Grass Roots

Søren Lolks Amerika-rejse 1903 Beretninger i breve til hjemmet på »Vejlegaarden« - del 2

Dyrlæge Græs d. 15. juli, Owatonna, Minnesota

Kære fader og broder! Jeg rejste så til Chicago for at få mine 15 dollar, men fik ikke andet ud af det end tab og ulejlighed. Boghandleren vilde ikke betale mig, førend han selv fik pengene ind. Jeg tog straks tilbage til Milwaukee, og da det var gået så dårligt med den fotografiske forretning i Chicago, opgav jeg at købe cykle og tjene mig frem af den vej. Jeg tog så billet til Minneapolis, Minnesota, hvor Jørgen Mortensen og Maren Thomsen skulde leve. Jeg nåede Minneapolis om aftenen kl. 101/2, det var en af de smukkeste ture, jeg endnu har taget. Landet, jeg kom igennem tværs over Wisconsin, adskilte sig ikke meget fra det øvrige farmerland, jeg har set, men jeg så dog, at det vilde have bleven alt for besværligt at komme frem på cykle, fordi det var for bakket og for dårlige veje. En tredjepart af vejen gik langs med den store flod Missisippi. Der er lave klipper og skov på begge sider af floden, mange steder deles den af små øer med træer på. Langs flodbredden var der sprængt så meget bort af klippen, at der lige var plads til toget at gå.

Jeg ankom til St. Paul og Minneapolis om aftenen kl. 10 1/2. Så sent kunde jeg ikke tænke på at finde nogen bekendte, så jeg tog ind på et hotel, hvor jeg ikke syntes var så dyrt: jeg tog et værelse til godt en krones penge, men så meget skulde jeg ikke have sparet. Jeg havde ikke ligget længe, inden væggelusene begyndte at spise af mig ganske for skrækkeligt. Så sprang jeg ud af sengen og rystede lagnerne og prøvede igen, men det varede ikke længe, inden jeg måtte ud af kassen igen. Så trak jeg i klæderne igen og tog bukserne inden i støvlerne, så smed jeg alt sengetøjet og madrassen ned på gulvet og lagde mig på ståltrådsnettet, der var i bunden på sengen, og fandt så noget af den ensomhed, jeg søgte.

Næste dag søgte og fandt jeg Jørgen Mortensen, men det kostede adskilligt af penge og besværligheder, thi han arbejdede ikke længer i Minnapolis, men en halv snes danske mil uden for byen, hvor der dog gik sporvogn den største part af vejen.

Han tog så med mig ind til byen om aftenen, og vi fandt for 1,70 kr. et godt logi, endskønt vi blev klar over, at damerne temmelig sikkert var horere, men de generede ikke os. Næste dag var det Søndag. Vi forsøgte at finde Kristine Svedgård, som skal være i St. Paul, men det lod sig ikke gøre. Derimod fik vi snart ledt Maren Thomsen op, og sammen med hende fordrev vi eftermiddagen med at gå ud til en park, der har et berømt vandfald, »Minnenaha-faldet«. Om natten fik vi gratis logi hos en tysk familie, Jørgen har boet hos. Næste formiddag tog vi 8-10 danske mil ud til en sø, hvor alle de rige har deres sommervillaer. Der var rigtig smukt at sejle om, men jeg synes dog, det var mere interessant at køre langs med den store Missisippiflod, da jeg kørte til Minneapolis. Desuden kostede det 3,75 kr. at komme ud til søen. For Jørgen lader det ikke så meget, thi han tjener 10 kr. om dagen.

Om eftermiddagen rejste jeg sammen med Maren Thomsen ned til Owatonna, hvor hendes gifte søster bor og har det fint, og hvor dyrlæge Græs bor. Hos dyrlæge Græs sidder jeg og skriver dette brev. Både dyrlægen og M. Thomsens søster er storartet flinke mod mig. Thomsens søsters mand hedder Andersen og har en af de største skoforretninger. Græs har to børn hjemme endnu, to døtre, ellers er alle de andre i meget gode stillinger, somme af dem i meget rige. Det er et helt eventyr at høre, hvordan Græs kom herover med 12 børn og begyndte at agere dyrlæge uden at have lært det og har drevet det til at være en af de mest ansete på egnen. Jeg har været med ham ude på landet et par gange. Over stok og sten går det af de dårlige veje i den pindeagtige vogn med kalechen over.

