Zibrandtsen og Corneliussen.

Von Ostensgade hed tidligere Gothersgade, men omkring 1930 ved en revision af byens gadenavne blev den omdøbt.

Gadens østlige ende stammer fra engang i 1600-tallet, mens den vestlige ende først er opført omkring 1740'erne.

Gaden er ikke, som nogen måske tror, opkaldt efter en bitter, men derimod efter kancelliråd, birkedommer, birkeskriver og skrifteforvalter (1828-1860) i Amager Birk, Johan Christian von Osten, der levede fra 1791 til 1872.

Amager Birks kontor lå dengang på Christianshavn, og Von Osten boede ikke selv i Dragør. Men han skænkede et legat på 1.500 rigsdaler til værdigt trængende i Dragør og et orgel til Store Magleby Kirke.

Det er måske derfor, at man har villet mindes hans navn med en gade.

Gaden i brand Gaden blev i maj 1842 stærkt raseret af en brand, der opstod på hjørnet af Slippen og Von Ostensgade.

En sindsforvirret kone her satte ild til sit stråtag, og med en kraftig øst-nordøstlig blæst spredte ilden sig og lagde 12 huse i aske, både i von Ostensgade og i Chr. Mølstedsgade, helt op til Vestgrønningen.

Nogle beboere valgte at genopbygge på et af byen anvist areal bag ved skolen. Denne bebyggelse blev til gaden Nyby.

Denne side er sidst opdateret: 23 | 12 | 2014

Von Ostensgade 13

Matrikel nr. 111

Første beboere her må være Erich Pedersen og hustru Else Pedersdatter, og de var begge tilflyttere.

Erich oplyste i 1726 til sørullen, at han var født i Skåne, men senere har han dog meddelt, at han var født i Dragør. Dette er formodentlig en fejl og skal måske tolkes som et tegn på, at Erich da var blevet akklimatiseret og følte sig som dragører.

Hvor Else kom fra, vides derimod ikke. Måske er hun identisk med den Else, som i skattemandtallet i 1713 står anført som tjenestepige hos gårdmand Theis Pieter Boer på "Skrivergården" i St. Magleby, idet samme gårdmand var forlover ved Else og Erichs bryllup i 1719.

Erich Pedersen, der var født omkring 1696, blev skipper på jagten "Tre Søstre" på 12 læster og en besætning på to mand. I november 1748 lå han - sammen med skipper Dirch Jansen Jens fra von Ostensgade 27 - i Korsør havn lige neden for fæstningen. De skulle her indtage magasinkorn beregnet for søetaten.

Mens de to skippere lå her, fik de ordre fra kommandanten, oberstløjtnant Paars, til at slukke ilden i deres kabysser, da de lå for tæt på fæstningen. Herover kom de op at mundhugges, ikke blot med vagten, men også med kommandanten selv, idet de hævdede, at de adskillige gange tidligere havde ligget ved Korsør fæstning og haft "ild om bord".

Man fornemmer, hvorledes det ene ord har taget det andet - Dirch Jansen skulle have været den værste til at bruge mund. Kommandanten indgav en klage over de to skippere til krigskancelliet, der videresendte den til Danske Kancelli, hvorfra den gik til amtmanden og videre til schouten, der skulle holde et forhør over de to skippere og deres besætninger.

Det endte med, at amtmanden overfor kongen forsøgte at glatte ud - om de to skipperes "begangne forseelse ikke for denne gang måtte afsones med en liden mulkt efter deres vilkår og sagens omstændigheder, nemlig Dirch Jansen, som fornemmeligen er den, der synes mest at være skyldig, at betale 2 rigsdaler og Erich Pedersen 1 rigsdaler, hvilket kunne lære dem en anden gang bedre at opføre sig og derhos være en satisfaktion for kommandanten".

Dirch Jansen og Erich Pedersen blev således dømt til at betale henholdsvis 2 rigsdaler og 1 rigsdaler. Disse penge skulle gå til de fattige i Korsør, og byens magistrat fik påbud om at modtage og fordele dette beløb.

Erich og Else fik i 1725 en søn Peder, som formodentlig er død som barn - hans skæbne kendes ikke.

I 1733 døde Else, og godt en måned senere blev Erich trolovet med en ny kvinde, Martjen (eller Marchen) Nielsdatter, som gennem sin mor var af den dragørske Passer-slægt.

