Stads Captain Philip Jessen Rasch + Kirstine Hermansdatter Bohn

11 børn
16751734
Født: 1675 26 20
Død: 2. april 1734Rønne Sogn, Bornholm Vester Herred, Bornholm Amt, DNK
16761756
Født: 1676 27 21
Død: februar 1756Rønne Sogn, Bornholm Vester Herred, Bornholm Amt, DNK
16891773
Født: 10. november 1689 41 35
Død: 1773
16921754
Født: 21. februar 1692 43 37
Død: 1754
16981755
Født: 2. februar 1698 49 43Rønne Sogn, Bornholm Vester Herred, Bornholm Amt, DNK
Død: omkring 1755
17011800
Født: 17. oktober 1701 53 47Rønne Sogn, Bornholm Vester Herred, Bornholm Amt, DNK
Død: marts 1800Rønne Sogn, Bornholm Vester Herred, Bornholm Amt, DNK
Philip Jessen Rasch Arms
16481722
Født: 5. april 1648Amt Langballing, Kreis Slesvig-Flensborg, Schleswig-Holstein, DEU
Død: 23. februar 1722Rønne Sogn, Bornholm Vester Herred, Bornholm Amt, DNK
Kirstine Hermansdatter Bohn
16541729
Født: 4. oktober 1654Rønne Sogn, Bornholm Vester Herred, Bornholm Amt, DNK
Død: 5. august 1729Rønne Sogn, Bornholm Vester Herred, Bornholm Amt, DNK

Fakta og hændelser

Religiøst ægteskab 4. oktober 1674
Sankt Nikolaj Kirke, Rønne - Bornholm Amt
Sankt Nikolaj Kirke, Rønne - Bornholm Amt

Note: http://danmarkskirker.natmus.dk/bornholm/roenne-kirke/

http://danmarkskirker.natmus.dk/bornholm/roenne-kirke/ http://da.wikipedia.org/wiki/Sankt_Nicolai_Kirke_(Bornholms_Regionskommune)

Avisartikel
Hjortens flugt over Bornholm (I-II-III) - God gammel rønneslægt
1983

Note: Artiklerne er bragt i Bornholmeren lørdag den 24. september, lørdag den 1. oktober samt lørdag den 8…

Artiklerne er bragt i Bornholmeren lørdag den 24. september, lørdag den 1. oktober samt lørdag den 8. oktober 1983 Hjortens flugt over Bornholm (I-II-III) God gammel rønneslægt

Af Sigvard Mahler Dam (I)

Tidligere i denne avis har jeg fortalt hvorledes nogle bornholmske frimænd førte et våbenskjold med et slægtsmærke, der blev nedarvet fra gammel tid. I dag skal vi stifte bekendtskab med en borgerslægt fra Rønne, der ligeledes havde deres våbenskjold, nedarvet fra fader til søn, og fra fader til datter lige siden 1500-tallet.

De to første af slægten på Bornholm var brødrene Mathias og Philip Rasch, og sidstnævnte har efterladt sig en mægtig efterslægt på øen. Trådene gennemspinder familier, som de talrige Bohn'er, Kofoed (med lige meget hvor mange »e« er!), Leegård, Thiesen, Schor, Bidstrup, Dam og mange mange flere. Philip Rasch begyndte en stambog, som heldigvis, trods alle farer fra skødesløse efterkommere, har overlevet til vor tid (og findes i afskrift af K. Thorsen på Bornholms Centralbibliotek). I denne bog skriver han, hvor han stammer fra, men lad os give ordet til Philip, der således taler gennem århundredernes tåger:

»Gud regere os alle med din Hellig Aand af Naade, Amen. Philip Rasch. Anno 1648 den 5te April er jeg barneføed udi Holsten i et land som hedder Angell paa en Gaard som hedder Unnevad Gaard, som min Fader samme Aahr kiøbte af Førsten till Glüchsburg. Samme Først vard ogsaa Fadere paa mig og jeg blef kaldet efter Hans Nafuen, hand gaf mig 20 Dahler til Fadere Gafue«

Der findes en stamtavle over Rasch'erne i Flensborg Byarkiv, men den nævner ikke de to brødre, der tog til Bornholm, hvilket er meget naturligt: når nogle personer forsvinder fra fødeegnen, så glemmes de hurtigt af den tilbageblevne familie. Vi kender der meget godt i dag med alle de bornholmere, der er 'forsvundet' til Amerika - det kan være svært at holde grenene sammen på stamtræet! Altså havde Philip Rasch ikke indledt sin slægtsbog med ovenstående bemærkning, så havde vi haft vores besvær med at finde brødrenes hjemstavn. Vi må kigge på landkortet over egnene lige syd for den nuværende grænse i Sønderjylland, hvis vi skal finde deres fødeegn. Angeln er ikke så kendt som stednavn i dag, men det er så at sige »bulen på Jyllands mave«, der strækker sig ud i vandet under øen Als, og omkranset ind mod land af byerne Flensborg, Slesvig og Eckernförde. Det har altid været et frugtbart land med et stort menneske-. overskud, ikke blot i Rasch'ernes tid var pladsen for trang, men vi ved jo at England i 500-tallet blev indtaget at angel-sakserne, disse mennesker kom delvis fra Saxen længere sydpå, og så fra Angeln. Der var også en stor handelsaktivitet, vi hører om byen Hedeby i vikingetiden, hvor der efter hvad man fortalte var mange købmænd fra Bornholm!

Købte ikke fæstebønder... Imidlertid skal vi nu vende tilbage til 1600-årene. Philip Rasch nævnte gården Unnevad, og den findes sandelig endnu. Den ligger i en landsby af samme navn i Husby Herred lige uden for Flensborg, og faktisk var det et adeligt gods, som hans fader havde købt. Sjovt nok findes skødet endnu, det fortæller, at den velbårne fyrste herr Philip til Glücksborg den 22. maj 1641 (ikke i 1648, som Rasch fortalte) skøder det adelige gods og gård Unnewath samt de tilliggende jorder der til den ærlige og velagtede Jess Rasch kongelig Herredsfoged på gården Bønstrup, for 6040 specie rigsdaler, kvit og frit, uden besværligheder og endvidere fri for tjeneste og plovskat. Jess Rasch købte kun stamgården uden "ploven", det vil sige uden fastebønder, hvilke forblev under fyrstens administration. Derved fik vi fat i faderens navn, og kan nu "putte" brødrene ind under Herredsfoged-slægten Rasch i Slesvig. Herredsfogeden stod på et af ranglistens sidste trin under adelstanden, og mange af enevældens adlede personer talte deres forfædre i Herredsfogedernes rækker. Denne Jess Rasch var en formuende mand, og da hans embede lå lige uden for byen, førte hans cirkler ham rundt i de øvre klasser, og blev følgelig også gift med en flensborgerinde af god, sat rådmandsæt, nemlig Catharina Hoe.