I dag har vi været ude at kastrere en klaphingst (en hingst, hvor den ene testikel f. eks. findes tilbageholdt i bughulen), som er noget af det aller interessanteste for Græs, fordi der er kun få, der kan det, og det giver 35 kr. for ulejligheden, han fortryder på, at han ikke har vovet sig på det før i det sidste år. Græs forstår rigtig at snakke med farmerne, og han er heller ikke finere på det end dem. Der imod giver fruen og døtrene mere partiet, men således er det overalt i Amerika. Damerne kører, mændene trækker.

Græs' kone fortæller, at bedstemoder var hendes gudmoder. Græs fortæller, at han vilde ikke rejse hjem, om han kunde få den bedste bondegård gratis. Han mener, han har en 67.000 kr. om året, og så arbejder han med det, der er hans eneste lyst. Han føler sig som en lykkelig mand, hans ansigt skinner som solen. Han har 3 heste, den ene bruges til damerne at køre med. Jeg ser en mængde damer, både unge og gamle, der selv kører, de er udmærkede kuske, når det gælder fornøjelse. Jeg gik sammen med nogle damer i Owatonna, en vogn kørte forbi os, hvori der sad en ældre farmer og en lidt yngre kone, det var en stor arbejdsvogn, de kørte i. En af damerne sagde: »Aah, hvor længe mon den stakkels kone skal sidde i den vogn?« »Så længe som den stakkels gamle mand«, svarede jeg. Glem ikke at hilse Lars Madsen, siger Græs, ja, jeg husker ikke alle dem, jeg skal hilse fra ham, Hans Christensen, Gesinge, Morten Dave, Anders Møller o.s.v. Konen beder mig ikke glemme Anders Lolks kone, som hun roser meget og er taknemmelig for, hvad hun lærte, mens hun tjente der, hun priser dem for så godt, de var enige om alting.

Hos Thomsens datter fra Lundby fik jeg min gode grønkål, sikke en fornøjelse at svinge skeen en gang. De vilde gerne have haft, at jeg skulde have stoppet længer i Owatonna, men da jeg har stoppet alt for længe de andre steder, blev jeg der kun i 3 dage.

Torsdag morgen kl. 10 tog jeg billet til Verdi, hvor smedens datter Martha Reynolds skulde bo. Verdi ligger 50-60 danske mil vesten for Owatonna og er således ikke så meget ud af min vej mod de vestlige stater. Falentins børn lever også i Minnsota staten, men for meget ud af min vej til, at jeg kan rejse til dem. Billetten til Martha Smeds kosted ca. 18 kr.

Sydøstsiden af Minnesota staten lignede det flade gode farmer land, jeg så i Illinois og Wisconsin, først da jeg kom ind til midten omkring ved byen Mankato, forandrede landet sig til lave skovklædte klipper. Der kom jeg forbi Minnsotafloden, som kun for tiden har lidt vand, men meget dynd. Efterhånden, som det gik mod vest, blev der til sidst ingen træer at se og langt mellem farmerne. Et sted var der så langt, jeg kunde se, kun det øde lave græs, bakker. For første gang savnede jeg trævækst i Amerika. Snart (kl. 4) ankom jeg til bestemmelsesstedet Verdi, som er en lille bitte station, hvor der kun er nogle få huse og nogle store kornelevatorer (korn magasiner). Jeg fik opspurgt, at F. C. Reynolds skulde leve 3/4 dansk mil norden for stationen. Med glæde vandrede jeg i landskabet, der var nyt for mig. Jeg kunde se umådelig langt, fordi der var fladt og træløst, der var ½ dansk mil mellem farmer husene. Hvede, rug, byg, havre, mais og græsmarker var der, hvor hen jeg så. Rugen var nær ved at være moden.