Erich og Marchen fik fire børn, men kun sønnen Pieter Erichsen (med tilnavnet Passer) nåede frem til voksenalderen. Som 19-årig blev han i 1759 udkommanderet til orlogsflåden med tjeneste på fregatten "Møen" på dets togt til Vestindien. Under dette togt døde omkring 200 mand af skibets besætning af en ukendt sygdom. Heraf var de 41 fra Dragør og bl.a. også Pieter Erichsen Passer, som døde 17. august på øen St. Thomas og blev begravet her.

Erich Pedersen døde i 1750, men året efter havde Marchen indgået nyt ægteskab med Cornelis Reiersen fra Kongevejen 6 og var flyttet der hen. Det følgende år sejlede Cornelis Reiersen med Erichs skib, "Tre Søstre". Derefter finder man Marchens broder, Peder Nielsen Passer, som skipper på fartøjet og siden hendes svoger, Wibrandt Dirchsen.

Marchen Nielsdatter døde i 1759. Hun nåede ikke at få meddelelsen om sin søns, Pieter Erichsens Passers, ulykkelige skæbne på St. Thomas.

Næste beboere må formodentllig være bytjener Lars Pedersen og hustru Inger Pedersdatter, der var blevet gift i 1749. Hun var datter af Peder Olufsen her fra byen, mens Lars var tilflytter.

Som offentlig ansat bytjener har han medvirket til optegnelser af diverse skatte-og beboerlister i byen, hvilket har givet ham mulighed for bl.a. i 1787 at "glemme" sig selv. Da det er disse lister - og deres indre sammenhæng - der er grundlaget for at kunne stedfæste byens beboere i 1700-tallet, er der derfor en vis usikkerhed med hensyn til, om Lars og Inger har boet her på stedet.

Af deres fem børn blev kun de to voksne - sønnen Peder Larsen med tilnavnet Møller blev skipper og bosatte sig på Vestgrønningen 40, mens hans søster Karen blev gift 1776 med skipper Hans Nielsen Baagøe. Inger døde i 1770, mens den 86-årige Lars døde i 1792.

Karen og Hans Nielsen Baagøe overtog på et tidspunkt huset, men hun døde allerede i 1779 og efterlod sig en søn Hans. Året efter giftede enkemanden sig med Grith Pedersdatter, en skrædderdatter fra Strandgade 19-21. Grith fødte en del børn, men kun to sønner, Jan og Peder, blev voksne. Hans Nielsen Baagøe forsvandt midt i 1790'erne, formodentlig omkommet til søs.

I 1798 giftede Grith sig med den 20 år yngre lods Rasmus Crillesen Palm, og kort tid efter flyttede familien til Chr. Mølstedsgade 7. Grith døde i 1805.

Det blev lods Jan Nielsen Kromann fra Strandgade 10 og hustru Agth Ouschersdatter, en skipperdatter fra Magstræde 6-8, der blev husets næste ejere. Jan var med i Slaget på Reden i 1801 og i kanonbådsaktionen 1808 mod den engelske orlogsbrig "The Turbulent" ude i Sundet.

Jan og Agth fik ingen børn. Efter Jans død i 1823 fik den 50-årige Agth sig en ung ægtemand, den 25-årige styrmand - senere skipper - Niels Andersen Tækker.

I 1842 oplevede Niels og Agth den store katastrofe, da deres hus nedbrændte. Selv om de fik tilbudt en gratis byggegrund i Nyby, ville de hellere genopbygge inde i byen på deres brandtomt. Det nye hus stod færdigt allerede tre måneder efter branden.

Denne side er sidst opdateret: 24 | 01 | 2009

Von Ostensgade 13

Matrikel nr. 111

Første beboere her må være Erich Pedersen og hustru Else Pedersdatter, og de var begge tilflyttere.

Erich oplyste i 1726 til sørullen, at han var født i Skåne, men senere har han dog meddelt, at han var født i Dragør. Dette er formodentlig en fejl og skal måske tolkes som et tegn på, at Erich da var blevet akklimatiseret og følte sig som dragører.

Hvor Else kom fra, vides derimod ikke. Måske er hun identisk med den Else, som i skattemandtallet i 1713 står anført som tjenestepige hos gårdmand Theis Pieter Boer på "Skrivergården" i St. Magleby, idet samme gårdmand var forlover ved Else og Erichs bryllup i 1719.

Erich Pedersen, der var født omkring 1696, blev skipper på jagten "Tre Søstre" på 12 læster og en besætning på to mand. I november 1748 lå han - sammen med skipper Dirch Jansen Jens fra von Ostensgade 27 - i Korsør havn lige neden for fæstningen. De skulle her indtage magasinkorn beregnet for søetaten.