Var med ved forsvaret af København... Rascherne levede altså fredeligt og godt på deres frugtbare gårde i Ny Herred og Husby Herred ved Flensborg, de høstede godt, havde egne kirkestole i kirkerne om søndagen, og var i det hele taget ganske vel ansete. Men som så mange gange før ... og efter .... forstyrrede en krig den landlige fred: Den danske hær var i 1657 på tilbagetog, tæt forfulgt af svenskerne, gennem den jyske halvø, og nationens nederlag lagde grunden til to unge fætre, Claus og Mathias Rasch's, karrierer. De meldte sig under de gennemhullede faner og drog med hæren til København, og det hed sig senere om Claus Rasch at han herved Fik "leilighed til at bevise Kong Frederik III sin Dyd og Tapperhed". Fætrene Rasch deltog nu i Københavns forsvar, og Claus' lykkestjerne strålede stærkest, under belejringen steg han i sit tyvende år i 1659 til underofficer. Statholderen Christoffer Gabel bemærkede ham og gjorde ham til sin sekretær, hvorved han kom i personlig kontakt med kongen, hvis yndest han snart vandt. Og allerede i 1662, kun 23 år gammel blev han udnævnt til slotsskriver på Københavns Slot. Krigen sluttede, Claus Rasch’s løbebane var afstukket, men Mathias brød sig ikke om krigshåndværket, han havde fået nok, og på en eller anden måde havde han fået øje på den lille ø i Østersøen. Vi husker at mens København var belejret, og det eneste af Danmark der var frit, så smed bornholmerne sine svenske plageånder ud (Printzenskiöldhistorien), og en delegation tog 1658 med rådmand Herman Clausen Bohns skib til København for at meddele glædesbudskabet.

Adlet... Idet Mathias senere blev gift med denne Bohns enke, og at vi i 1659 finder ham bosat i Rønne som købmand, så kan man jo tænke sig, at Mathias har yndet sig ind hos de Rønne-borgere, og er taget med dem hjem. I fem år drev han sin købmandsvirksomhed i byen, og så i 1664 skød han papegøjen, fik "den rige enke", Kirstine Madsdatter, efter rådmanden Herman Clausen Bohn ... datidens vej ind i borgerskabet. Snart efter blev han da rådmand i Rønne. Og jeg tror, at fætter Claus ovre i København, har haft en finger med i spillet, da kongen i 1678 udnævner Mathias Rasch til landsdommer over Bornholm - Claus blev selv adlet to år senere - jo, de to fik hyttet deres skind! Mathias havde skrevet hjem og fortalt om de gode forhold, han var havnet i. Lillebror derhjemme havde ikke noget at rive i, en ældre broder, Hans, havde sandsynligvis overtaget fædrenegården efter faderen Jess Rasches død i 1658 under krigen. Philip havde udlængsel. Han besluttede sig, tog afsked med familien og drog af sted. I slægtebogen fortæller han:

»Anno 1668 den 1ste September kom ieg først paa Bornholm og ko Iland udi RØ sogen ved boedsted«

(fiskerlejet Badstad nord for Helligdomsklipperne, som var det gamle færgested, når man kom over Sverige). Philip må den første tid have boet hos sin broders familie i Rønne, han gik militærvejen og trådte ind i et af byens to borgerkompagnier. Han havde sin gang i broderens hus. Han havde ofte sin gang der - måske lige ofte nok! Snart fandt man ud af hvorfor: Det var nogle grumme smukke døtre som Mathias Rasch’s hustru havde med sig fra første ægteskab, og den 4. oktober 1614 ægtede Philip sin udkårne Kirstine. Hendes fødselsdag har han naturligvis også indført i sin slægsbog:

»Anno 1654 den 4de October hanved 5 om Aftenen, var en Søndag, fødes Kirsten Harmend Bohnsdatter«.

Deres hjem blev en stor købmandsgård, der lå lige nord for havnen, med fire længer og den var omtrent 50 alen i kvadrat (den blev nedbrudt i 1850 for at give plads for en større havn). Om de er flyttet ind lige efter brylluppet vides ikke, men i hvert fald bor de deri.

»Anno 1679 den 19 Martz kiøftte ieg en Jauepladtz som ligger Vesten for min vestre Længe af Hans Kofod for 27 Daler, og lagde dend ind med et dobbelt Steen giærde. Begønte att flytte skov-abelle træer ind i Hauen og podede saa der i peretræer og abelletræer«. Livet gik nu sin stille gang for Rascherne igen, som det var sket for deres forældre i Angeln, nu blot i Rønne by. De høstede godt, havde egne kirkestole i kirkerne on søndagen, og var i hele taget ganske vel ansete.

Af Sigvard Mahler Dam

Figur 1: Claus Rasch, Danmarks første politimeter over den nyskabte politietat efter fransk mønster, præsident i Nyborg og senere Øverste borgmester i København, førte dette våben efter sin adling i 1680. Det ses, at han - som en af de stolte Rascher - Har bibeholdt slægtens vartegn: den springende hind eller hjort (tegnet af heraldikeren Herman Storck (1839-1922), her gengivet efter Danske Adelsvåbener.

Våben... I sådan en borgerslægt med delvis militær Iøbebane, er der en chance for en god fangst, hvis man fisker våbenskjolde. Det er da en god ide at begynde med den adlede fætter, Claus Rasch. Over adelsvåbnene er der særdeles gode fortegnelser her i landet, og vi kaster et blik i den nyeste af dem, »Danske Adelsvåbener«, Politiken 1873, her finder vi så Claus Rasches våben: En hvid hind med en gylden krone om halsen, i blåt felt, springende op ad et grønt bjerg - ovenover den trende gyldne stjerner. Som hjelmfigur en jernklædt arm der svinger et sværd. Om lidt skal vi se at den springende hind er hans slægtsvåben, det grønne bjerg henviser til det gods, Raschenborg (nu Juelsberg), han opbyggede gennem flere år af bondegods ved Nyborg, armen med sværdet er en påmindelse om hans militære fortid. Men vi kunne godt tænke os at kigge på hans slægtsvåben, for når man blev adlet ændrede man altid sit våben, og det kan godt være ret afvigende fra det man tidligere havde ført. Vil man finde borgerlige våbener, er det en del sværere, idet der er ikke udgivet nogle fortegnelser over dem, men man har dog en vis mulighed for et positivt resultat ved at kigge i Rigsarkivets seglsamling. Her var også gevinst! Dog er der ingen bornholmere, men Claus Rasch’s segl fra tiden før han blev adlet, altså hans slægtsvåben: Atter ser vi den springende hind, blot foran et træ, og som hjelmfigur er en halv opspringende hind. Da han skulle komponere sit adelsvåben, ser man at han har været tro mod sit fædrene våben, og en ros til hans heraldiske smag er det, at han har bibeholdt ét billedfelt i skjoldet, på den tid var det nemlig blevet almindeligt at »proppe« sit skjold med fire, ja endda seks felter (ligesom det danske rigsvåben desværre er) - den såkaldte »forfaldsheraldik«. Hjorten har varet en stadig inspirationskilde for Claus Rasch, thi i slutningen af 1600-tallet lod han en fregat bygge ved Nyborg, som han siden solgte til Kong Christian V, gæt hvad han døbte den! »Den Flydende Hjort«. En liden balje har det ikke været, for admiralitetet melder år 1700 da flåden gøres op, at den »er ellers udi stand at kan gjøre defension«.

Alliance-våben... Men hvad med bornholmerne? førte de et slægtsvåben. I 1957 klippede min farfader en artikel ud af Bornholms Tidende, som min fader siden har gemt i sin skuffe, da den netop handler om Philip Rasch og hans efterslægt blandt Dam'erne. Et stort billede af Philip Rasches segl pryder siden - seglstampen var ved arv kommet til slægten Bidstrup. En fyrinspektør havde sidst i 1700-tallet fået sine initialer indgraveret i det ældre segl. Desværre er billedet dårligt og svært at tyde, men jeg har prøvet at aftegne det (jeg ville blive glad, hvis der var en og anden blandt læserne, der har kendskab til, hvor det er blevet af nu!). Vi ser to skjolde, hvilket betyder, at det er et såkaldt alliance-våben, altså både mandens og hustruens slægtevåbener. I det venstre våben er der en væbnet arm holdende et sværd, og det samme mærke findes på hjelmen, i det andet en opspringende hjort, samt en hjelmfigur der ligner en fugl. To skjoldholdere er der sandelig også: En vildmand og noget jeg tyder til en stork eller lignende. Vi sammenligner hjorten ned Claus Rasches springende hind, der er jo en slående lighed. Ifølge heraldisk tradition er det mandens våben der er til venstre, og hustruens til højre. - Det vil sige at hustruen her skulle være en Rasch. Dette punkt vil jeg vende tilbage til, vi skal nemlig lige en tur på kirkegården først!