Farmerne, som kørte og rensede mais, spurgte jeg om vej. Jeg viste dem mine danske fotografier, og de fortalte mig, at i Tyskland, hvor de kom fra, var der også mere fornøjelse over det daglige liv end her. Da jeg var kommen over nogle øde bakker og mente, at jeg var nået Marthas hjem, viste det sig, at hun ikke boede der, men en svoger til hende, hun boede netop i modsat retning, der hvor jeg kom fra. Min adresse lød på E C. Reynolds, men det var til hans broder T. C. Reynolds, jeg skulde, så meget kunde den lille tøddel på T vildlede, men jeg fandt godt nok hen, hvor jeg skulde.

Farmen var indhegnet med pigtråd, så jeg stod i lang afstand og råbte, om Martha Reynolds boede her, og da den unge kone med briller på kom hen imod mig, kunde jeg straks se på hendes raske gang, at det var hende, der kom, hun måtte tænke sig lidt om, da jeg nævnede mit navn, thi hun havde ikke hørt det mindste om, at jeg var kommen til Amerika. Hun er for et år siden gift med en engelsk-amerikaner. Jeg fortalte, at jeg havde smagt på kagen fra deres bryllup, og den smagte så godt, at jeg var kommen for at få mere af den. Det var »allright«. De har et dejligt nybygger hus og 320 acres land (1 acre = 0,405 ha), og når det en gang bliver helt rent og passet, vil det blive første klasses land, men det er jo temmelig nyt prærie land (20 år gammelt). De har givet nogen og 20 dollar pr. acre, men om 20 år vil det være mere end det dobbelte værd, og således er det næsten med al jord her i Amerika, af sig selv bliver den det dobbelte værd. Derfor er det jo en bedre forretning end at fæste (leje).

Sæden står smukt her, men giver ikke så meget, da der er så meget ukrudt i; men når her bliver plantet, renset og bebygget, bliver det en fin plads. De har for tiden 4 malkekøer, men har så meget ungkreatur, at de til vinter vil have 12 køer. I sommer har manden en halvdøv karl til hjælp, og de to har 300 tdr. land at passe.

Smedens datter er en ung kvik kone, som ikke er bange for at tage en hånd med, det er akkurat, som vi kan se hendes søster Ane, både af udseende og i sin færden. Hun har mange blomster og bliver sikkert af sin mand betragtet som en blomst. Lig Jens Rasmussen vil Mr. Reynolds nok sige: »Ja, Martha, hun mente jo!« Ja, han er en grangivelig »Jens«, og hun en rigtig »lys smedemutter«. Hun burde have nogen skænd, thi hun har forglemt for meget af det danske. Få har jeg truffet, der har glemt så meget som hun i så kort tid, skønt det gør så meget, at hun var så ung, da hun rejste. Det undskylder naturligvis også, at hun lever her så ensomt og gift med en ren englænder.

Jeg bliver her få dage, rejser så til North Dakota. Jeg ved ikke, om jeg besøger hendes søster Marie, hendes farbroder eller dyrlæge Skovs søn, det er noget af min vej. Ikke heller træffer jeg Niels Knudsens datter, hun lever for langt af vejen, og det svinder allerede stærkt af mine penge. Måske skal jeg have 500-600 kr. sendt til at rejse hjem for, men jeg skal i næste brev give nærmere besked. Jeg tænker nok, at jeg fra Californien vil gå gennem de sydlige stater til New York i steden for at rejse over det store ocean. Jeg tænker, at jeg af den vej kan nå hjem til midten af Oktober.

Kærlig hilsen fra mig Søren (Brevkort poststemplet: Tacoma, Wash. Jul. 31 - 1903 og Yelm Jul. 31 - 1903). til:• Mr. C. W Sørensen, Yelm, Thorston Co Washinton.