Mens de to skippere lå her, fik de ordre fra kommandanten, oberstløjtnant Paars, til at slukke ilden i deres kabysser, da de lå for tæt på fæstningen. Herover kom de op at mundhugges, ikke blot med vagten, men også med kommandanten selv, idet de hævdede, at de adskillige gange tidligere havde ligget ved Korsør fæstning og haft "ild om bord".

Man fornemmer, hvorledes det ene ord har taget det andet - Dirch Jansen skulle have været den værste til at bruge mund. Kommandanten indgav en klage over de to skippere til krigskancelliet, der videresendte den til Danske Kancelli, hvorfra den gik til amtmanden og videre til schouten, der skulle holde et forhør over de to skippere og deres besætninger.

Det endte med, at amtmanden overfor kongen forsøgte at glatte ud - om de to skipperes "begangne forseelse ikke for denne gang måtte afsones med en liden mulkt efter deres vilkår og sagens omstændigheder, nemlig Dirch Jansen, som fornemmeligen er den, der synes mest at være skyldig, at betale 2 rigsdaler og Erich Pedersen 1 rigsdaler, hvilket kunne lære dem en anden gang bedre at opføre sig og derhos være en satisfaktion for kommandanten".

Dirch Jansen og Erich Pedersen blev således dømt til at betale henholdsvis 2 rigsdaler og 1 rigsdaler. Disse penge skulle gå til de fattige i Korsør, og byens magistrat fik påbud om at modtage og fordele dette beløb.

Erich og Else fik i 1725 en søn Peder, som formodentlig er død som barn - hans skæbne kendes ikke.

I 1733 døde Else, og godt en måned senere blev Erich trolovet med en ny kvinde, Martjen (eller Marchen) Nielsdatter, som gennem sin mor var af den dragørske Passer-slægt.

Erich og Marchen fik fire børn, men kun sønnen Pieter Erichsen (med tilnavnet Passer) nåede frem til voksenalderen. Som 19-årig blev han i 1759 udkommanderet til orlogsflåden med tjeneste på fregatten "Møen" på dets togt til Vestindien. Under dette togt døde omkring 200 mand af skibets besætning af en ukendt sygdom. Heraf var de 41 fra Dragør og bl.a. også Pieter Erichsen Passer, som døde 17. august på øen St. Thomas og blev begravet her.

Erich Pedersen døde i 1750, men året efter havde Marchen indgået nyt ægteskab med Cornelis Reiersen fra Kongevejen 6 og var flyttet der hen. Det følgende år sejlede Cornelis Reiersen med Erichs skib, "Tre Søstre". Derefter finder man Marchens broder, Peder Nielsen Passer, som skipper på fartøjet og siden hendes svoger, Wibrandt Dirchsen.

Marchen Nielsdatter døde i 1759. Hun nåede ikke at få meddelelsen om sin søns, Pieter Erichsens Passers, ulykkelige skæbne på St. Thomas.

Næste beboere må formodentllig være bytjener Lars Pedersen og hustru Inger Pedersdatter, der var blevet gift i 1749. Hun var datter af Peder Olufsen her fra byen, mens Lars var tilflytter.

Som offentlig ansat bytjener har han medvirket til optegnelser af diverse skatte-og beboerlister i byen, hvilket har givet ham mulighed for bl.a. i 1787 at "glemme" sig selv. Da det er disse lister - og deres indre sammenhæng - der er grundlaget for at kunne stedfæste byens beboere i 1700-tallet, er der derfor en vis usikkerhed med hensyn til, om Lars og Inger har boet her på stedet.

Af deres fem børn blev kun de to voksne - sønnen Peder Larsen med tilnavnet Møller blev skipper og bosatte sig på Vestgrønningen 40, mens hans søster Karen blev gift 1776 med skipper Hans Nielsen Baagøe. Inger døde i 1770, mens den 86-årige Lars døde i 1792.

Karen og Hans Nielsen Baagøe overtog på et tidspunkt huset, men hun døde allerede i 1779 og efterlod sig en søn Hans. Året efter giftede enkemanden sig med Grith Pedersdatter, en skrædderdatter fra Strandgade 19-21. Grith fødte en del børn, men kun to sønner, Jan og Peder, blev voksne. Hans Nielsen Baagøe forsvandt midt i 1790'erne, formodentlig omkommet til søs.

I 1798 giftede Grith sig med den 20 år yngre lods Rasmus Crillesen Palm, og kort tid efter flyttede familien til Chr. Mølstedsgade 7. Grith døde i 1805.