Graven sløjfet... I 1850 var sejlmager Jacob Wichmann (hans moder var af slægten Rasch) på Rønne kirkegård, inden den blev sløjfet, og han så på slægtens gravminder som han noterede i sin slægtebog, hør hans ord:

»Ligstenene paa Kirke gaarden lige udenfor Prædikestolen er to flade Sten, den ene over Philip Rasch, som kom til Bornholm 1668, og som var født i Slesvig 1648, den anden over Svigersønnen Tønnes Boyesen. Begge Gravsten er meget store, den inderste nærmest Kirkemuren af en meget haard Stenart af Iysegraa Farve formodentlig Norsk Marmor den anden af Sandsten. Den inderste har sikkert været en meget kostbar Sten da Skriften er ophøjet Arbejde (basrelief). Udenom Stenen løber en Ramme med Inskription af Latinske Bogstaver, således: Her under hviler osv. I de fire Hjørner de fire Evangelister og i Midten tre Tavler, hvoraf den midterste har et Billede af Frelseren holdende Sejrsfanen, og på hver Side en Tavle af samme Form med Inskription i tætte Linier, hvoraf dog kun lidt er læseligt, da dette i Midten af Stenen har været langt mere udsat for Slid af Menneskefødder end Rammen om Kanterne, men det har uden tvivl været lutter Bibelsprog. Indskriften om Kanten er meget tydelig nærmest Kirkemuren og staar: »Her under hviler PHilip Rasch fordum stadskapitaine i Rønne som døde den 23 Februarius ... tilligemed sin kiæreste Hermansdatter Bohne... «. Paa den anden Steen er ligeledes udhugget de fire Evangelister i Hjørnerne og indskrift langs Kanten af Stenen og i Midten en Galease. Denne Sten er af meget Grovkornet Sandsten og derfor ere Bogstaverne i Stenen, som ere fordybede, som nu almindeligt bruges, mindre læselige skønt Navnet Tønnes Boyesen tydeligt kan læses, men ikke Aarstallet. Vaabnet paa den yderte Ligsten har ligesom Philip Rashes Hjorten og Falken ovenover Skjoldet, men paa denne er Hjorten til venstre og Falken til højre, altså modsat Vaabenet paa Philip Rasches Sten. Ved med forsigtighed at fjærne det fine Mos lags Kanten er det lykkedes mig, Sejlmager Wichmann, at læse Skriften, der er saaledes: »Denne Sten og Gravsted tilhører Tønnes Boyesen og Dortheka Philips Datter med Arvinger bekostet Aar 1756 den .. . Februarius«.

I Kirkebogen fra 1730-55 forekommer Navnet Tønnes Boyesen ofte, men uden noget andet Navn, hverken Rasch eller Spil, saa det maa være ham der har bortkastet Navnet Spil, og først hans Sønner Philip, Boye, Peter, Herman og Tønnes der har antaget Moderens Navn Rasch«..

Minde i Rønne Kirke... Så vidt sejlgager Wichmann, der dog til sidst berører et punkt, som eftertiden ellers aldrig havde fået kendskab til, nemlig nævnte Tønnes Boyesen oprindelig har heddet Spil. Ellers var det en gammel beretning om to gravstene med våbenskjolde på, der burde undersøges nærmere. I det, digre værk »Danmarks Kirker« nævnes den ene at stå inde i Rønne kirke, så i 1978 besluttede jeg at »drage over de syv have« og lede efter denne gamle sten. Kom da en formiddag til Rønne kirke og snusede rundt, hvorefter en flink kirketjener hjalp til med at finde rejsens mål, og fjerne et mægtigt monstrum, der var sat foran stenen og spærrede for udsynet, thi sandelig den mægtige sten var stillet op inde på trappen på vej op i tårnet (og jeg håber ikke at kirkens nye restaurering har beskadiget denne sten, for efter de følgende resultater kommer det for en dag, hvor vigtigt det er at bevare de gamle støvede stene, mange interessante ting kan man finde ud af ved et kigge nærmere på de helt gamle gravminder).

Stenen blev målt op: 207 cm og 137 bred! Aftegnet og fotograferet både med og uden blitz, hvilket senere skulle vise sig at være et held. På tegningen ses at udseendet svarer nøje til Wichmanns beskrivelse. I hjørnerne de fire evangelister, S(ankt) Marcus med løven, derpå Mathæus med englen, så Lukas med tyren og endelig Johannes med ørnen. Mellem de to nederste evangelister sidder en sovende dødsengel på en kiste, hvilende på et timeglas og skal minde beskueren om »den timelige lykke« og al tings forgængelighed. I midten er de tre rundbuer, og i de to yderste har der været citeret nogle skriftesteder eller salmevers, på grund af deciniers fødder er det meste slidt væk, men i den højre rundbue der har været nærmest kirkemuren kan skimtes ord som: »opstaaer - Evige - Opstandelse - Frelser«, hvilket giver et indtryk af det oprindelige indhold. I midten står som sagt Jesus, netop opstanden med sejrsfanen - sejren over døden - pegende mod himlen for at minde om tusindårsriget. Af skriftbåndet har jeg kunnet tyde det hele: Her under huiler Philip Rasch fordum stadscapitain i Rønne som døde 1722 den 23 freari. Tilligemed sin kiereste Kirstine Hermansdat(t)er Bohne som døde 1729 den 5 Aug(u)sti. Huilke med deres aruinger denne steen og begravelsesstadet tilhøre«.

Væbnet arm... Vi kommer nu til de to våbenskjolde øverst i midten. Under dem er initialerne efter den heraldiske sædvane, manden til heraldisk højre og kvinden til heraldisk venstre, PR = Philip Rasch og KB = Kirstine Bohn. Wichmann omtalte kun hjelmfigurerne, og det kan jeg godt forstå, da skjoldene er meget slidte, en hel flig er røget af i hjortens midte, og først på blitzbillederne kom hjortens bag og bagben til syne, det ser for øvrigt ud som om hjorten er blevet lidt for stor for billedhuggeren, for den er havnet helt inde i det andet skjold.

Men virker dette ikke ligt bekendt? Se på Philip Rasches segl. »V«-et i venstre skjold er vel en dårlig udførelse af en væbnet arm, blot er sværdet væk - måske er mejslen smuttet under arbejdet med stenen? Hjelmfiguren er en halv opspringende hjort. Det andet skjold er igen hjorten, men fuglen« Det ville være synd at kalde det en falk - den ser lidt tam ud! Det ligner nærmere en spurv. Faktisk er det en finke - jeg skal næste gang fortælle hvorfor - endvidere om det »mirakel«, der førte til den anden gravstens opdagelse.

Af Sigvard Mahler Dam (II)

Sidste lørdag hørte vi om Philip Rasch, der var borgerkaptajn i Rønne, hvor han stammede fra og hvornår han kom her til øen, fik en talrig efterslægt - endnu ruller hans blod i årerne på mange bornholmere. Vi hørte om en gammel seglstampe, der var havnet hos en af hans efterkommere,, og om en beretning fra 1850 der fortalte om slægtens storslåede gravmonumenter, hvoraf Philip Rasches og Kirstine Bohns gravsten med våbenskjoldet fra seglstampen - endnu står i Rønne kirke. Men hvad med den anden gravsten? Den var der desværre ikke, og på den nye kirkegård er der heller ikke stillet nogle gamle stene op til »evig amindelse«. Men som sejlmager Wichmann nævnte i sin slægtsbog i 1850 var det jo også en billigere udgave end Philip Rasch’s fornemme norske marmor, så den er nok blevet nedslidt og kasseret dengang kirkegården blev sløjfet, tænkte jeg skuffet. Det kunne ellers være interessant at se om man blot havde spejlvendt de nævnte våbenskjolde, som Wichmann havde ladet antyde. Var det tilfældet, betød det, at Tønnes Boyesen ikke selv havde et slægtsvåben, men blot havde overtaget et af sine svigerforældres - eller det betød måske, at man havde opdaget den omtalte spejlvending af disse skjolde, og havde rettet fejlen på den yngre sten. Det sidste håb om at få opklaret nogle af disse spørgsmål, ville være at han havde efterladt sig et seglaftryk (som underskrift) på et eller andet dokument eller brev, der nu kunne gemme sig på landsarkivet. Det spørgsmål er aldrig blevet besvaret. Nogle år gik nu med at undersøge Philip Rasch’s sønderjyske forfædre og -mødre. 1 1981 gik turen atter til Bornholm, og en regnvejrs dag af de velkendte i den danske sommer (sandelig også på Bornholm!) besluttede jeg at gå hen på museet i Sct. Mortensgade og fordrive nogle timer der.

Gravstenens sidste hvilested... Med vandet piblende ned over ørerne kom jeg i forbifarten til at kaste et blik ind i den lille forhave ved museet, og ved et af de hersens vidunderlige »tilfælde«, som vi alle på en eller anden måde moder i dagligdagen af og til, fangede mine øjne en gammel gravsten med en springende hjort og er. fugl ... nu kunne end ikke det værste uvejr drive slægtsforskeren i ly, her var noget, der skulle undersø ges nærmere! Og sandelig - det er Tønnes Boyesens og Dorothea Raschs gravsten, der er havnet her, og har fundet et sidste hvilested op ad museets grå mure. Heldigvis er den bevaret, for der åbner sig helt nye tolkningsmuligheder end hvis kun sejlmager Wichmanns beskrivelse havde eksisteret, heraldik havde han nemlig, ikke stor forstand på. Men som han allerede antydede dengang, er denne nyere sten i dårligere stand end Philip Rasch’s. Som traditionen byder er de Fire evangelister i hjørnerne: Mathæus med engelen øverst til venstre, derpå Markus med løven, nederst er stenen meget slidt, amen konturerne af et tyrehoved fortæller at dette er Lukas' hjørne, og til sidst sidder Johannes med ørnen.

Barsk... Dødssymbolet er noget barskere end på den forrige gravsten, nemlig et kranie, der taler om forfængeligheden, med et timeglas ovenpå - den timelige lykke. Datidens mennesker levede med døden tættere inde på livet end vi gør i dag. Dødeligheden blandt børnene var større, og man døde altid derhjemme i »familiens skød«, hvorfor man fik et naturligere forhold til døden, og var naturligvis ikke så sart ved at se et kranie, som vi er i dag. En rørende passage i Philip Rasch’s slægtsbog anskueliggør dette punk! for os på en meget gribende milde, hør engang:

»Anno 1693 dend 18 September, Klocken halfgaaen 11 om afftenen døde min Hierte Aller Kiereste Datter Barte, effter at hun hafte lefvet i denne i møysommelige Verden 11 Aar ringere 6 Uger, blef begrafven dend 23 dito. Gud unde hinde med alle Guds Mennisker en gledelig og Salig Opstandelse. Ellers trende Dage for hun døde, tog hun afsked med os alle og bad om Forladelse for hvis hun hafde giort os imod, og sagde at vilde hun nu vandre til hindes Hierte Aller Kiereste Jesus og til hindes Salige Broder, huor hun vilde bede meget godt for os alle. Gud glæde hindes Salige Siæl og trøste voris bedrøfvede Hjerter. Ammen« Rørende ikke sandt, hvor barnet siger farvel til hele familien, og ikke holdes hen i uvished med forsikringer om, at det nok skal gå, og hvor den dybt bedrøvede fader får afløb for sin sorg i slægtsbogen.

En falk... Men vi blev ikke færdige med gravstenen: I midten ses en stor galease; måske Tønnes Boyesens egen, han var en meget anset skipper og købmand i Rønne, og i kirkebogen får man flere gange at vide, hvorledes han sejlede præsten frem og tilbage mellem Rønne og København. Under billedet af skibet har været seks linier med skrift, antagelig bibelsprog, som på den anden sten, men det er nu helt forsvundet. Omskriften er nu mere udslidt end da Wichmann så den, men kan dog endnu læses: »Denne steen og gravsted tilhøører Thønnis Boyesen og hustru Dorothea Philips Datter (med arvinger) bekostet aar 1755 den 28 Februarius«. Lad os nu kaste et blik på familievåbnene, hvor Wichmann blot nævnte hjelmfigurerne skønt resten er meget tydeligt, men det har åbenbart ikke sagt ham noget. Han nævnte til heraldisk højre (mandens plads) en falk, skønt denne langnæbbede fugl snarere ligner en stork! Ser man ned i skjoldet får man svaret: en besynderlig figur der ved nærmere granskning er et fuglelår der, holder en sten. »Kryptisk« siger den der er uvant med heraldisk tankegang - men i Symbolet på årvågenhed: hejren der star på et ben med en sten i det andet, falder den i søvn taber den straks stenen ned over sit andet ben og vågner. Ser man derfor i heraldikken en fugl, lige meget hvor dårligt den er fremstillet, med en sten i den ene fod, så er det en hejre man har for sig. Tønnes Boyesen havde altså sit eget slægtsvåben, og dette kan i og for sig hjælpe med til at finde hans ukendte hjemstavn (Som i familietraditionen nævnes at være den fordum danske ø Sild eller Sylt, nedenunder Fanø) og ukendte slægt, måske af navnet Spil, som Wichmann nævnte sidst. Denne antagelse bestyrkes endvidere ved navnet Tønnes, som er en sønderjysk form af Anton eller Anthonius.