Det blev lods Jan Nielsen Kromann fra Strandgade 10 og hustru Agth Ouschersdatter, en skipperdatter fra Magstræde 6-8, der blev husets næste ejere. Jan var med i Slaget på Reden i 1801 og i kanonbådsaktionen 1808 mod den engelske orlogsbrig "The Turbulent" ude i Sundet.

Jan og Agth fik ingen børn. Efter Jans død i 1823 fik den 50-årige Agth sig en ung ægtemand, den 25-årige styrmand - senere skipper - Niels Andersen Tækker.

I 1842 oplevede Niels og Agth den store katastrofe, da deres hus nedbrændte. Selv om de fik tilbudt en gratis byggegrund i Nyby, ville de hellere genopbygge inde i byen på deres brandtomt. Det nye hus stod færdigt allerede tre måneder efter branden.

Denne side er sidst opdateret: 24 | 01 | 2009

Von Ostensgade

Von Ostensgade hed tidligere Gothersgade, men omkring 1930 ved en revision af byens gadenavne blev den omdøbt.

Gadens østlige ende stammer fra engang i 1600-tallet, mens den vestlige ende først er opført omkring 1740'erne.

Gaden er ikke, som nogen måske tror, opkaldt efter en bitter, men derimod efter kancelliråd, birkedommer, birkeskriver og skrifteforvalter (1828-1860) i Amager Birk, Johan Christian von Osten, der levede fra 1791 til 1872.

Amager Birks kontor lå dengang på Christianshavn, og Von Osten boede ikke selv i Dragør. Men han skænkede et legat på 1.500 rigsdaler til værdigt trængende i Dragør og et orgel til Store Magleby Kirke.

Det er måske derfor, at man har villet mindes hans navn med en gade.

Gaden i brand Gaden blev i maj 1842 stærkt raseret af en brand, der opstod på hjørnet af Slippen og Von Ostensgade.

En sindsforvirret kone her satte ild til sit stråtag, og med en kraftig øst-nordøstlig blæst spredte ilden sig og lagde 12 huse i aske, både i von Ostensgade og i Chr. Mølstedsgade, helt op til Vestgrønningen.

Nogle beboere valgte at genopbygge på et af byen anvist areal bag ved skolen. Denne bebyggelse blev til gaden Nyby.

Denne side er sidst opdateret: 23 | 12 | 2014

Store Magleby Kirke omtales allerede i 1370 og er dermed den næstældste kirke på Amager. Der har dog ganske givet ligget en kirke - her på Amagers højeste punkt 8 meter over havet - allerede i 1200-tallet. Der er intet tilbage af den oprindelige kirke bortset fra nogen gravminder og lidt inventar.

Kirken fremtræder ikke som en almindelig dansk landsbykirke, og dens særpræg forstærkes yderligere, når man ser indskrifter på et særligt sprog både inde i kirken og udenfor. Det er de indvandrede nederlændere og deres særlige privilegier, der gør sig gældende. De fik nemlig ved deres ankomst omkring 1521 overdraget kirken. Helt indtil 1937 var det således byen, det vil sige gårdejerne, der ejede kirke og kirkegård.

Frem til 1735 foregik gudstjenesterne på det særlige sprog, som taltes i Hollænderbyen - en blanding af nederlandsk, tysk og dansk. Derefter prædikedes skiftevis på dansk og hollandsk indtil januar 1811, hvorefter der udelukkende taltes dansk.

Kirkebygningen blev fornyet og ombygget i en sådan grad i 1611, at dens særlige stil må siges at datere sig fra dette tidspunkt. Forbilledet for denne "ny" kirke synes at være fundet i Nederlandene. Om denne begivenhed vidner en lille sandstenstavle med Christian den 4.'s navnetræk på kirkens nordmur.

Kirken fik dog sit nuværende udseende ved en større ombygning i 1731, hvor muren bl.a. blev gjort lavere og vinduerne fik deres nuværende form. Også denne ombygning er mindet ved en tavle med Christian den 4.'s navnetræk. Denne sidder på østgavlen over præstedøren. Begge mindetavler er affattet på nederlandsk.

Gå en tur på den smukke kirkegård - her ligger mange generationer af Hollænderbyens slægter begravet. Talrige af de gamle gravsten beretter den særlige historie om sognets beboere med navne som Crilles, Pieter, Tønnes, Agth, Marchen eller Leudo og med efternavne som Jansen, Dirchsen, Zibrandtsen og Corneliussen.

Denne side er sidst opdateret: 23 | 08 | 2012