Byttet... Hustruen, Dorothea Rasch's, våben genkender man fra den anden sten. Hun arver efter heraldisk sædvane sin faders våben, man har da set på den gamle gravsten og overført Philip Raschs våben til den nye sten. Men da våbnene på den gamle sten var blevet byttet om, har hun faktisk fået sin moders, Kirstine Bohns i stedet: den væbnede arm der skulle have svunget et sværd, som nu helt er forvansket til en »nedvendt sparre«, men Rasch'ernes hjort er godt nok kommet med som hjelmfigur så helt på afveje er de da ikke kommet. Men Strengt taget kunne man godt forledes til at tro, hvis man, ikke havde andre kilder at støtte sig til, at Tønnes var gift med »Dorothea Philipsdatter« af slægten Bohn, og ikke af slægten Rasch! Helt korrekt skulle hjorten have sprunget rundt i skjoldet, og på hjelmen skulle have siddet en Finke. Men hvor var det at Philip Rasch hentede denne finke fra? Vi må undersøge hans aner i Sønderjylland nærmere for at finde svaret. Og det viser sig at datidens mennesker sandelig godt kendte til deres forfædre længere tilbage i tiden, end vi i dag er tilbøjelige til at indrømme dem. Som sagt i første del ægtede brødrene Philip og Mathias Rasch's fader, Herredsfogeden i Angeln Jess Rasch, en borgerdatter, Catharina Hoe fra Flensborg. Hun var datter af Mathias Hoe (hvem Mathias Rasch tydeligvis er opkaldt efter), købmand og deputeret borger i byen, og hendes moder var Elsebeth Lange - men vi må endnu en generation tilbage for at få svaret, til Philips oldeforældre: købmand og silkehandler, senere borgmester i Flensborg Herman Large og hustru Brigitte Fincke. Vi skal opholde os ved hende, oldemoderen, for som allerede navnet antyder var hendes slægtsmærke en gylden finke! Brigitte Fincke var den eneste helsøster til den lærde matematiker ved Københavns Universitet, Thomas Fincke, der for øvrigt sammen med astrologen Henrik Rantzau udarbejdede vel nok de første nøjagtige tabeller i Europa til udregning af horoskoper, disse var includeret i Rantzaus astrologibøger som var toneangivende i Europa helt op i 1700-tallet. Denne Thomas Fincke fik to sønnesønner, der blev adlede i 1674 (6 år før Claus Rasch blev adlet), og en af dem var amtmanden på Bornholm, Thomas Fincke. Han levede altså på øen samtidig med brødrene Rasch, og da de alle hørte til samfundets spidser og samtidig var oprundet af samme slægt, har de vel omgået hinanden privat - og her har vi grunden til at finken blev hevet op af mølposen, pudset af og brugt i seglet for at minde om slægtskabet med amtmanden. Rasch'erne havde kronede dage på øen med amtmanden som slægtning. Men folk død jo og nye kommer til. En grå novemberdag i 1677 fik Thomas Fincke sin hest sadlet, han havde nogle ærinder at ordne, og skulle til at ride ud af porten, da nogle hunde kom løbende hen mod hesten der stejlede. Fincke blev kastet af og knuste sit bryst under hesten på en stor sten, han blev brag ind i sin seng, men døde straks efter. Stenen han ramte skal være den, som man derefter indgraverede et kors på lige ved indgangen til den indre borggård, og som der går så mange sagn om.

Hovmod... Nu dukkede en ny amtmand af tysk oprindelse op, von Wetberg og en ny amtsskriver og ridefoged, Augustus Dechner, der hurtigt fik sine to brødre presset ind som Herreds- og byfogeder rundt om på Bornholm. Og disse startede nu en bevidst serie overgreb og udsugelser af bornholmerne til egen berigelse. I starten har kun få følt sig uretfærdigt behandlet, men snart var det mange, og det blev lovløse tider, for hverken landsdommeren Mathias Rasch eller vicelandsdommern Ancker Anthoni Müller, kunne få skovlen under brødrene Dechner med deres mægtige adelige venner. Augustus Dechner selv var adelig gift, og en mægtig egenrådig og hovmodig herre. Det er også muligt, at dommerne i starten har set igennem fingrene med mange ting, da Dechner var en mand man nødig lagde sig ud med, men i befolkningen, kogte man af raseri og der var næsten oprørsstemning. Så skete det skæbnesvangre! Rasch var jo gift med en ældre enke, og nu havde han fået et godt øje til en yngre og smukkere enke, Lisabeth Bohn, han sås ofte i hendes nærværelse, besøgte hende i hendes hjem, under familiært påskud - påskud hun var jo en Bohn, altså af familien! Men August Dechner, sol også var gift, havde ligeledes set sig lun på hende, men hun foretrak åbenbart Rasch's tilnærmelser, og dette skulle hævnes! Og som to kamphaner startede de en langvarig strid - dødsfjender var de nu blevet. Mathias Rasch var dog den mindste - han skyldte Dechner 1(XX) rigsdaler, og dem forlangte amtsskriveren nu omgående tilbage, men Rasch kunne ikke betale. Og med dette kort på hånden lod Dechner ham arrestere under et ophold i København i 1686, og satte ham i gældsfængsel - så var vejen ryddet. Nu måtte vicelandsdommeren, Ancker Anthoni Müller, træde til og i denne vældige modvind prøve at holde sig fast på landsdommersædet. Amtsskriver Dechner kastede sig nu over Lisabeth Bohn, hun skulle i hvert fald ikke slippe godt fra at give ham kurven, så han forfulgte hende ad rettens vej med en mængde gælds-, giftmords-, trolddoms- og tyveribeskyldninger nu hendes beskytter sad og ruskede sine tremmer ovre i hovedstaden.

Ruskede tremmer... Aaret efter fik Bornholm fornemt besøg, kongen, Christian V, og en række fornemme herrer trodsede Østersøen og viste sig på øen. De logerede sig ind hos vicelandsdommer Müller, thi begge dommerne var alt dengang i kongens gunst, dog var Rasch nok blevet grueligt bagtalt under denne sag, hvor han - inden han, blev fængslet - havde iværksat undersøgelser af Dechners kriminelle forhold. Kongen ville benytte lejligheden til at høre nærmere om denne sag, Müller klagede sin nød, selv om amtmand Wetberg var nærværende til Dechners forsvar. Dechner følte sig vældig sikker nu med sin store beskytter, der også var i kongens gunst, og han fortsatte sine overgreb på bornholmerne. Kongen hørte sit. Kongen påtog sig en ligegyldig mine. Kongen tog hjem. Rasch ruskede tremmer som en arrig tyr. Hans gamle våbenfælle Claus Rasch var i 1684 blevet øverste borgmester i København, og opholdt sig altså i byen, nu gik han i borgen for Mathias Rasch og hviskede kongen i øret, og i slutningen af 88, efter næsten to års fængsel, blev landsdommeren frigivet ved kongens mellemkomst. Glad, men gram i hu, tog han hjem til Bornholm for at gense sine savnede slægtninge. Knap nok havde han sat benene i sit hjem, før Dechner var der igen og arresterede ham. Denne gang hjalp vennerne ham dog ud af amtsskriverens klør ved at stille dækning for gælden, da bortfaldt Dechners juridiske undskyldning for at holde Rasch i bur, og modvilligt lod han hjorten fly af sit fangenskab

Pisk... Og den 30. januar 1689 sad Mathias Rasch atter på dommersædet ved Aakirkeby. Undersøgelserne omkring brødrene Dechner var i fuld gang, og det manglede ikke på klager fra bornholmernes side, der nu atter fattede mod, da landsdommeren var vendt tilbage. Endelig i efteråret 89 så det sort ud for Dechner, og Rasch dømte ham for groft tyveri til at stryges til kagen (piskes), brændes i panden og fremsendes til at gå i jern på Bremerholm på livstid, en dom der var vel fortjent, og som fattige indbyggere ofte fik for mindre forseelser end de amtsskriveren havde begået. Alligevel klagede Dechners ven, amtmand von Wetberg, over den hårde dom. Det bevirkede, at Rasch blev suspenderet som landsdommer og kaldt til København for at forsvare sin dom for Højesteret. Bornholmerne blev ængstelige, havde de ikke fået skovlen under deres plageånd, skulle de nu opleve ham gå fri og vende tilbage for at hævne sig på dem? Men sådan skulle det ikke gå. Lisabeth Bohn var den første til at smage sejrens søde frugt, ved højesteretsdom af den 11/3 1690 blev hun kendt fri for alle sine beskyldninger og fik Dechner dømt til livsvarigt straffearbejde på Bremerholm for hans ukristelige og uforsvarlige forfølgelse af hendes person. Og for alle sine overgreb mod bornholmerne dømtes Dechner så af Højesteret den 18/2 1691 til kagstrygning, brændemærkning og straffearbejde, og begivenheden var så glædelig at selv Aaker-præsten indførte den i kirkebogen:

» 1689 den 21 August da Landstinget holdtes ved Kirken som sædvanligt, haver velbaarne Landsdommere Mathias Rasch dømt Amtsskriver Augustus Dechner for begangne tyverier til at kagstryges og brændes med tyvemærke i Panden og siden gaa sin Livstiid paa Bremerholm, hvilken Dom i Kjøbenhavn blev til Høiesteret approberet og virkelig exekveret.«

Højesteret stadfæstede altså den hårde dom, men samtidig (måske for at skylle sine egne hænder blot en smule) udtalte de herrer dommere en skarp misbilligelse over Mathias Rasch's fremfærd under sagen, de kendte jo ikke meget til det indædte fjendskab mellem de to. Dog var det vist ingen dårlig smag Rasch havde i munden, da han om bord på skibet mod Bornholm så Københavns tårne forsvinde i det fjerne - med eller uden rettens misbilligelse!

Af Sigvard Mahler Dam (III)

I de to forrige afsnit af denne artikel har vi hørt om to »genopdagede gravstene for slægten Rasch på Bornholm, endvidere hørte vi om den ældste på Bornholm. Mathias Rasch, og hans large, besværlige retssag mod amtsskriveren August Dechner. Endvidere fandt vi ud af, at familiens slægtsmærke var en springende hjort, hvilket de havde til fælles med deres fætter i København, politimester Claus Rasch. Det kunne nu være morsomt at se, om de to grenes fælles forfædre i Angeln i Slesvig også benyttede sig af den springende hjort som kendetegn. Hvordan Finder man ud af det? Først så må man kortlægge de forskellige slægtninge, som man kan opsnuse i omegnen (eller sagt på en anden måde: lave en stamtavle), finde ud af, hvilke Sogne og hvilke byer, de har beboet. Så må man rette blikket mod de forskellige kirkegårde og se, om en og anden gravsten skulle have overlevet til vore dage, ligesom det var tilfældet på Bornholm. Alan må endvidere kigge i de forskellige digre værker, der beskriver kirkeinventar, Samt hvad der findes på museer dernede osv., En mere besværlig vej er at kigge i de håndskrevne kilder, skøder, regnskaber med videre for at se, om der skulle være bevaret et segl, men da skal man nogenlunde kunne læse håndskreven gotisk skrift, og nogle personer har skrevet sirligt og pænt, andre har efterladt sig nogle frygtelige kragetæer - akkurat som i dag! For at prøve den sidst nævnte metode, lad os da vende øjnene mod bornholmer-brødrenes fader, Jess Rasch (som vi mødte i første del. Han beboede godset Unnevad ved Flensborg, og i hans stilling som Herredsfoged i Husby Herred er der gode chancer for, at han har efterladt sin underskrift under mange af regnskaberne, saint presset sit segl til »vitterlighed« under et eller andet dokument. På Rigsarkivet henligger de ældste regnskabsbøger fra dette Herred, og sandelig: efter mange timers intens gennembladning af regnskaberne, skrevet med de knudrede kragetæer, og nøje granskning af de mange segl med forskelligt indhold, støder man flere steder på Jess Rasch’s segl. Det fryder en at se indholdet: en springende hjort! Eller rettere, det ligner faktisk en råbuk .. men det kan være en variation. Hans initialer »I. R.« ses foroven, og han har ingen hjelmfigur med. endvidere ser vi et enkelt træ, ligesom vi så det hos Jess Rasch’s brodersøn, politimester Claus Rasch. I 1648 solgte Herredsfoged Rasch Unnevad til junkeren WoIff von der Wisch, og under dette skøde har han sat sit segl for at anskueliggøre brevets ægthed, samt at handelen er afsluttet. Hans border Dirk Rasch samt svigerfaderen, Mathias Hoe fra Flensborg, har medunderskrevet som vidner. En tysk slægtsforsker skriver i en artikel, at han i 1960erne har set en gravsten ligge som brønddæksel i Unnevad by, en indskrift meddeler, at under den la engang Claus, der var Herredsfoged i nabo-egnen, i Ny Herred, med sine to hustruer. Han var død i 1637. Ved en nøjere granskning finder man ud af, at denne person var Jess Rasches ældre broder (altså endnu en farbroder til brødrene Mathias og Philip på Bornholm). Men desværre havde den tyske slægtsforsker hverken aftegnet eller fotograferet gravstenen, dog nævner han våbenskjoldet, der denne gang indeholder en liggende hjort! Måske har brødrene (der var fire i alt) varieret deres slægtsmærke en smule for at antyde de forskellige grene i slægten, det ses af og til. Men kan man påpege brugen af hjorten længere tilbage i tiden? Brødrenes fader var Peter Rasch, der ca. 1570 blev født i Dithmarsken, men allerede i 1590 nævnes han i regnskaberne som bosiddende på gården Vesterholm i Angeln. Rasch førte sig frem i de højere kredse, og han gjorde et heldigt giftermål. Han ægtede Margrethe, datteren af Herredsfogeden i Ny Herred, Claus Marquardsen. Dennes forfædre havde den ene efter den anden beklædt dette embede siden slutningen af 1400tallet, men Claus Marquardsen havde ingen sønner, der gjorde krav på dette embede, og man sagde da god for hans svigersøn og indsatte ham i embedet ved svigerfaderens død i 1601. Og således kom slægten Rasch til at sidde på Herredsfoged og Herredsskriverembederne en rum tid fremover. Men et våbenskjold for Peter Rasch til Vesterholm har det været mig umuligt at finde, alligevel kan man regne med, at han har ført hjorten! Vi må kigge på slægtens foreløbige stamfader, Johannes Rasch, landeskriver i Norder Dithmarsken, han må ligeledes have ført hjorten som slægtsmærke. Dette kan man slutte, når man ved, at hans yngste søn, Michael, der studerede ved universitetet i Helmstedt, og som forblev dithmarsker hele livet, også fører et hjortevåben. Han blev landsfoged i Nord Dithmarsken og ægtede en »indfødt«, og tog altså ikke væk ligesom storebroderen Peter Rasch. Disse to slægtsgrene er da tidligt blevet skilt fra hverandre og har således ikke påvirket hinanden i deres valg af slægtsvåben. Når man så finder ud af, at både dithmarsker-grenen og angler-grenen fører en hjort som slægtsmærke, ja, så må man dømme at deres fælles forfader, den nysnævnte Johannes Rasch, også har benyttet sig af dette symbol. Dithmarsker-grenens våben er, som det gjaldt bornholmernes, bevaret på en granitsten, endvidere findes det broderet på en kirkedug i Kotzenbüll kirke fra 1750, samt indgraveret i en forgyldt alterkalk - som det ses, er der mange muligheder for at finde disse våbener i kirkerne rundt omkring. På figuren ses et våben tilhørende Thomas Rasch »højrefaste, højvise og højfornemme landpengemester. assesor i landsretten, lehnsog kirkeoldermand i Oldenswort«, og vi ser, at dithmarskerlinjen fører et hjortehoved med en stående mand i geviret. Men det er dog et besynderligt symbol, siger vi i dag. Dog helt fremmed kan det ikke have været for datidens mennesker, for skønt reformationen omtrent 100 år tidligere havde forsøgt at udrydde troen på helgenerne, synes det at have været svært. Dette symbol synes nemlig at stamme fra legenden om den hellige Skt.Eustacius, som var en meget populær helgen i Danmark i middelalderen - han er blandt andet jægernes helgen, og hans historie ligger tæt op ad Skt.Hubertuslegenden (en anden jægerhelgen, jævnfør » hubertusjagt «) Det fortælles, at Eustaclus engang jagede en prægtig kronhjort, og da hjorten var ved at segne udmattet om, viste der sig et funklende kors mellem takkerne, og den talte med Kristi røst og spurgte: »Hvorfor forfølger du mig?« Eustacius, som var romersk officer og altså hedning, forstod nu grusomheden i kristenforfølgelserne, blev omvendt og lod sig døbe. I middelalderens bøger og på kalkmalerierne afbildes han enten ved en hjort med et kors i geviret eller ligesom på våbenskjoldet, ved en hjort, der bærer den korsfæstede Kristus mellem hornene, for også at illustrere Kristi røst. Faktisk var det kun her i Danmark, at Skt. Eustacius var så populær, og man påkaldte ham som beskytter mod alle vanskelige forhold i dagliglivet. Lad os vende opmærksomheden mod stamfaderen, Johannes Rasch, idet en interessant slægtstradition er knyttet til ham. Denne tradition blev også udførligt behandlet i artiklen i Bornholms Tidende i 1958, som jeg nævnte i første del af denne række, og den er hentet fra den udgave of »Dansk Biografisk Lexicon« af C. F. Bricka, som udkom i 1899. Nar folk døde før i tiden, var det ofte skik, at præsten udfærdigede en såkaldt ligprædiken om den pågrældendes liv og levned, som blev trykt og lagt på kirkestolene, så man kunne tage den med hjem som et minde over den afdøde. Og ligpredikenen for politimester Claus Rasch (bornholmer-brødrene Mathias og Philips fætter, som vi efterhånden har mødt et par gange) er bevaret til vore dage og ligger i Det kongelige Bibliotek. Om hans herkomst hedder det:

»Dend Velædle og Velbyrdige nu Salige Herris, Claus Rasch til Raschenberg, Hans Lifs og Lefnetz Ihukommelse. Dennis Olde-Fader Edle Johan Rasch nød dend lycke, at dend Høyædle Grev Egmonds Daatter, ved Nafn Anna, som for Hertugen of Alba (og hans) haarde Forhold (i Holland), Anno 1567 måtte tage til Flugten, og sig med sin Syster Lucia til Heyde i Ytmarsken begive, blef hannem til Egtefelle i Hans anvoxende Alder Icke vegred«.

Disse få linier har igennern årene været anledning til megen snak frem og tilbage. Man har helt afvist oplysningerne som det rene opspind, der kun tjente til at bevise Raschernes herkomst fra en berømt og adelig forfader, uden at man dog har forsøgt at undersøge sporene nærmere. Ved at undersøge den hollandske slægt Egmond viser det sig imidlertid, at den bekendte greve Lamoral van Egmond, der blev taget til fange af den spanske hertug, af Alma, fordi han støttede hollændernes frihedsbevægelse, og derpå henrettet på torvet i Bruxelles den 5/6 1568, ikke kan være fader til Raschernes oldemoder. Godt nok havde han en datter, der hed Anna, hun gik i kloster i Utrecht, men en datter kaldet Lucia, som vi hørte i ligprædiken, der flygtede sammen med Anna havde han ikke. Derfor er hele historien blevet fejet af bordet. En ny ligprædiken er dog blevet opdaget i Tvskland, nemlig over Lucia Rasch, gift med den fyrstelige livlæge Peter Finx, og hun døde i Bückeburg 6/5 1625. Hendes forældre nævnes at være: Johannes Rasch og Anna Egmund! Denne Lucia er tydeligvis opkaldt efter sin moster. Det ser ud til, at vi nu må til Holland igen for at følge dette spor. Slægten Egmond findes kun i dette land, og der er flere linier, dog kun en grevelig, hvilken den nævnte grev Egmond, der blev halshugget, hvis liv Goete har dramatiseret og Beethoven skrevet musik til, tilhørte. Denne linie kan udelukkes. Nu skal vi først vide, hvad vi leder efter! Da man dengang opkaldte sine børn efter sine forfædre, skal vi i Holland lede efter personer kaldt Anna og Lucia, som de flygtende søste, endvidere Thomas, Dirk og Cornelius, hvilke hollandskklingende navne forekommer i Rasch-slægten. I en slægt »Egmond van der Nijenburg« er der i 15-1600 tallet én Thomas, fire Corneliuser og én Dirk, og sandelig om ikke en af Cornelius'erne har en datter kaldt Lucia, født i 1535, men da hun rneddeIes at være død kan det ikke være hende, der flygtede til Jeide. Men tampen brænder! Og i linien »Egmond van Merenstein« er der en Frederik med to børn: Jan og Lucia. Sønnen døde ugift på flåden i 1599. og datteren blev gift med en Hugo Ruysch og døde i 1596 – altså er hun samtidig med den Lucia Egmond, vi leder efter. Hendes fader, Frederik van Egmond van Merenstein blev i 1568 forbandet af hertugen af AIba, idet han havde sluttet sig til den hollandske frihedsbevægelse (Holland og Belgien var dengang ét land og underlagt Spanien, hvorfor alle hans besiddelser blev konfiskeret og han selv dømt fredløs. Man kender ikke til hans videre færd under Frihedskrigen, men det er sandsynligt, at han har bragt familien i sikkerhed i Udlandet (1/3 af befolkningen flygtede i 1568 til nabolandene), og er så selv vendt tilbage for at kæmpe mod spanierne under William den Tavse of Oranien (der senere blev valgt til konge), for at vinde landets frihed. Kan hænde, han havde to døtre: Anna og Lucia, sorn har været i exil i Heide. Anna blev gift med Johannes Rasch og blev i Dithmarsken. og Lucia vendte efter krigen tilbage til Holland og ægtede Hugo Ruysch. Lucia fik en søn, Pieter Ruvsch, og Anna fik en søn, Peter Rasch, mon blot et sarnmentræf? Kigger man på denne slægt Egmond van Merensteins våbenskjold, så finder vi atter denne artikels omtalte hjort! Morsomt er det også, hvis man tager et overblik over Europas Raschslægter, så er der to, mu!igyis med samme oprindelse, der ligeledes fører den Springende hjort ligesom den gren, der havnede på Bornholm. En tilfæIdighed? Man kunne godt indvende, at navnet Rasch - Rask, »hurtigt«, nemt kunne inspirere til et slægtsmærke med den raske hjort, men på den anden side er der flere af slægterne, der fører helt andre svmboler, så mon ikke man kan regne med, at sIægterne med hjorten er forbundet? Men nu har vi fået nok af disse sydlige himmelstrøg, lad os her i Heide stige ind i postvognen og køre væk, gennem den flade marsk med fårene, der løber på digerne, over det inddæmmede område med de høje, røde gårde, der ligger højt til vejrs på deres tofter godt beskyttet mod oversvømmelserne. Videre indtil landet hæver sig, begynder at bølge noget mere, her må vi have skiftet hestene, strække benene lidt, mens vi nyder udsigten over det flade geest-land, hvor friserne hører hjemme. Der blæses i hornet. og vi må skynde os tilbage til postvognen for at rejse videre ind over det bakkede og frugtbare Angelen med de smukke sædegårde, der ligger helt dovent uden trussel fra havet, med storken spankulerende i moserne og viben syngende sin sørgmodige sang over engen. Og i det fjerne skimter vi nu tårnene i den kongelige købstad Flensborg, kirkerne sancta Maria og Sanct Nicolai knejser højt over hustagene i aftenrøden. Målet er nået, og postvognen ruller ind over de brolagte gader - mon der er nogen, der henter os? Ja, der venter et bud ved endestationen, oven i købet en bornholmer - han hilser frejdigt og leder os gennem de snævre gader ned mod havnen, hvor vi skal indlogeres i Fiskergade nr. 510. Dette hus tilhører vores bekendte Philip Rasch fra Rønne, og det er så at sige hans sønderjyske filial, som han købte i 1681, hvorfra han driver sin købmandshandel i Flensborg. Det er billigere her selv at opkøbe varerne fra de skibe, der anløber fra Det fjerne Østen og fra de andre europæiske havne, og så importere de nødvendige varer til Rønne, endvidere er det en fordel at vedligeholde kontakten til sin mødrene slægt i byen, købmandsfamilierne Fincke, Tor Smeden, Hoe og Lange. Her i Fiskergade kan vi så blive indlogeret, indtil der kommer et skib, der kan føre os tilbage til Rønne. Livet på søen prægede naturligvis også denne slægt og to of Philip Raschs sønner drog også tidligt ud på søen, hvilket han selv har skrevet i sin slægtsbog:

»Anno 1702 d. 27/7 rejste min Søn Harmen Rasch med sin egen fri Villie til Dandzig i Dend Forhåbning at komme til et Steed at fortiene sit Brød med Gud og Ære, og da han ingen Raad kunde faa der i Byen, gaf han sig til en Stettin Skipper ved Navn Michel Møller, at fare til Søs, og deres første Reise skal gaa til Amsterdam, hvortil. Gud Gifve Lvkke, at han maa finde Naade hos Gud og Mennischer. Amen.«

»Anno 1705 drog min Søn Peter Rasch herfra til Dandzig, og ville derfra til Amsterdam til sin Broder Harmen, og ville forsøge, hvad Gud og Lykken hannem ville tilføye, hvortil jeg ønsker hannem Guds Bistand, timelig og evig Velstand. og at han maa finde Naade hos Cud og Mennischer her. Amen.«

Et barnebarn til Philip Rasch har senere hen i slægtsbogen kommenteret farfaderens børns videre skæbne. og her får man at vide, at begge sønnerne blev koffardi-kaptajner i engelsk eller hollandsk tjeneste, de døde borte og efterlod omkring 1722

»en anseelig Capital at hver Søster og Broder samt Moderen som overlevede dem, fik hver en Capital af 2000 Rigsdahler, samt smaa og store fremmede Guldstvkker af Portugals, Spansk eller Osterlandsk Mynt, samt Gulduhre, Zigneter etc. til samtlige Søskende.« Men der var plads til andre ting i Philip Rasches slægtebåd end blot optegnelser om slægtskabsforhold, og jeg svnes. denne beretning om de bornholmske Rascher med deres sønderjydske forfædre, skal afrundes med Philips egenhændige beretning om den strengeste vinter, der ramte Bornholm i en menneskealder:

»Anno 1708 først i October da endnu halfdelen af voris Æbeller hang paa Træerne, kom en hard streng Vinter med Frøst og Shne som varede i 10 Dage, blef siden godt Tøveir igjen saa Folk finge en god Rug sæd lagt, eftersom ingen Rug var saaed for denne strenge Vinter. Den 26. December som var Anden Julle Dag Klocken fire Eftermæddag begønte det at frvse igjen og blef ved med tør Frust. For fjorten Dage siden kom stor Shne og Frust saa hart som ingen kan mindes at være sked tilforn.

Den 11. Februar hafde vi fire Dages Tøvejre til den 15 dito, da gik Vinden nordlig saa Issen uden for Refvet begønte at drifve bort. og den Is inden for Refvet gaf sig op nord ved Byen med Klepper og Sten, saaledes at den førte med sig op store Klepper og Sten paa Høye Bakken og det med Lavt Vand og imod Veiret, og op skiød et Isberg ved Nordkysten og der ofven paa laa en stor Sten som fire Heste nok skulle hafve at drage paa. Midt i Februar begønte Vinteren for Alvor og frøs saa hart, at i hvor meget man lagde i Kakkelofven, kunde doch icke Vinverne optøes, men var ofver alt som et Klæde Iss.

Den 19 Februar om Morgenen Klocken 8 som Sogen var Opstaaen skød hun en gloende Bielke for sig, op i Luften somsaaes ofver en Time. Nogel Dage efter ved Solens Nærgang skød hon ogsaa en gloende Bielke fra sig, og Frosten er tiltagen møget hart.

Den 16 Martii skickede woris Gowernør Reedtz tvende Karle til fods ad Somrishafven til med Brefve, og de kom den 19 dito tilbage igien med Brefve, og kom begge løckelig fremb og tilhage. De Mænd som var ufverfaaed var Frandtz Frandtzen Bregadirens Tiener, den anden var Hindrich Erichsen en Borger her i Byen, slog ogsaa en Siæl paa hin Reise samt tog Skindet og Fettet og slebte med dern hiem. Ellers var de på Henreisen i 8 Timer og paa Hienreisen i 10 Timer. I disse Dage slog Folk mange Fugle ihjel som vare utallige.

Vinteren blefve ved med forfærdeligt Frøst indtil den 30 Martz, saa begønte det at tø netop Paasche Aften. Tøde saa til Anden Paasche Dag som da ved Middag begønte at fryse igjen med saa stor Frost og Storm af nordøst som ingen Tid tilforn, den 5 April begønte det at Isschalge (hagle). Den 6 ditto begønte det ret at tø. Den 15 April begønte vi at pløye. Imellem den 22 og 23 April Klocken 12 om Natten lynede og tordnede det helt kort. Til Dato kan Icke hennu ses open Vand.

Den 1. May saaede ieg først Hafre. Samme Dag kom et Hollandsk Skib sønder om Landet, kunde icke komme lenger for Iss, Iagde sig paa Arnager Reed i nogle Dage, indtil en nordøst Storm kom, saa brotdref Issen. Den 17 og 18 May kom der Skippere fra Lybeck og Kiøbenhafven, som vare iblandt møyen Iss paa hid Reisen.«

Claus Rasch, adlet våbenskjold
Claus Rasch, adlet våbenskjold

Note: Aftegnet af Sigvard Mahler Dam
Claus Rasch, våbenskjold
Claus Rasch, våbenskjold

Note: Aftegnet af Sigvard Mahler Dam
Entydig ID
616D1C0B8C6E8A9F469637ECF6DCFD06

Medie objekt
Note: Aftegnet af Sigvard Mahler Dam
Medie objekt
Note: https://www.roennebyarkiv.com/1600aringrene.html
Medie objekt
Note: https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift

https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift

https://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=7&ved=2ahUKEwiRjriOgs_eAhWMFogKHeD4D_sQFjAGegQIAxAC&url=https%3A%2F%2Ftidsskrift.dk%2Fpersonalhistorisk_tidsskrift%2Farticle%2FviewFile%2F79237%2F114361&usg=AOvVaw2-84PbMQpSlDsYA1t0xA1g

Sidste ændring 12. november 201815:29:08